A.K er ti år. Halvdelen af livet har hun levet som flygtning. Størstedelen af tiden i Center Sandholm nord for København. Folkeskolen mødte A.Kfor første gang sidste forår. Da gik hun i 3.a på Høsterkøb Skole som en af blot 22 asylbørn i Danmark, der havde fået mulighed for at gå i en normal dansk folkeskole.

Siden har hun modtaget en enkeltbillet til Damaskus og grædende taget afsked med sine klassekammerater, modtaget afskedsbreve og gaver og sagt farvel til en frustreret klasselærer, der ikke kunne få noget at vide om A.ks fremtid. For blot to dage senere at vende tilbage til klassen med endnu en udsættelse i skoletasken.

Men det fortæller A.K ikke meget om. Selv om det blot er nogle måneder siden, er det fortid nu.

På torsdag kører en flyttebil gennem den nøje bevogtede port i Sandholm. A.K, hendes mor og far og to mindre brødre har fået asyl. A.Ks far har opnået beskyttelsesstatus som flygtning. Det vil sige, at de danske myndigheder vurderer, at der er risiko for dødsstraf, tortur og lignende, hvis han vender tilbage til oprindelseslandet Syrien. De næste tre måneder skal familien bo i en lejlighed, mens de venter på, at Rudersdal Kommune finder et varigt sted, hvor de kan bo. Deres opholdstilladelse gælder foreløbig til 2014.

Dans på bordene

»Jeg var i klubben, da min lærer kom ind og pegede på mig. Så sagde hun, at vi havde fået lov til at blive her. Og så dansede alle de andre på bordene. Det havde min lærer sagt, vi skulle, hvis jeg fik lov til at blive. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg blev helt forvirret«, fortæller A.K.

Hun bladrer i sin mappe med glansbilleder siddende på sofaen, der også er mors, fars og den mindste lillebrors seng. Her sad hun også, da hendes lærer og en dansk kammerats mor tog med hende til Sandholmlejren for at fejre opholdstilladelsen.

Naboerne kigger nysgerrigt ind. De skal sendes tilbage til deres hjemland, forklarer A.Ks far. Endnu har familien ikke fortalt nogen i Sandholm om deres opholdstilladelse.

»Ingen ved det her. Når nogle får asyl, så kommer folk og spørger hele tiden. Og de bliver sure«, forklarer A.K.

Men på Høsterkøb Skole er opholdstilladelsen blevet fejret. Eleverne havde kage med, og der var så meget, at også parallelklassen kunne få.

A.K har flyttet meget i sine fem år som flygtning. Hun har i to omgange boet på asylcentret i Aunstrup. Hun har boet på et center i Frederikshavn, og hun har også været otte måneder i Finland. Men det meste af tiden har hun boet i Sandholm.

»Jeg kommer måske til at savne nogle af de voksne. Men jeg kommer ikke til at savne at bo her«, siger hun.

Folkeskolen er bedst

De første to år af sin skoletid, fik A.K undervisning i Sandholmlejren. Så blev der oprettet en skole for asylbørn i Lynge. Her var hun et par uger, så ringede hendes lærer rundt til skoleledere i nærheden og overtalte lederen på Høsterkøb Skole til at lade A.K gå der.

»Det er bedre at gå på Høsterkøb. Man får flere lektier for. Man arbejder med udsagnsord. I Lynge er der så mange udlændinge, så man skal lige have alle med«, siger A.K.

A.K er ambitiøs. Hun låner mange bøger, og når hun kommer hjem, ser hun tysk fjernsyn for at lære sproget. Hun synes, hun er blevet god til det.

»Det bedste er at få nye venner. Og lærerne, de er så søde. Jeg lærer meget, og man bliver ikke mobbet, som man gør på andre skoler«.

A.Ks navn er redaktionen bekendt, men er anonymiseret efter A.Ks ønske den 12/6- 2019