»Jeg har altid følt, at jeg skulle skamme mig over at være tosproget - indtil jeg mødte Gro og fandt ud af, at det faktisk er megasejt at kunne en masse sprog«. Ordene kommer fra 16-årige Jasmina, men de kunne også være kommet ud af munden på de andre unge, der er med i kampagnen Wise Words.

Gro er lærer Gro Caspersen, som har haft de unge i fransk og dér aktivt trukket deres sproglige kompetencer ind og vist dem, at det er en kæmpe resurse, fordi de kan kende gloser fra marokkansk eller arabisk eller se ligheder med grammatikken på italiensk. Men der, hvor det virkelig tog fart, var, da Gro som en del af sin diplomuddannelse i fremmedsprogstilegnelse på University College Lillebælt i Odense besluttede at lave et fokusgruppeinterview med sine tosprogede franskelever om, hvilke reaktioner deres sprog var blevet mødt med i skolen.

»Det var så vildt pludselig at finde ud af, at de andre havde lignende oplevelser som dem, jeg selv sad med. Vi kunne spejle os i hinanden«, fortæller Imane. »Det var utroligt befriende, fordi vi kunne grine af det sammen. Men også vildt at høre, at alle havde syntes, at det var totalt ydmygende at blive trukket ud til nationale test for tosprogede, som er så forsimplede, at man føler sig helt til grin«.

Ingen af pigerne havde følt sig opfordret til at bruge deres sproglige repertoire, for lærerne havde understreget, at »her taler vi dansk«. Lærerne havde ikke interesse i deres sprog, og de blev bedt om at lade være med at bagtale andre, hvis de forsøgte at hjælpe en kammerat med matematikken på deres fælles sprog. Fokus havde været på, hvad de ikke kunne, i stedet for hvad de kunne.

Sprog er da en gave

Tosprogede skal anerkendes for sproget

Gro Caspersen blev så engageret i elevernes oplevelser, at de aftalte at mødes igen ugen efter, og det blev til mange møder. En dag udbrød Jasmina: »Vi er nødt til at lave en kampagne, for de små skal ikke opleve samme flovhed, som vi har«. Den tog Gro Caspersen til sig, ringede rundt, søgte penge og fik produceret en film sammen med eleverne. Og så var kampagnen Wise Words skudt i gang. Indtil videre har de besøgt fire skoler i området og en multikulturel konference, hvor de fik stående bifald.

»Det er alt sammen foregået i fritiden. Men jeg synes, det er så vigtigt at få det her frem. Når en elev siger: 'Jeg har altid følt, at der er noget ved mig, der er forkert. For første gang er jeg stolt over den, jeg er', så er det jo min løn. Man hører altid eksperter og fagfolk. For første gang i de 25 år, jeg har været lærer, har jeg oplevet, at det er historien fortalt fra elevernes vinkel. Man får jo følelsen af, at det her skal der jo gøres noget ved«, fortæller Gro Caspersen.

Hun understreger, at det bestemt ikke handler om, at eleverne ikke skal have hjælp eller dansk som andetsprogsundervisning, hvis de har brug for det. Men der ligger meget i, hvordan alle lærere møder eleverne i skolen.

»Det er, som om vi er en så ensproget kultur, at vi føler os truet af andre sprog i stedet for at se dem som en resurse. Tilbagemeldingerne fra de skoler, vi har besøgt, har været: 'Fedt! Nu har jeg spurgt, hvor mange sprog der er i min klasse'. Alene det at anerkende de tosprogede elever for det, de kan, det tror jeg, at vi som lærere kan blive meget bedre til«.

Hun arbejder selv meget med, hvordan eleverne kan bruge deres sprog i fransk, men hun mener sagtens, man kan bruge de sproglige resurser i alle andre fag også.

»Det er utroligt vigtigt, at vi som lærere fortæller eleverne, at de kan noget helt særligt, for de ved det ikke selv. Og sprogene er også en resurse, selv om de ikke taler dem, men bare forstår dem. Måske er det uvidenhed hos lærerne - det tror jeg, for jeg har da gået rigtig mange år selv og aldrig spurgt ind til elevernes sprog«.

For de fem unge handler det rigtig meget om at blive mødt med interesse i stedet for fordomme.

»Det at være tosproget er blevet noget negativt - det er noget, man forbinder med at lave ballade eller ikke at være god nok til dansk. Men det handler også om, at folk blander sprog og kultur sammen. Jeg vil gerne bare anerkendes for de sprog, jeg kan, uden at skulle forsvare mig mod folks fordomme«, siger Sahar.

Og Imane forklarer: »Jeg er så træt af at svare på, hvorfor jeg ikke går med tørklæde, eller at skulle svare på folks fordomme om islam. Jeg ville sådan ønske, at lærerne bare kunne se mine sprog som en resurse og lade være med at forholde sig til min kultur«.