Når uddannelsespolitik og skolegang er til debat blandt fagfolk, plejer der at være en sværm af politisk og pædagogisk korrekte gloser i luften, men sådan er det ikke, når Bergthóra S. Kristjánsdóttir og Lene Timm taler om tosprogethed og flerkulturalitet.

De to forskere og forfattere kender alle de rigtige ord, men når det gælder indvandreres og deres efterkommeres vilkår i den danske folkeskole, lægger de sprogligt set ikke fingrene imellem.

»Når nogle lærere kalder deres skole en sort skole i stedet for at tale om, at det er en skole med mange tosprogede elever, så kan man lige så godt tale om hvide og sorte elever. I realiteten er det også sådan, man gennem mange år uddannelsespolitisk har behandlet de tosprogede elever, især de muslimske elever«, siger Bergthóra S. Kristjánsdóttir.

Hun er lektor på Professionshøjskolen UCC og forsker på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU), og Lene Timm arbejder i konsulentfirmaet Complexitet. I 2007 udgav de sammen bogen »Tvetunget uddannelsespolitik - dokumentation af etnisk ulighed i folkeskolen«, der over 273 sider hudfletter den danske uddannelsespolitik gennem de sidste 30 år, og som påviser, hvordan det, de kalder strukturel diskrimination fra lovgivernes og Undervisningsministeriets side, resulterer i alvorlig forskelsbehandling i skolens hverdag.

»Den strukturelle diskrimination fremgår af flere paragraffer i folkeskoleloven. Når de efterleves i kommunerne, er resultatet en diskriminerende praksis. I Loven om modersmålsundervisning står der for eksempel, at det er gratis at blive undervist i sit modersmål, hvis man kommer fra landene i EU og EØS samt Grønland og Færøerne. Kommer man et andet sted fra, skal man enten selv betale eller undvære undervisningen. Det er diskriminerende og administreres også sådan i kommunerne«, siger Bergthóra S. Kristjánsdóttir.

Hun nævner et konkret eksempel.

»I kursussammenhæng snakker jeg tit med lærere om, hvordan deres kommuner forvalter folkeskoleloven. En konsulent, som jeg mødte i den sammenhæng, fortalte, at i hans forvaltning sendte de gule og grønne sedler ud til skolerne. En gul seddel betød gratis modersmålsundervisning, en grøn betød, at der skulle betales. Det er reel diskrimination«, siger hun.

Også med hensyn til dansk som andetsprog diskrimineres der fra centralt hold. »Undervisningsministeriet skriver, at dansk som andetsprog adskiller sig fra andre fag i skolen ved at være et timeløst fag. Hvad sker der med fag i folkeskolen, når de er timeløse? En række evalueringer viser, at det kun er en begrænset gruppe elever, som bliver undervist i den type fag. Og selvom der gang på gang bliver gjort opmærksom på, at det forholder sig sådan, så sker der ingen ændringer«, siger DPU-forskeren.

Det mest graverende er måske, at diskrimination bliver omtalt som noget helt andet. Fra mange efteruddannelsesforløb ved de to forfattere, at lærere tit angiver kulturelle forskelle som årsagen til, at sorte elever klarer sig fagligt dårligere end hvide i folkeskolen. Selvom de er godt inde i området, ved lærerne ikke, at det er selve lovgrundlaget, der er hovedårsagen til forskellene.

»Loven lægger ikke op til, at tosprogede elever får den undervisning, som de har brug for, hvis de skal have adgang til det faglige indhold i undervisningen«, siger Lene Timm.

Den såkaldte kulturelle forklaringsmodel står ikke alene, når der udarbejdes rapporter og analyser om tosprogede og uddannelse. I et af de nyeste skud på stammen, »Indvandrerne og det danske uddannelsessystem«, udsendt af Rockwool Fondens Forskningsenhed i november 2008, bliver der også set på betydningen af etnisk koncentration og af sociale forskelle.

»Andre rapporter peger på lærerne«, siger Lene Timm. »De har ikke fået tilstrækkelig uddannelse i interkulturel pædagogik og i dansk som andetsprog. Der er heller ikke blevet uddannet tilstrækkeligt med tosprogede lærere. Dér ender mange af evalueringerne. De går ikke tilbage og undersøger, hvorfor udviklingen har været sådan. På den måde ender aben helt uretfærdigt på lærernes skuldre. Hver dag går de i skole og gør, hvad de kan for at undervise så godt som muligt. Alligevel er det dem, der kommer i skudlinjen«.

Først i 2003 kom der lærerstuderende ud af seminarierne med linjefag i dansk som andetsprog, og en evaluering viste i 2004, at kun 20 procent af dem, der underviste i faget, var uddannet til det, men det fik ikke politikerne til at reagere, siger Bergthóra S. Kristjánsdóttir og peger på, at tilsvarende evalueringer har fået politikerne til at bevilge 230 millioner til opkvalificering af lærerkræfterne inden for naturfag, engelsk og læsning.

»Tvetunget uddannelsespolitik« fortæller, hvordan de politiske beslutninger bag folkeskoleloven og forvaltningen af den næsten automatisk fører til, at de tosprogede elever klarer sig dårligt i folkeskolen og derfor også klarer sig dårligt i resten af uddannelsessystemet. Rockwool Fondens rapport påviser, at tosprogede elever får for lidt med sig fra grundskolen, og at det følger dem videre frem, uanset om de prøver kræfter med faglige eller videregående uddannelser.

Tosprogede elevers resultater i fagene dansk, matematik og naturfag placerer dem tæt på eller blandt den dårligste sjettedel af eleverne i samtlige OECD-lande i Pisa-undersøgelserne. De danske elevers resultater lå tæt på gennemsnittet.

»Forskning peger på, at når der er minoriteter og majoriteter i et samfund, så skal staten yde en aktiv indsats, hvis man vil undgå at stille minoriteter ringere. Det gør den svenske stat, men det gør den danske ikke. I stedet bliver der lovgivet, som om alle er ens, og som om det i sig selv er målet. Resultatet bliver det stik modsatte. Folkeskoleloven er med til at skabe større ulighed og diskrimination af de elever, der adskiller sig fra uskrevne normer om, hvad det vil sige at være dansk«, siger Lene Timm.

»Vi danskere forestiller os, at vi er ét folk, og at vi taler ét sprog. Men virkeligheden ser anderledes ud. Vi bliver mere og mere flerkulturelle, og fordi vi ikke kan forlige os med de faktiske forhold, mobiliserer vi alle vores forsvarsmekanismer og leder med lys og lygte efter noget, som kan opretholde, hvad vi tror er et erindringsfællesskab. Vi kanoniserer tekster og forsøger med alle midler at få dem, der er anderledes, til at ligne os«, siger Berg-thóra S. Kristjánsdóttir.

Det sidste er dømt til at mislykkes.

»Det ser ud, som om lovgiverne har tænkt, at hvis bare vi får fat i de tosprogede børn i god tid, så kan de blive til etsprogede skoleelever. Ved at minimere den sproglige og kulturelle påvirkning, som børnene bliver udsat for i hjemmene, så skal de nok lære at tale dansk. Al forskning viser, at det ikke er tilfældet, og at alle taber ved denne tankegang«, siger Lene Timm.

Den fejlslagne uddannelsespolitik kan ifølge de to forfattere føres 30 år tilbage. Men hvor politikerne i den første del af perioden kunne undskylde sig med manglende viden, så har de, siden der fra 1994 til 1998 blev gennemført 200 kommunale forsøg med bedre integration i skolerne, handlet imod bedre vidende. Integrationsprojektet, som de mange forsøg samlet blev kaldt, viste, hvor vigtigt det er, at der er kvalificerede tosprogede lærere på skolerne, at eleverne modtager modersmålsundervisning og dansk som andetsprog gennem hele skoleforløbet, og at der skal ydes en stor indsats for at nå disse mål.

»Politikerne har på intet tidspunkt fulgt op på anbefalingerne fra Integrationsprojektet«, siger Bergthóra S. Kristjánsdóttir. »I stedet har undervisningsminister Bertel Haarder gang på gang slået fast, at dagsordenen i folkeskolen er, at den skal bygge på danske værdier og traditioner og på det danske sprog. Det er ikke underligt, at kommuner og skoler i praksis nedprioriterer hele området«.

»I forbindelse med tamilsagen i 1991 sagde Bertel Haarder, der også var undervisningsminister dengang, at han frygtede, at tilstedeværelsen af tamilske børn førte til skoleslum. Når jeg tager rundt og ser, hvordan det går med tamilske børn i folkeskolen, så tænker jeg: Dem skylder han en undskyldning. I dag udtrykker han den samme tænkning bare vendt mod de muslimske børn«, mener Lene Timm.

Hvis børn fra mange forskellige lande skal have modersmålsundervisning, stiller det store krav til skoler og kommuner, men Lene Timm og Bergthóra S. Kristjánsdóttir afviser, at den strukturelle diskrimination er begrundet i knaphed på resurser.

Da regeringen i 2002 nedlagde modersmålsundervisningen, var det ikke, fordi der skulle spares. Man ville i stedet bruge pengene til dansksproglig stimulering af tosprogede småbørn.

»Den schweiziske forsker Francois Grin har undersøgt økonomien omkring ensprogethed/flersprogethed. Konklusionen er, at det er dyrt at satse på flersprogethed i det korte perspektiv, men i det lange perspektiv er det pengene værd, fordi det skaber et mere velfungerende samfund, og fordi det giver mulighed for i langt større omfang at udvikle menneskers potentiale«, siger Lene Timm.

Bergthóra S. Kristjánsdóttir fortsætter:

»Hvis vi har den almindelige undervisning og udenom har alle mulige foranstaltninger og kompensatoriske ordninger, så bliver det samlede resurseforbrug meget større, end hvis man samler hele indsatsen og skaber en flersproget skole«.

Der er forskningsmæssig enighed om, at alle børn bør have mulighed for at bruge de resurser, de kommer med, og for at lære på baggrund af de erfaringer, de har i forvejen.

»I den danske folkeskole træder den læringsteori ud af kraft, når det gælder tosprogede børn. I forhold til dem tror man, at undervisningen kan ses uafhængigt af deres modersmål, og at de ikke har brug for den identitetsbekræftelse og perspektivudvidelse, som alle andre behøver. Tosprogede børn skal bare gå i skole og være sammen med danskere. Så kommer det danske sprog nok af sig selv«, siger Bergthóra S. Kristjánsdóttir.

I den bedste af alle verdener skal alle tosprogede børn have undervisning i deres modersmål og deres modersmål bruges som redskab i undervisningen i de andre fag. Og dansk som andetsprog skal være en integreret del af danskundervisningen.

Selvfølgelig skal der ikke på alle folkeskoler undervises i matematik på arabisk, men forskelligheden skal slippes løs, så det kan blive undersøgt, hvor langt man kan komme, og hvad der er behov for.

Derfor mener de to forfattere, at det var en stor fejl, da daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs i 2005 afslog at lade Århus Kommune begynde forsøg med tosproget dansk/arabisk undervisning for en årgang arabisktalende elever.

»Sprognævnet kommer i publikationen 'Sprog til tiden', der er udgivet af Kulturministeriet i 2008, med den samme anbefaling, som vi kommer med. Etabler forsøg og prøv at finde ud af, om modersmålsundervisning og undervisning på forskellige sprog gør en forskel«, siger Lene Timm.

Kommunerne bør også kunne samle tosprogede med samme modersmål på de samme skoler, så der nemmere kan oprettes undervisningshold, hvor tosprogethed kan tilgodeses. Man kan forestille sig skoler, der som privatskolen Skt. Petri Skole i København har to undervisningssprog, i dette tilfælde dansk og tysk.

»Man bør arbejde med modersmål som et grundvilkår. På vores skoler er der så mange børn, der har tyrkisk som modersmål, så mange, der har arabisk, og så mange, der har dansk. Så må man gøre forsøg med, hvordan undervisningen bedst kan gennemføres med inddragelse af de forskellige sprog«, siger Lene Timm.

Alle lærere bør have dansk som andetsprog som en del af deres uddannelse eller efteruddannelse, og der skal ved siden af være lærere, der har det som egentligt linjefag, så de kan fungere som skolens specialister. Seminarielærere bør også lære at forholde sig til dansk som andetsprog.

Danmark i 2008 lever langtfra op til at være den bedste af alle verdener, når det gælder tosprogedes vilkår i folkeskolen, men det kunne godt være tilfældet. Ifølge Bergthóra S. Kristjánsdóttir og Lene Timm kunne man for eksempel begynde med at skrive folkeskoleloven om, så den passer til vores flerkulturelle virkelighed. |

»En gul seddel betød gratis modersmåls­undervisning, en grøn betød, at der skulle betales. Det er reel diskrimination« Bergthóra S. Kristjánsdóttir»I dag er kommunerne forpligtet til at tilbyde modersmålsundervisning. Det er forslagsstillernes holdning, at det ikke nødvendigvis skal være en kommunal opgave at tilbyde fremmedsprogede elever denne form for undervisning, ligesom det ikke skal være en statslig opgave. Kommunerne skal i højere grad have fokus på sprogstimulering generelt, eksempelvis i dansk. På den baggrund foreslås kommunernes pligt til at tilbyde modersmålsundervisning ophævet« Fra forslag til folketingsbeslutning fremsat 12. december 2000. Forslagsstillerne er fra Venstre og de konservativeUndervisningsminister Margrethe Vestager (De Radikale) i et svar den 21. november 2000: »I folkeskolen var der i skoleåret 1999-2000 45.988 tosprogede elever, som var berettiget til tilbud om modersmålsundervisning i henhold til Undervisningsministeriets bekendtgørelse nummer 583 af 20. november 1984. Det svarer til cirka ni procent af alle elever i folkeskolen (.). I skoleåret 1999-2000 deltog cirka 15.000 elever i modersmålsundervisning svarende til 1/3 af de elever, der var berettiget til et tilbud«. Ministeren oplyser desuden, at udgifterne er cirka 60 millioner kroner årligt.