Danmarks Lærerforening har udgivet pjecen 'Fællesskabets skole i et multietnisk samfund', og den er opmuntrende læsning. Den forholder sig åbent og konstruktivt til integrationsarbejdet i folkeskolen. Den tager udgangspunkt i den virkelighed, hvor det multietniske er en realitet.

Den ny undervisningsminister, som så ihærdigt er i gang med at slagte modersmålsundervisningen, har måske ikke læst pjecen, som jeg hermed varmt vil anbefale.

Pjecen begynder med at fremhæve, at 'mangfoldighed er en af folkeskolens grundlæggende værdier, og den kan kun fastholdes, hvis forskellighed accepteres og værdsættes. Den enkelte elev har krav på at blive modtaget som et selvstændigt individ og krav på ikke at blive sat i generaliseringens bås. Samtidig har den enkelte en forpligtelse over for fællesskabet. Integration er en gensidig proces'.

Citatet er i overensstemmelse med det danske samfunds grundlæggende værdier - demokrati og gensidig respekt. Folkeskolen skal ikke øge risikoen for et kultursammenstød, derfor skal integration gøres til hele skolens opgave. Der skal lægges vægt på ansættelse af tosprogede lærere og pædagoger, der kan fungere som kulturformidlere. Disse lærere skal opkvalificeres ved at gøre det muligt at meritoverføre uddannelse fra andre lande og supplere den med danske efteruddannelser, der tager sig af både den pædagogiske og den sproglige opkvalificering. Og ved at opmuntre danskere med en anden etnisk baggrund til at tage en læreruddannelse.

Flere sprog er en resurse

Flersproglighed betragtes i pjecen som en resurse. 'Tosprogede elever har krav på og brug for, at der i hele skoleforløbet tages udgangspunkt i og bygges videre på deres tosprogethed. Dette forudsætter, at alle skolens lærere er bevidste om deres opgave som andetsprogslærer'.

Det vil sige, at man erkender vigtigheden af, at al videre indlæring må tage sit udgangspunkt i og bygge på modersmålet, og at dansk må betragtes som andet sprog.

For at vise, at spørgsmålet om sproglighed er endnu mere kompliceret, vil jeg med udgangspunkt i egne teoretiske og praktiske studier gøre opmærksom på, at vi bliver nødt til at skelne mellem modersmålet, første og andet sprog.

Modersmålet skal her forstås som 'moders mæle', det vil sige det, som moderen taler med sit barn. Det henviser til tonefald, musikalitet, rytme, og det vikler sig sammen med lugte, smag, blikke og berøringer. Det er her, hvor sproget får sin betydning og bliver til barnets første sprog, som det taler med andre familiemedlemmer og senere med venner i børnehave og skole, hvor barnet med anden etnisk baggrund bliver nødt til at lære et nyt sprog, der helst skal forbindes med det første, så barnet ubevidst kan placere sig i forhold til det flersproglige.

Spaghetti som modersmålet

Et personligt eksempel: Jeg har talt dansk med argentinsk accent til mine børn, blandet med italienske dufte, humørsvingninger, børnesange og lege på spansk. De fik dansk som første sprog, men spaghetti som modersmålet. Mine børn har drillende, grinende og kærligt kaldt mig spaghetti-mor. Da de nåede gymnasiet, valgte de spansk som andet sprog. Latent hos dem var alle de spor fra det modersmål, der blev mangelfuldt, men lokkende. De spor var nok til at producere et ønske om at lære spansk, som er mit første sprog, og tage del i det, jeg kalder mit modersmål. Den måde, vi gjorde det på, havde en pris, mine børn fik ikke spansk i vuggegave, og jeg måtte acceptere at miste visse glæder ved moderskabet, glæder, der havde med mit modersmål at gøre.

Pjecen fanger vigtigheden af modersmålet som udgangspunkt for barnets identitets- og sociale udvikling. Netop når DLF's hovedstyrelse siger, at 'ingen børn skal tvinges til at overtage udvendig skik og brug og blot tilpasse sig en anden kultur', får den fat i det væsentlige: at optagelse i fællesskabet foregår ved varsom berøring, så den, der skal optages, går igennem processen uden at blive skadet (se definition af 'integration' i Nudansk Ordbog). Respekt for barnets første sprog, hvori modersmålet indeholdes, sikrer, at barnet ikke påtager sig en identifikation som afviger, udstødt eller offer, hvilket er en stor fare netop hos mange af disse børn, som har været igennem svære og til tider brutale omvæltninger.

Måske kunne man have medtaget spørgsmålet om dilemmaerne. Især de unge indvandrere er også i klemme mellem forældrenes og samfundets normer. Skolen kan i visse tilfælde være det eneste sted, disse unge kan få hjælp og støtte til at tale om og måske finde måder at holde det ud, som ikke kan løses, og turde vælge egne veje, når dialogen bliver umulig.

Modersmålet skal styrkes

Pjecen understreger, at modersmålsundervisningen er med til at styrke barnets begrebsverden og derigennem dets videre sprogtilegnelse. Derfor lægger den op til både forbedring og styrkelse af modersmålsundervisningen i folkeskolen.

Modersmålsundervisning skal hænge sammen med børnenes øvrige undervisning. De lærere, som underviser i modersmålet, skal være ligeværdige medlemmer af skolens pædagogiske personale. Der skal afsættes resurser til udarbejdelse af tidssvarende undervisningsmateriale.

Lærere, der underviser de tosprogede i dansk som andet sprog og i andre fag, skal være specielt kvalificerede til dette krævende arbejde. Den danske folkeskole har stærke og gode traditioner for sprogundervisning, som er et godt udgangspunkt for at videreudvikle egne metoder til undervisning af de tosprogede.

Inddragelse af lærere, som er stolte af deres multikulturelle baggrund og bruger den kreativt, er vigtig. Måske skulle man også overveje, hvordan man kunne bruge deres erfaringer mere offensivt. I forhold til det flerkulturelle og det flersproglige er det afgørende, hvordan forældrene formidler dette til børnene.

En analfabetisk mor - eller endnu værre, en analfabetisk far - vil automatisk føle sig mindre værd, skamfuld og angstfyldt i forhold til at deltage i skolens liv. Det er måske et meget radikalt eksempel, men de tosprogede lærere kunne måske også bruges til at opkvalificere forældrene. Modersmålsundervisningen skal ikke gives uafhængig af skolens øvrige undervisning.

Hvor modersmålsundervisningen foregår på amtsplan, fordi det drejer sig om små sprogområder, skal der findes måder at integrere den i klassen ved hjælp af for eksempel besøg og emnedage.

Jeg tænker også, at i forhold til sprog som spansk, fransk, tysk og især engelsk har det danske samfund en selvfølgelig respekt og interesse. Danskerne har brug for disse sprog, der foregår ikke en nedvurdering af de børn på samme måde, som det er tilfældet med for eksempel arabisk- og tyrkisktalende.

Det er en udfordring for folkeskolen at gøre disse sprog attraktive ved at inddrage dem som valgfag i de ældste klasser og på gymnasieniveau. Og hvad med kinesisk?

DLF's hovedstyrelse forholder sig i pjecen ikke til, hvordan man skal undervise med udgangspunkt i det multietniske, når skoler befinder sig i områder uden eller med meget få flygtninge og indvandrere. For det er ofte i disse omvendte ghettoer, hvor fremmedfjendske, racistiske og intolerante holdninger udklækkes. Måske kunne Lærerforeningen følge pjecen op med at konkretisere intentionerne og tager de foreslåede emner op.

Undervisningsministeren vil spare på modersmålsundervisningen for at hæve timetallet i dansk. Pjecen argumenterer for, at de tosprogede børn ikke kan tilgodeses med generelle undervisningsforbedringer, der ensidigt fokuserer på danskindlæring. Desværre ved vi nu også, at saglige argumenter ikke nødvendigvis gør indtryk på ministeren.

'Fællesskabets skole i et multietnisk samfund' blev udsendt den 6. december sidste år sammen med Folkeskolen nummer 49. Teksten kan også læses på DLF's hjemmeside: www.dlf.org

Modersmålsundervisning skal hænge sammen med børnenes øvrige undervisning