»Duaa! Hvad laver du her?« Lærer Annemarie Lykke er tydeligt glad over at se Duaa fra børnehaveklassen. Hun krammer pigen og hjælper hende af med jakken.

»Hun var på vej til Irak, men så er hun åbenbart ikke kommet af sted alligevel«, siger læreren.

Brovst Skole er en almindelig folkeskole med 425 elever. Skolen er desuden forpligtet til at modtage de børn, der bor på det kommunale asylcenter i Brovst. Normalt er der omkring 20 asylelever. Lige nu er der lidt færre. Men sådan er det ofte i foråret.

Asylbørnene er delt i to klasser, C1 for de 7-11-årige og C2 for de 11-16-årige.

Børnene begynder i asylklasserne, kort efter at de er ankommet til kommunen. Principielt så lærerne gerne, at børnene ikke blev længere end mellem tre og ni måneder i asylklasserne, men realiteten er, at de er der længere.

»Vi mangler klare retningslinjer både fra politisk side og fra skolen om, hvad vi vil med de her børn. Vi er gået i gang med at skabe de retningslinjer her på skolen«, siger Annemarie Lykke, der er lærer i asylklasse C2.

Målet er, at eleverne skal blive så fagligt dygtige, at de kan deltage i de almindelige klasser på lige fod med danske elever, mens de er i landet. Men for tiden er kun én dreng fra asylklasserne fuldt ud integreret i en dansk klasse. Han går i 10. klasse. Syv børn deltager i kreative fag som idræt, sløjd og til tider svømning. To børn har desuden engelsk og matematik i danske klasser.

»Det handler selvfølgelig om, at eleverne skal kunne klare sig i klassen. De kan komme med i idræt, når de kan forstå en besked på dansk. For at komme ind i klassen på fuld tid skal de have et vist fagligt niveau«, siger lærer Inge Riishøj, der underviser de yngste asylelever.

Begge lærere i asylklasserne har tidligere undervist på Dansk Røde Kors' asylskoler, hvor der udelukkende er asylbørn. De synes, det er en fordel for børnene at komme ud i den almindelige folkeskole.

»Der er mere ro til læring her. Børnegruppen er mere rolig. Det er nogle dejlige elever, og stemningen på skolen er god«, siger Inge Riishøj.

Kulturændring

Der bliver uro i klassen. Tre drenge kommer tilbage fra idrætstimer i en dansk klasse. En af dem, Haris, synker forpustet ned på en stol. Haris er 11 år. Han har været syv år i Danmark. Han har været forsøgt integreret i en dansk klasse i dansktimerne, men det gik ikke.

»Han kunne ikke honorere kravene, og der var ikke resurser til ekstra hjælp i klassen«, siger Inge Riishøj.

Haris er ikke den eneste elev, der burde være i en dansk klasse. Mishari kom til Brovst Skole for et år siden. Han har været i Danmark i syv år. Han har boet på forskellige asylcentre og har i fire år gået i en dansk folkeskoleklasse. På Brovst Skole har han sløjd og engelsk i en dansk klasse, men resten af skoletiden er han i asylklassen.

»Jeg vil gerne gå i en dansk klasse. Der er flere fag på skemaet«, siger han og fortæller, at børnene i asylklassen mest bliver undervist i dansk og matematik.

Nye principper

Viceinspektør Klaus Larsen vil gerne arbejde for, at flere elever kommer ud i almindelige klasser.

»Mange lærere fokuserer meget på høj faglighed og kan godt være nervøse for, om de kan løfte de her børn fagligt. Det faglige område har jo stor bevågenhed i den offentlige debat. Børnene skal selvfølgelig være på et niveau, hvor de kan følge undervisningen i de danske klasser med et fagligt udbytte. Men for asylbørnenes læring på det sproglige og sociale område er der meget at hente ved at gå i en dansk klasse«, siger Klaus Larsen.

Indtil nu har der været uklare retningslinjer for, hvordan skolen integrerer asylbørnene. Skolen er netop gået i gang med at udforme en række principper, der i højere grad forpligter lærerne til at tage imod børnene.

»Vi kan se, at vi endnu ikke har fået skabt en kultur, hvor integrering er en helt naturlig del af skolens virksomhed. Det prøver vi naturligvis at arbejde på.

Vi skal have intensiveret dialogen blandt personalet«, siger Klaus Larsen.

Lærer Ann Andersen underviser i de almindelige klasser på Brovst Skole. Hun er en af de lærere, der gerne tager imod asylbørn.

»Jeg kan godt lide dem. Jeg har været på en skole, hvor der var asylbørn, før. Jeg synes ikke, jeg prøver at gøre forskel på dem og de danske elever. Jeg prøver at få dem ind i klassen. Men jeg gør meget ud af at finde ud af, hvad de kan. Det betyder ikke så meget, at de ikke kan det samme som de andre. Så længe de ved, hvad jeg kræver af dem. Jeg møder dem, hvor de er«, siger Ann Andersen.

Hun mener, at nogle lærere har det svært med den ekstra arbejdsindsats, som det kræver at have asylbørn i klassen.

»Der kommer jo ikke ekstra resurser med, fordi man får et asylbarn i klassen. Nu skal principperne udformes, og de skal slås op. Vores håb er, at børnene får en stamklasse, når de kommer. At der kan være danske elever, som bliver mentorer for de nye. Ved at få dem integreret i undervisningen får vi også løst nogle af de sociale problemer, der i dag er i opfattelsen af os og dem«, siger Ann Andersen.

I asylklasserne hilser lærerne udviklingen velkommen. Men de tror ikke, at en ændret kultur på skolen kan ændre på det helt store problem - nemlig at børnene er alt for længe i Danmark, før de enten rejser hjem eller får opholdstilladelse.

»Et af de største problemer er, at der er for mange muligheder for at anke sagerne. Derfor kan familierne blive utroligt længe i systemet«, siger Inge Riishøj, og Annemarie Lykke fortsætter:

»Det gør, at forældrene kommer til at holde mange børn som gidsler i det her system. Og så kan det godt være, at integrationsministeren siger, at behandlingstiden bliver kortere og kortere. Men nogle børn går altså stadig i asylklasser i op mod seks og syv år«.

Asylbørn er restbørn

Det er tre år siden, de første asylbørn kom til Brovst Skole. Kun Haris er her stadig. Familierne flytter mellem asylcentrene - både frivilligt og af tvang. Nogle bliver sendt hjem, nye kommer til. Den korte tid på Brovst Skole er også en af grundene til, at det er så sjældent, at asylelever deltager fuldt ud i den almindelige undervisning. Men lærerne i asylklasserne føler, at der er andre barrierer for at få asylbørnene gradvist integreret i den danske undervisning.

»Vores børn har ikke de samme rettigheder som de danske børn. Kommunen giver ikke penge til vores børn, hvis der skal oprettes ekstra svømmehold, for at de kan komme med til svømning. Det gør kommunen, hvis der pludselig kommer flere danske børn. Vores børn står altid på restlisten. Eksempelvis i sløjd. Her kan de kun være med, hvis der er høvlebænke til dem«, siger Inge Riishøj.

Viceinspektør Klaus Larsen er ikke stolt af den situation.

»Situationen for asylbørnene på det her område er naturligvis ikke optimal. Både i svømning og i sløjd er der en sikkerhedsrisiko, som vi ikke må tilsidesætte. Og jeg får svært ved at forklare, at et antal elever i de danske klasser må vige pladsen for asyleleverne i disse fag. Den gode stemning blandt de danske forældre skal vi jo også tænke på. Men det er vigtigt, at der er åbenhed om, at vi prioriterer, som vi gør. Fik vi tilført resurserne, kunne vi naturligvis også løse det problem«, siger Klaus Larsen.

De Konservative og oppositionen ønsker, at asylbørn i højere grad end i dag får mulighed for at gå i folkeskole. Kun Venstre og Dansk Folkeparti er imod. Flere partier beder integrationsminister Rikke Hvilshøj og undervisningsminister Bertel Haarder om at komme med en redegørelse om undervisningen på asylskoler.

»Børnene og deres forældre har ikke noget reelt valg, selvom mange af asylbørnene faktisk har forudsætningen for at komme i en almindelig folkeskole«.

Elsebeth Gerner Nielsen, Det Radikale Venstre

»Det er fuldstændigt absurd, at en minister, der kalder sig selv integrationsminister, holder asylbørn ude af den danske folkeskole og laver særlige ghettoskoler«.

Kamal Qureshi, Socialistisk Folkeparti

»Jeg er meget åben for at se på, om man kan sluse dem ud i folkeskolerne, der ligger i nærheden«.

Henriette Kjær, Det Konservative Folkeparti

»Når vi har en folkeskole med modtageklasser, der er vant til at takle tosprogede børn, så er det kun rimeligt, at de kommer ud i modtageklasser. Det skal ske så hurtigt som muligt for at få en ordentlig skolegang, som de kan bruge, uanset om de bliver sendt hjem eller ej«.

Kim Mortensen, Socialdemokraterne

»Det billede, der tegnes, stemmer ikke overens med de oplysninger, vi har fra Dansk Røde Kors og Udlændingestyrelsen. Men nu vil vi undersøge det nærmere«.

Rikke Hvilshøj, Venstre

Kilde: Kristeligt Dagblad 10. marts 2006