Center overlever

Lederen af uc2 ser lyst på fremtiden, selv om Vejle Kommune vil konkurrere med centret

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Opbakningen til det ellers dødsdømte center for undervisning af tosprogede, uc2, er så stor, at centret ser ud til at overleve. Den endelige afgørelse falder om en måneds tid.

'Ingen vil betale os uden at få noget igen, så senest 1. april skal vi have vores struktur på plads og nogle aftaler i hus', siger Anne Froberg, der er leder af uc2.

Hidtil har centret haft et budget på 6,5 millioner kroner, hvoraf staten har betalt de 4,7. Centret har altså tjent næsten to millioner kroner selv. Nu har regeringen skåret statsstøtten væk, men Anne Froberg regner med at kunne øge indtjeningen på rådgivning og konsulentarbejde til 4,5 millioner kroner. Ironisk nok kommer staten formentlig til at betale en stor del af beløbet.

'Jeg kan se i finansloven, at regeringen skal have lavet en del arbejde, som det vil være oplagt at købe os til at udføre', siger Anne Froberg. Hun henviser til, at regeringen vil udvikle danskundervisningen af voksne tosprogede og skal have lavet et udredningsarbejde omkring integration på arbejdsmarkedet. Folkeskolen er også fortsat et interessant marked for uc2.

Anne Froberg bygger blandt andet sin optimisme på en udmelding fra Århus, Randers, Odense og København. I sidste uge opfordrede de fire store indvandrerkommuner undervisningsminister Ulla Tørnæs og integrationsminister Bertel Haarder til at bevare den kompetence, der ligger i uc2, for eksempel ved at placere de opgaver, centret tager sig af, på et universitet eller et Center for Videregående Uddannelser, CVU.

'Vi ser gerne, at uc2 fortsætter, men det ønsker regeringen ikke. Derfor må vi se på, hvordan vi så kan bevare centrets kompetencer intakt, for vi har brug for at vide mere om, hvordan vi underviser tosprogede', siger Københavns uddannelses- og ungdomsborgmester Per Bregengaard.

Hvis det lykkes at bevare uc2, vil Københavns Kommune formentlig bruge centret til større evalueringsopgaver. Men Per Bregengaard tvivler på, at centret kan fordoble sin indtjening.

'Den kompetence, som centret hidtil har solgt, har medarbejderne samlet ind takket være støtten fra staten. De penge er væk nu', siger Per Bregengaard.

Dermed rammer han ind i det, der kan blive centrets akilleshæl, erkender Anne Froberg.

'Det er ikke noget problem at sælge et foredrag eller løse en konsulentopgave. Men det bliver svært at skaffe penge til en landsdækkende opsamling og formidling af viden om tosprogede, hvis vi skal tjene alle vores penge selv. Det burde være en opgave, som staten finansierede', siger Anne Froberg fra uc2, der i øjeblikket har syv ansatte.

Vejle vil konkurrere

Samtidig ser det ud til, at uc2 skal dele markedet med en konkurrent. Vejle Kommune vil oprette sit eget landsdækkende videnscenter, der også skal leve af indtægtsdækket virksomhed.

Centret bliver bygget op om syv af kommunens nuværende konsulenter med Ib Jespersgaard i spidsen. Han har en fortid som leder af et tilsvarende videnscenter i Århus Amt, indtil det blev nedlagt i 1999.

'Vi forsøgte at køre centret videre privat, men det kunne ikke lade gøre dengang. Jeg tvivler på, at det har ændret sig siden, og det gør Vejle Kommune også. Det offentlige er ikke meget for at købe den slags ydelser, et privat firma tilbyder', siger Ib Jespersgaard

Henrik Stanek er freelancejournalist