Suads lange rejse

Som en ganske ung pige kom somaliske Suad til Danmark. Efter en svær tid oplevede hun, at hun blev respekteret i skolen

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Marts måned er kold i Danmark. Især hvis man kommer sydfra. Præcis hvor hun kom fra i sidste omgang, kan 17-årige Suad Ahmed Muhammed ikke fortælle. Men i fem år havde hun levet som immigrant i Yemen, efter at hendes familie var flygtet fra Somalia. Derefter var hun, hendes søskende og hendes mor flygtet fra endnu en krig. Endnu mere uro og skyderi. Flygtet ud i det uvisse.

Sit fædreland så hun sidste gang som niårig, men hvordan der egentlig var, kan hun ikke huske.

- Jeg tror nok, vi boede på landet, for der var ikke så mange mennesker, fortæller hun på flot og forståeligt dansk.

Det var en marts måned for godt tre år siden, at Suad, hendes mor, moster og fem yngre søskende kom til det danske forårsvejr. Bag dem lå en angstfyldt rejse med bus, taxa, tog og flyvemaskine.

- Jeg vidste ikke, hvor vi var henne, og hvor vi skulle hen. Min mor ville ikke fortælle mig noget, og vi var selvfølgelig bange, fortæller Suad, der som den ældste skulle hjælpe med at holde de yngre søskende i ro.

Suad og hendes familie kom direkte til Sandholmlejren i Nordsjælland, hvor to stærke mænd førte dem ind i et lille trangt rum. Et meget uhyggeligt rum, syntes hun. Kort efter kom der nogle andre store mænd og førte moren væk. En time varede det, før moren kom tilbage, og derefter var det mosterens tur. Mens mor og moster var til forhør, gennemså nogle andre deres tøj og ejendele.

Til at beskytte sig mod den danske kulde fik de varmt tøj, jakke, hue, halstørklæde og vanter. Men Suad og hendes søskende var ikke meget for at tage det på. Nu er det blevet en vane.

Hun sled med sproget

Den første tid var familien kun i Sandholm, og Suad fik det indtryk, at Danmark var fuldt af folk fra andre nationer. Lejren var også et meget voldeligt sted, og hun blev slået mange gange. Derfor var kontrasten også ekstra stor, da hun kom ind til byen. Her var alting fint og storslået, og hun følte sig mere tryg. Der var ikke den samme atmosfære af vold som i lejren.

En af de første danskere, Suad fik kontakt med, var hendes rådgiver.

- Hun var meget sød, og jeg lærte lidt dansk af hende, fortæller den slanke pige med de mørke, viljestærke øjne. Hun var indstillet på at falde til i sine nye omgivelser så hurtigt som muligt og sled hårdt med sproget.

Allerede i Sandholmlejren begyndte hun og de af hendes søskende, der havde alderen til det, at gå i skole, og senere flyttede familien til Tølløse, hvor de kom i en dansk skole. Men de skulle flytte én gang til, før de fandt deres endelige opholdssted i Odenses berygtede bydel: Vollsmose.

- Det danske sprog var svært. Forfærdelig svært, siger hun og ler med en dyb stemme.

- Jeg kunne ikke sige ordene rigtigt.

Men svært var ikke nogen hindring. Suad blev ved. Hun havde jo været turen igennem én gang før, dengang de flyttede til Yemen, hvor hun også havde gået i skole. I Yemen havde hun lært at beherske arabisk og lidt engelsk.

Selv om hun havde gået i skole før, var det alligevel en stor omvæltning at begynde i den danske skole. I Yemen skulle eleverne sidde musestille, og der blev holdt meget hårdt på, at de kun måtte sige noget, hvis de rakte hånden i vejret. Den mindste forsømmelse udløste korporlig afstraffelse.

- Her kan eleverne gøre, hvad de har lyst til. Der bliver lyttet til vores ideer, og man kan sige: Ja, det kan jeg gøre, eller nej, det kan jeg ikke gøre. Det er ikke kun læreren, der bestemmer, eleven bestemmer også. Læreren respekterer eleven. Jeg har aldrig mødt en lærer, der skældte mig ud. Jeg var meget overrasket over det og er også meget glad for det, siger Suad, der genert fortæller, at hun gerne vil være sygeplejerske eller læge. Hun er netop nu i praktik på social- og sundhedshjælperuddannelsen.mb