Modersmålsundervisning løfter de tosprogedes faglighed
Ny undersøgelse viser, at modersmålsundervisning forbedrer elevernes skoleresultater. DLF ser gerne retten til modersmålsundervisning genindført, men undervisningsministeren vil først have undersøgt effekten i Danmark.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Får elever undervisning på deres modersmål, kan det være med til at højne deres faglige niveau. Det er konklusionen i den ny og omfattende undersøgelse, »Tosprogede elevers undervisning i Danmark og Sverige«, der ser på forskelle og ligheder mellem undervisningen i Sverige og Danmark.
Skolerådets formandskab, der har bestilt undersøgelsen, ønskede at blive klogere på, hvorfor svenske tosprogede hidtil har klaret sig bedre i Pisa-test end de danske.
»Der er ikke forfærdeligt mange forskelle mellem Danmark og Sverige. Men lige præcis modersmålsundervisningen ser ud til at have en betydning«, siger forskningsleder Beatrice Schindler Rangvid.
»Vi har kun grove indikatorer, men det ser ud til, at der er en sammenhæng til elevernes resultater. Det her kalder, som jeg ser det, på, at man undersøger dybere på de enkelte faktorer«, tilføjer hun.
Og den anbefaling vil undervisningsminister Christine Antorini følge. I stedet for med det samme at gøre det obligatorisk for kommunerne at udbyde modersmålsundervisning vil hun sætte undersøgelser i gang af effekten af og vilkårene for undervisningen. Vi har brug for dansk forskning, mener ministeren.
DLF's formand Anders Bondo Christensen er derimod klar til at genindføre retten til modersmålsundervisning for alle. Han er ikke i tvivl om, at den vil styrke de tosprogede elevers faglighed. »Vi burde forstå at udnytte de tosprogede elevers sproglige potentiale meget bedre, end vi gør«, siger han.
Forsøg med obligatorisk modersmålsundervisning
I Danmark blev retten til modersmålsundervisning afskaffet i 2002, og i 2008 viste en undersøgelse, at kun 5.000 af landets cirka 70.000 tosprogede elever fik modersmålsundervisning. I Sverige har tosprogede elever krav på modersmålsundervisning, hvis der er fem elever i en kommune, der taler samme sprog.
Skoleleder på Kokkedal Skole og medlem af Skolerådets formandskab Kirsten Birkving mener, at man bør starte forsøg med obligatorisk modersmålsundervisning i Danmark.
»Det er vigtigt, at vi får undersøgt, hvordan modersmålsundervisning kan hjælpe. Man kunne have kontrollerede forsøg med for eksempel fem frivillige skoler, som man fulgte. Rapporten efterlader jo mange spørgsmål, og for mig er det meget vigtigt, at vi bruger pengene der, hvor behovet er størst«, siger hun.