»'Din klamme negerbolle'. Jeg husker stadig den kropslige fornemmelse af lammelse, da ordene ramte mig. Jeg gik i 5. klasse, og ordene kom fra min bedste veninde«.

Sådan indleder Laila Colding Lagermann, ph.d., konsulent og forfatter, sin bog »Farvede forventninger«. Bogen, der udkommer i dag, handler om læreres ubevidste fordomme over for »brune« børn i skolen, og hvad man kan gøre ved det. Og hun ved, hvad hun taler om, for Laila Colding Lagermann er selv tidligere lærer.

Du argumenterer i bogen for, at lærerne trods gode intentioner ikke er i stand til at holde fordomme om elever med minoritetsbaggrund ude af deres undervisning. Hvordan kommer det til udtryk?

»Først og fremmest er det vigtigt at understrege, at vi alle kategoriserer mennesker, det er en måde at orientere os på i verden så at sige. Men forskningen, både min egen og andres, viser, at det i forhold til elever med anden etnisk baggrund ofte betyder, at lærernes forventninger til dem er anderledes eller lavere end til børn med majoritetsbaggrund. Vi ser nogle lignende tendenser i forhold til børnenes køn - at læreres forventninger til børnene er kønnede på måder, der ser ud til at tilgodese nogle elever, pigerne, mere end andre i skolen. Og det er alt sammen på måder, vi ofte ikke selv er bevidste om«.

Forsker om Yousef/Mathias-måling: Fordomme sætter enhedsskolen under pres 

Hvordan kan lærerne ikke være bevidste om, hvilke forventninger de har til deres elever?

»Der er generelt blandt lærere et ideal om at møde hvert enkelt barn som et individ, hvilket går igen i lovgivningen, og en stærk forestilling om, at det også er sådan, vi gør i praksis. Men vi har alle sammen nogle blinde vinkler, i forhold til hvilke mennesker vi aktuelt putter i hvilke kasser, bevidst eller ubevidst. Undersøgelser har vist, at elever med anden etnisk baggrund for eksempel ofte kommer i kasse med de måske problematiske elever med anden etnisk baggrund, som læreren før har stiftet bekendtskab med. Det pegede en undersøgelse fra TrygFonden i starten af året på, hvor signifikant flere lærere ønskede, at Mathias frem for Youssef skulle starte i deres klasse. Det samme ser vi i forskningen. Sådanne negative eller farvede forventninger og den kollektive identitetstilskrivning, det er udtryk for, kan være med til at sætte og fastholde nogle elever med anden etnisk baggrund i en problematisk rolle, fordi forventninger på mange måder fungerer som selvopfyldende profetier. Resultatet bliver desværre, at mange af disse elever efterlades med en oplevelse af, at skolen ikke er et sted, hvor de naturligt hører til og har noget ønskværdigt at bidrage med«.

Alle børn er unikke - også de tosprogede 

Det er et ret kontroversielt udsagn, at lærerne ikke er i stand til at se bort fra deres elevers hudfarve?

»Men det er spørgsmålet, om det er det, de skal? Det handler snarere om at gøre sig bevidst, at vi alle er indlejret i de her racialiseringsprocesser, som placerer os mere eller mindre fordelagtigt i forskellige sammenhænge. Og med dén bevidsthed gå tilbage til sin praksis og spørge sig selv og hinanden: Hvilke kasser kommer jeg bevidst eller ubevidst til at placere elever i, og hvilke effekter har det for de implicerede elever? Ikke at tage disse snakke, fordi det kan opleves ubehageligt, er sådan set kun med til at forstærke problemet. Den velmenende farveblindhed fører ikke noget godt med sig - det ser vi flere eksempler på i forskningen.

Hele spørgsmålet om race er så belastet af historien, at der i dag er en forestilling blandt det hvide flertal i Vesten - ikke kun Danmark - om, at et ordentligt menneske slet ikke lægger mærke til sine medmenneskers hudfarve. Det er for så vidt en smuk tanke, men vi kan ikke bare beslutte, at hudfarve ikke betyder noget. Hvis vi er i tvivl, behøver vi blot at spørge dem, der lever med en brun krop. Mange af dem møder disse forskelsmarkeringer i forhold til deres hår- og hudfarve hele tiden og ikke kun i skolen. Og det må vi kunne tale om - også i skolen - så vi ikke overlader det til eleverne alene at forholde sig til disse oplevelser af forskelliggørelse og diskrimination.

Mit bud i bogen på en kritisk farvebevidst tilgang, handler netop om, hvordan lærerne i den sammenhæng har en vigtig rolle i forhold til at herigennem at bidrage til at skabe bedre deltagelsesmuligheder for den del af eleverne i skolen, der ikke kan spejle sig i de monokulturelle og farvede forventninger, som flere elever ofte oplever at blive mødt af«.

Flere gratis bøger til lærerne  

Hvad kan den enkelte lærer gøre for ikke at blive en af dem, der viderefører det, du betegner som »institutionaliseret racisme«?

»I bogen taler jeg om den strukturelle racisme - altså at der er nogle strukturer i vores institutioner, der giver knas i chanceligheden blandt børnene, på måder hvor ikke alle børn har lige gode muligheder for at deltage i det, de forventes at deltage i, for eksempel i skolen. Men selv om det er et strukturelt fænomen mere end et individuelt, så er det gennem menneskers bevidste stillingtagen og aktive handlinger, at disse strukturer kan udfordres eller brydes.

De børn og unge, jeg har talt med, oplever netop meget ofte forskelsbehandlingen i relation til andre konkrete personer, og derfor er det også i relationen til det enkelte barn, at lærerne skal modarbejde og forhindre institutionel racisme. Derfor er det vigtigt, at lærerne kigger på egen praksis og overvejer, om man indimellem kommer til at have forventninger til eller drage konklusioner om sine elever baseret på egne forståelser af 'nogle bestemte slags'.

Anmeldelse: Farvede forventninger

 Man kan for eksempel spørge sig selv, om det i en konkret situation handler om farvede forventninger, kultur eller sprog eller noget helt fjerde - altså at man bestræber sig på at situationsforklare snarere end at kategoriforklare så at sige. Og man kan med fordel tage snakken om det i sit team for at se på, om der er nogle elever eller grupper af elever, der synes at være særligt udsatte i den sammenhæng. Det er vigtigt, at man som lærer tror på, at alle elever har et udviklingspotentiale, og derfra møder dem med høje forventninger uanset deres baggrund og/eller hudfarve.

Men jeg vil gerne understrege, at skolen ikke er en ø i samfundet. Lærerne er også oppe imod en tidsånd, hvor der i politik og i medierne bliver talt utroligt meget om 'dem og os', og hvor mennesker med brun hud beskrives som problematiske og nogle gange endda som trusler mod for eksempel såkaldte danske værdier. Derfor vil det også betyde rigtig meget, hvis skoleledelsen bakker op om arbejdet med at gøre op med de farvede forventninger og er med til at sikre, at skolen bliver et sted for alle mulige forskellige børn. Og endnu mere hvis der også er politisk opbakning.

Men selv hvis dette ikke er tilfældet, betyder det ikke, at den enkelte lærer ikke kan gøre noget selv, for eksempel ved at forsøge at arbejde kritisk bevidst med egne forståelser af bestemte børn og herigennem undgå at møde børn med anden etnisk baggrund med stigmatiserende forforståelser og farvede forventninger.

Det er i den enkelte relation mellem lærer og elev, at lærerne kan gøre, og ofte gør, en kæmpe forskel for det enkelte barn - både i den direkte relation og gennem undervisningen. Der er jo for eksempel masser af steder i litteraturen og historien, hvor man med fordel kan dykke ned og kigge på ulighed og diskrimination og ikke mindst effekterne af det. Og sådan en demokratisk øvebane, der træner eleverne i at forholde sig til, reflektere over og diskutere disse emner og handle på dem med henblik på at skabe positive forandringer, har eleverne brug for«.

Anmeldelse: Sort hår og brun hud gør en forskel. Tal om det!