Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Der er en bitter ironi i, at i årtierne op til, at AI tog verden med storm, valgte Danmarks politiske ledelse at gøre folkeskolen læringsmålstyret. Det, som AI og robotter er gode til, og som mennesker er dårlige til, blev målsætningen for skolen: Det målbare.

Og lige så ironisk er det, at AI’s populære gennembrud handler om det, som mennesker er gode til, og robotter er dårlige til: Æstetik og kreativitet. I stedet for at AI fik vores kedelige rutineopgaver, blev AI sluppet løs på billeder, tekst, grafik, musik, videoer og research. Det arbejde, som netop er virkelig interessant, hvis man får lov at udvikle sig gennem det.

For skolens vedkommende har AI allerede medført mindst tre problemer. For det første kan eleverne få AI til at skrive deres opgaver, og hvis det sker, lærer de ikke noget og læreren spilder sin tid med at læse besvarelserne.

For det andet opøves eleverne ikke i at skrive – og dermed tænke – selv. Og for det tredje vender eleverne ofte tilbage med forkerte eller ufuldstændige svar, når eleverne gang på gang spørger AI om svar på lærerens spørgsmål. Når læreren så forsøger at korrigere fejlene, er der mange elever, der har mere tillid til den kunstige intelligens end til læreren.

AI kan overgå os alle

Men hvad gør vi så? Jeg foreslår, at vi vender tilbage til den tidligere så forkætrede rundkredspædagogik. Dansk og nordisk skoletradition, som vi arbejder med i tænketanken Nordic Bildung, bygger nemlig på en jævnbyrdig samtale om det fælles tredje i en mere eller mindre rund kreds.

Bagved ligger en århundredelang dannelsestanke, hvor formålet er at sikre, at hver enkelt elev forstår indholdet i undervisningen og kan udfolde sig, tænke selv, danne en personlig mening og finde ud af ”hvem er jeg?”.

Det er en tradition, vi skal stå vagt om, for den er grundlaget for den dialogiske pædagogik og didaktik, der er lærernes vigtigste grundlag at stå på i en AI-æra.

Ser man ud på resten af verdens skolesystemer, skal eleverne først og fremmest kunne reproducere, hvad læreren har undervist i, og så skal de bestå eksamen. Typisk i form af en multiple choice test. Præcis det, som AI kan overgå os alle i.

Derfor må vi gentænke uddannelse i en verden med AI, for den er så radikal en ny opfindelse, at vi ikke kan forvente, at undervisningen kan fortsætte uændret. Hvordan det præcist skal se ud, har jeg ikke de endelige svar på.

Sund skepsis

Dog mener jeg, at både skolen og samfundet må erkende, at gammeldags læreren-fortæller-og-eleverne-løser-opgaver-derhjemme-undervisning ikke længere holder.

Måske skal man konsekvent vende det om, så skoletiden bruges på at løse opgaver – enten i fællesskab eller hver for sig – mens lektietiden derhjemme bliver brugt på at se videoer eller læse tekster, som læreren har kurateret.

Jeg er overbevist om, at det bedste, vi kan give elever i alle aldre, er en både bred og dyb dannelse i en kreds omkring det fælles tredje, hvor ordet er frit. Altså alt det, der er rundkredspædagogikkens styrke.

Den brede almendannelse kan bidrage til en sund skepsis, der kan vaccinere eleverne mod at falde for AI’s forkerte og for lette svar. Den dybe, følelsesmæssige dannelse udspringer af en personlig tilegnelse indenfor en fælles ramme, fremmer en samvittighed, der gør det muligt at mærke, hvornår noget er moralsk rigtigt eller forkert, samt det personlige mod til at sige fra eller til, når det er nødvendigt.

Begge dele er en forudsætning for vores demokrati.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk