”Jeg var selv en af dem, der havde en atombombe i røven", siger Minister for kirke og ligestilling Manu Sareen om sin skoletid på Amager i 70-80'erne.

Manu Sareen udgiver bog til lærere

”Mine forældre kunne ikke hjælpe mig med mine lektier. Så det med ansvar for egen læring blev til, at det var skolens ansvar, at jeg lærte at læse.” Ordene er ligestillingsminister Manu Sareens. Sammen med jurist Jamilla Jaffer er han aktuel med bogen ’Hassan og Grete – inklusion i folkeskolen’ om udfordringerne forbundet med at være etnisk minoritetselev.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hun er jurist og direktør i konsulenthuset Con3bute. Han er Minister for ligestilling, kirke og nordisk samarbejde. Men Jamilla Jaffer og Manu Sareen kender begge til de forhindringer og bump, der kan ligge på vejen for mange skoleelever med etnisk minoritetsbaggrund.     

"Jeg var selv en af dem, der havde en atombombe i røven. Jeg sad tit i støttecenteret eller i et rum inde ved siden. Mit problem var, at mine forældre ikke kunne dansk og derfor ikke kunne hjælpe mig med at lave lektier", fortæller Manu Sareen. Ikke desto mindre var han glad for at gå i skole.

"Alt det sociale var godt. Det var fedt at komme at møde sine venner, og derfor har jeg faktisk haft en rigtig rigtig god skolegang", konstaterer han.  

Jamilla Jaffers far er pakistaner, mens hendes mor er dansk. I midt 80'erne og op igennem 90'erne gik hun på Egholmsskolen i Vallensbæk Kommune. At være elev med etnisk minoritetsbaggrund her har helt sikkert ændret sig siden, mener hun.

"Da jeg gik i skole vidste alle, hvem jeg var, på grund af min far. Han var jo pakistaner, og det vidste folk i Vallensbæk. Men i dag er der rigtig mange tyrkere, pakistanere og somaliere i Vallensbæk. Man kan sige, at det er blevet mere almindeligt. Men samtidig giver det større udfordringer", skønner Jamilla Jaffer.

At kende eleven og elevens familie

Hun taler om den vigtige relation mellem lærer og forældre. Lærerne på hendes skole havde et godt forhold til hendes far. Nu var han også folkeskolelærer, så det kunne de finde sammen om.

"Men i dag har lærere generelt sværere ved at skabe en god relation til de etniske minoritetsforældre, fordi familierne kommer fra så mange forskellige steder", siger Jamilla Jaffer. Desværre er det ikke blevet mindre vigtigt med forældrekontakten, mener bogens forfattere. Og det går ud over eleverne.

Især de etniske minoritetsdrenge klarer sig dårligt i skolen. Hvad kan den enkelte lærer gøre for at komme tættere på eleven?

"Lærerne skal forstå, hvad det er for elever, de har med at gøre. Når jeg har været ude på skoler, så har jeg hørt lærere spørge, hvorfor dog lave noget særligt for eleverne med etnisk minoritetsbaggrund. De bliver alligevel ikke til noget. Det er heldigvis et fåtal, der siger sådan. Men stadigvæk", siger Jamilla Jaffer og fortsætter:

"På en anden skole talte man om alle minoritetselever som elever fra Mellemøsten. Det er vigtigt, at det enkelte barn bliver anerkendt. Der er jo stor forskel på om ens familie kommer fra Egypten eller fra Libanon", understreger hun.

Det handler ikke om hudfarve, men om overskud

Spørger man forfatterne til 'Hassan og Grete' om de kan pege på en særlig grund til, at specielt etniske minoritetsdrenge halter bagefter fagligt i folkeskolen, er de ikke i tvivl.

Det handler om to ting. For det første om i hvilken grad skolen formår at rumme elevers forskellige temperament. For det andet og måske vigtigst af alt om social kapital, argumenterer Jamilla Jaffer.

"Hvilket overskud har forældrene socialt, økonomisk og uddannelsesmæssigt i forhold til opdragelsen af drengene og i forhold til at kunne hjælpe med lektier og støtte op omkring at tage en uddannelse", spørger hun retorisk. Og Manu Sareen bakker hende op. 

"Det samme gælder for etnisk danske drenge og piger. Der er bare en stor overrepræsentation af minoritetsdrenge, fordi de lider under at være børn af den nye underklasse", siger Manu Sareen.    

Når alle vil være noget

Når han har været ude på skoler og tale med lærere og skoleledere, lagde han særligt mærke til en ting.

"I 1. klasse er der altid en lille gruppe, der ikke rigtig knækker læse- og skrive koden så hurtigt som de andre. Og det er jo banalt at forstå, fordi de elever ikke sidder derhjemme og læser bøger eller får lavet lektier. Og så går det galt, fordi alle børn vil være noget". Manu Sareen fortsætter:

"Når man sidder i klassen og læser: 'Her - er - en - hest' højt, så ved man godt, at man ikke er god. Og så sker polariseringen. Når du oplever ikke at være god til noget, så søger du ligesom vand at flyde ind i noget andet".

"Nogle kan blive gode til fodbold og andre kan blive 'tough'. Selv i 2.-3.klasse vil alle gerne være noget. Man vil gerne fylde rummet ud med et eller andet. På den måde er mange minoritetsdrenge stået af på det faglige", siger han

Nogen nye pointer?

'Hassan og Grete - inklusion i folkeskolen' er udkommet på forlaget Trip. Den vejledende pris er 225 kroner. Men folkeskoler opnår automatisk en skolerabat, hvis de køber bogen direkte hos forlaget

I Folkeskolen nr. 9, der er på gaden d. 3. maj, kan man læse et interview med Manu Sareen og Jamilla Jaffer om bogens pointer.