Ikkemuslimske lærere må kæmpe sig til respekt på muslimske friskoler, mens de muslimske lærere har roen, fra de træder ind ad døren.

Najla Adlouni, som netop er færdig som lærer fra University College Sjælland, Vordingborg, har fulgt undervisningen på en muslimsk friskole gennem længere tid. Hun har gennemført sine feltstudier over, hvordan lærerne udøver klasseledelse i forhold til muslimske drenge.

»En af de lærere, jeg interviewede, siger det meget godt. Drengene har brug for at vide, hvordan de skal opføre sig inden for den verden, de befinder sig i. Når de selv har muslimsk baggrund og kommer fra hjem, hvor man taler arabisk, kan det være nemmere at forholde sig til og forstå de krav, der stilles af lærere med samme baggrund, fordi de er genkendelige. Når eleven møder en etnisk dansk lærer, kan der være nogle helt andre forventninger, som de er usikre på, og som ikke bliver udtalt og afstemt«, forklarer hun.

Bachelor: Muslimske drenge skal lære at respektere ikke-muslimske lærere

24-årige Najla Adlouni har selv gået i en almindelig folkeskole indtil 4. klasse og derefter på en muslimsk friskole, så interessen for at se på netop dette område kom naturligt og blev yderligere ansporet, da hun på læreruddannelsen stødte på Laura Gilliams forskning i muslimske drenge.

»Laura Gilliam har jo fuldstændig ret i, at vi lærere tit kommer til at sætte eleverne i bås, men jeg tænkte, at det ikke er hele svaret på, hvorfor der er problemer med særligt drengene. For der er jo også problemer på muslimske friskoler. Så jeg ville gerne belyse det område også«.

Formålsparagraffen er dem og os

I analysen er Najla Adlouni kommet frem til, at en del af udfordringen går helt tilbage til formålsparagrafferne. Både den generelle for den danske folkeskole og det formål, som den muslimske friskole selv har formuleret ud over det lovpligtige, som alle friskoler skal leve op til, nemlig at skolen skal give undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, eleverne skal forberedes til et liv i demokrati og frihed og have gode danskkundskaber.

I den generelle formålsparagraf lyder det, at skolen gør eleverne »fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer«. I friskolens selvformulerede formålsparagraf står der, at eleverne skal »udvikle sig fysisk, åndeligt, intellektuelt og socialt på en måde, der er i overensstemmelse med den moderate islamiske og arabiske kultur«.

»Både i den danske folkeskole og i den friskole, jeg har set på, er der en opprioritering af egne værdier og egen kultur. I den danske er der tale om en monokultur, der dominerer i samfundet og i skolen, som eleverne skal blive fortrolige med, modsat andre lande og kulturer, som de kun skal have forståelse for. Det er dansk kultur først - uanset om eleven har andre kulturer også - og så det andet bagefter. Den samme monokultur gælder i friskolen - her er det bare omvendt. Her skal eleverne dannes til bestemte værdier og normer inden for skolens egen kultur. Demokrati og frihed er kun noget, de skal forberedes til«.

Najla Adlouni er overbevist om, at begge formål taler for respekt og anerkendelse af hinanden, men hun mener ikke desto mindre, at ordvalget tyder på en dem og os-kultur, som kommer til at gennemsyre skolen.

»Vi lever i en mere og mere globaliseret verden, og masser af familier er blandede og har flere kulturer. Jeg vil da personligt være meget ked af at skulle vælge en af mine to kulturer fra, fordi der ikke er plads til begge. På denne måde bliver noget normen og det rigtige, mens noget andet er det anderledes«.

Hvis det stod til hende, så skulle man omformulere paragrafferne.

»Mange af de værdier, vi kæmper for, er jo fælles - de er hverken kun danske eller arabiske eller muslimske. Vi kunne sagtens formulere det på en måde, så det ikke kom til at handle om dem og os«.

Det handler ikke om køn

I rapporten fortæller Najla Adlouni, hvordan de muslimske lærere har en given autoritet, fra de træder ind ad døren og for eksempel bliver tiltalt med det arabiske høflige udtryk for lærer, »ustaz« og ikke med fornavn som de danske lærere. Der er fuldkommen ro, og læreren slår hårdt ned på dem, der ikke kan deres ting. Den danske lærer forsøger at bruge arabiske udtryk og appellere til eleverne, men hun bliver latterliggjort. Najla Adlouni understreger, at det ikke handler om køn, for hun oplever, at de danske mandlige lærere også har måttet have muslimske lærere med i timerne i starten for at få ro, og kvindelige muslimske lærere har også en mere automatisk autoritet.

Hun mener, at lærerne skal turde tage snakken med eleverne om forventningerne og ligheder og forskelle.

»Det nytter ikke, at vi som lærere bliver fornærmede over, hvordan vi bliver behandlet. Vi skal turde italesætte vores forventninger. Hvorfor bliver jeg sur, når du gør sådan her? Og finde ud af, om den manglende respekt bunder i manglende forståelse eller frustration - eller måske er en reaktion på lærerens egen undervisning. Det er jo ikke bare eleven, der er umulig - det kan jo også være, at han for eksempel keder sig, eller der er noget galt«.

Skolerne må ikke lukke sig om sig selv

Najla Adlouni mener bestemt, at de muslimske friskoler har en berettigelse - både fordi der skal være plads til et valg, og fordi de på nogle områder gør det rigtig godt.

»Jeg oplevede selv en meget højere faglighed og højere forventning til mig i matematik og dansk, end jeg havde været vant til i den almindelige folkeskole. Jeg står jo i dag med linjefag i dansk, matematik og madkundskab. Det havde ikke været muligt uden gode lærere og god undervisning. Og så nød jeg at slippe for at skulle være min kultur hele tiden. Man kan godt komme til at føle i en almindelig folkeskole, at man er muslimsk pige med tørklæde, og så tror folk, at de allerede ved, hvem man er«.

Men hun mener, at man skal passe på, at skolerne, de almindelige såvel som friskolerne, ikke kommer til at lukke sig om sig selv.

»Det er utroligt vigtigt, at børnene og lærerne møder hinanden på tværs. Det kan godt være, at eleverne har venner fra andre skoler i fritiden, men jeg savner, at skolen selv tager initiativ til samarbejde. For hvis man går på muslimske friskole og ikke kender noget til verden udenfor, så får man et stort chok, når man kommer i gymnasiet, måske som eneste muslim«.

Hun mener også, at de almindelige folkeskoler kan lære meget af mødet med friskolerne, som gør tingene anderledes.

»Det handler både om at lære at respektere hinanden og at holde op med at se den ene kultur som mere rigtig end den anden. Men også om for eksempel at diskutere, hvordan man tackler udfordringer med de muslimske drenge, for folkeskolerne kan være lige så lukkede som friskolerne og kan helt sikkert godt bruge inspiration«.

Klar til at bygge bro i skolen

Najla Adlouni er lige nu på barsel med sin tre uger gamle søn, men hun glæder sig til at skulle ud at arbejde som lærer. Hun vil gerne ud i den almindelige folkeskole.

»Jeg kan godt lide at gøre en forskel. Der mangler folk med anden etnisk herkomst end dansk i folkeskolen. Brobygningen er så vigtig. Og hvis man begynder, når børnene er små, kan det gøre en væsentlig forskel for hele samfundet. Jeg har også hørt meget godt om en muslimsk efterskole, og det kunne også være spændende. Der kan jeg også bygge bro, fordi jeg er født og opvokset i Danmark og har begge kulturer side om side i mig«.

Najla Adlouni fik 12, da hun forsvarede sin opgave til den mundtlige eksamen i slutningen af juni.