Det var ikke nogen overraskelse, at Anna Karlskov Skyggebjerg blev glad for bøger. 

Hendes forældre var lærere rundet af reformpædagogikken, dybt optagede af ny børnelitteratur, og højtlæsning var en lige så naturlig del af det kreative hjem i Vejle som musik og formning.

”For min mor var læsning til hendes litteraturklub megahelligt. Næst efter forberedelsestid var det det vigtigste i hendes liv”.

Anna Skyggebjerg gik også i en folkeskole med udmærkede dansklærere og et veludstyret skolebibliotek med dygtige bibliotekarer. Men det minde, der står stærkest for Anna Skyggebjerg, når hun i dag som 54-årig og nyudnævnt leder af Nationalt Videncenter for Læsning ser tilbage på sin barndom, er sommerferiernes besøg i kælderantikvariaterne på Gl. Kongevej i København. 

Her kunne hun købe præcis så mange eksemplarer af de slidte seriebøger om Puk, Susy og Pernille, som hun havde lyst til.

”Jeg var helt klar over, at skolebibliotekarerne og lærerne ikke så dem som ’ordentlig’ litteratur, og når jeg ser på dem i dag, må jeg korse mig. Forfatterne er mænd, som skriver under kvindeligt pseudonym, og deres kønssyn er helt galt. Men jeg kunne få dem for en krone stykket, og jeg kunne læse så mange, jeg ville, når jeg lå alene i teltet i Ballerup. Det var rigtig ferielæsning, og jeg elskede dem”.

Anna Skyggebjerg skynder sig at understrege, at hun på ingen måde ønsker det budskab igennem, at man skal genoplive gamle seriebøger, når fagbladet Folkeskolen har bedt hende give en status på danske børns læsning og Nationalt Videncenter for Læsnings fremtid med hende ved roret. 

Men der er alligevel nogle faktorer i hendes egen historie, som stemmer godt overens med, hvad hun har set i sine 26 år som litteraturforsker.

”Min mor var et godt læseforbillede. Det gør en forskel at have gode dansklærere og skolebibliotekarer, som er klar til at pege én hen til nye bøger, når man kommer med den ene, man har kunnet lide. Det betyder noget at have et bibliotek med fysiske bøger. Og forskningen viser tydeligt, at serielitteratur er populært hos børn og kan fremme både læselyst og læsehastighed”, siger Anna Skyggebjerg.

Samtidig tror hun ikke, det gør noget, at læsestof for børn og unge har en forgængelighed.

”Det er vigtigt, at børn læser litteratur fra deres egen tid. Den litteratur, vi læste som børn, skal ikke stå i vejen for Jakob Martin Strid eller Fupz Aakeson eller Trine Bundsgaard eller Mette Finderup, som bare er nogle få af de virkelig mange gode nutidige børnebogsforfattere. Det siger sig selv, at jeg som litteraturforsker elsker at formidle litteraturhistorie og litterær kvalitet. Men mit kvalitetsbegreb er også meget bredt, og skal man få børn til at kunne lide at læse, er det vigtigt, at man lader dem læse det, de selv har lyst til, og ikke rynker på næsen ad det”.

Langsigtede løsninger

Om forskeren

Anna Karlskov Skyggebjerg, uddannet cand.mag. fra Aarhus Universitet i 1997, underviste i dansk på læreruddannelsen, indtil hun skrev ph.d. i uddannelsesforskning ved Danmarks Pædagogiske Universitet i starten af 00’erne.

Fra 2008 lektor og leder på Aarhus Universitet, først på masteruddannelsen i børnelitteratur, siden inden for fagdidaktik og børns fiktionslæsning. Senest var Anna Skyggebjerg studieleder og viceinstitutleder for uddannelse. 1. januar 2024 tiltrådte hun som leder af Nationalt Videncenter for Læsning.

Gennem hele sin karriere har Anna Skyggebjerg beskæftiget sig med børne- og ungdomslitteratur og litteraturdidaktik på tværs af skole og fritid. Hendes seneste forskningsartikler handler om natur og bæredygtighed i og med børnelitteratur.

Lige nu er læsning i den grad til diskussion både politisk, i medierne, på skolerne og blandt forskerne. 

De to internationale undersøgelser Pisa og Pirls har vist et fald i danske elevers læsekompetencer, og flere taler om en læsekrise. Men det ord vil Anna Skyggebjerg ikke tage i sin mund:

”Det er et godt medieord, men jeg vil være varsom med at bruge det, for panik gør ikke noget godt for feltet. Jeg betvivler ikke undersøgelserne og heller ikke, at det er alvorlige udfordringer, vi står med. Men katastroferetorik giver bare politikerne og kommercielle udbydere argumenter for lette, kortsigtede løsninger med pakker, som er udmærkede for de børn, der går i skole lige der, men ikke hjælper i længden”.

Hun henviser til en analyse, som to af centerets medarbejdere, seniorforsker og ph.d. Jesper Bremholm og specialkonsulent og ph.d. Peter Heller Lützen, har udarbejdet af Pisa-resultaterne i læsning. 

Forskerne konkluderer, at ja, der er bestemt udfordringer med danske børns læsning, men det seneste fald er meget lille i det lange perspektiv, og vi deler udfordringerne med stort set hele den vestlige verden.

Politikerne har skudt skylden for svingende læseresultater på læreruddannelsen, skolereformen, digitaliseringen og nedlukningen under coronapandemien. Men mindre digitaliserede lande har større fald end Danmark, Sverige, hvor eleverne ikke var hjemsendt under pandemien, lande uden reformer og Norge, som har fået ny, forbedret og længere læreruddannelse, klarer sig alle dårligere end Danmark. 

Med andre ord skal man være varsom med simple årsagsforklaringer, viser analysen.

”Vi har helt sikkert alvorlige udfordringer med læsningen: med restgruppen, som vi løfter for sent, med for mange børn, som fravælger at læse, og som angiver, at undervisningen er uvedkommende. Det er vores forbandede pligt at arbejde på disse udfordringer, og det er der også gode folk, der gør ude på skolerne og i kommunerne. Men det er komplekse problemstillinger, og jeg kunne godt tænke mig langsigtede indsatser og løsninger, der rækker ind i strukturerne i skolerne”, siger Anna Skyggebjerg.

Den fysiske bog

Den nye centerleder peger på, at der er mange årsager til, at man ikke har formået at løse udfordringerne. 

Hun ser, at læsevejlederne gør et kæmpe arbejde, men mange steder kniber det med at få resurser til arbejdet. Nogle steder er der forbilledlige kommunale strategier, men der er også virkelig store forskelle skoler og kommuner imellem.

”Noget, jeg kunne ønske mig, var, at man som barn ikke var så afhængig af, hvilket postnummer man er født i, og om man møder en ildsjæl i skolen. Man skal ikke dræbe ildsjælen, men gøre det nemmere at være ildsjæl”.

Anna Skyggebjerg er helt uforstående over for, at man samtidig med folkeskolereformen fjernede kompetencekravet til skolebibliotekerne, og at man i ”naiv digitaliseringsiver” erstattede mange af de fysiske skolebiblioteker og materialer med digitale platforme. 

Hun bliver hver eneste uge kontaktet af folk, som har lette kommercielle løsninger på læseudfordringerne, men intet af det tror hun på i længden.

”Jeg er frygtelig skeptisk over for konceptløsninger. Vi kan lære af lande, kommuner eller skoler, som har fundet langsigtede løsninger. Men de her problemstillinger kalder på gode fysiske skolebiblioteker, styrkede centre for undervisningsmidler, efter- og videreuddannelse af lærere, læsevejledere og skolebibliotekarer og ikke mindst god tid til, at de kan undervise og vejlede børnene. Det kan man ikke markedsføre sig på politisk eller kommercielt, men det er det, vi kan se forskningsmæssigt vil gøre en forskel”.

Fokus på læselyst

Anna Skyggebjerg overtog 1. januar ledelsen af Nationalt Videncenter for Læsning efter Lene Storgaard Brok, som havde været centerleder i ni år. I de år er centeret vokset til 14 ansatte og flere projekter i samarbejde med professionshøjskolerne, og den udvikling fortsætter den nye leder gerne. Ikke mindst når hun ser til det norske søstercenter, som har næsten 100 ansatte.

Anna Skyggebjergs baggrund som litteraturforsker giver naturligt et fokus på det brede literacybegreb, og det er vigtigt for hende, at centeret samler de forskellige syn på literacy, der er i forskningsverdenen.

”Jeg er gammel nok til at huske den såkaldte læsekrig fra 1990’erne, hvor der var to hårdtoptrukne fløje inden for læseforskning og læseundervisning. Jeg ønsker sameksistens og samarbejde, for vi har brug for hinanden, og skolen har brug for forskere, der ikke bekriger hinanden, men som får alle perspektiver med i arbejdet på at skabe bedre læsekompetencer, læselyst, læsekultur og læseudvikling”.

På centeret har forskerne forskellige baggrunde som audiologopæder, lærere eller litteraturuddannede, og forskningsprojekterne spænder bredt inden for literacyfeltet på tværs af skole, fritid og daginstitutioner. Emnerne lige nu er ordblindhed, sammenhængen mellem læsning og skrivning, naturfaglig læsning og digital læsning i de små fag.

”Overordnet er vores opgave at belyse læsning så bredt som muligt og at stille os til rådighed med viden for skoler, daginstitutioner, professionshøjskoler og også meget gerne for politikerne, lokalt og nationalt, og ministeriet. Jeg tænker nogle gange, at de kunne blive klogere bare af at kigge ind på vores portal”.

Hjælp til lærerne

Den nye centerchefs egen forskning har handlet om børnelitteratur med belysning af forskellige genrer: fantasy, fagbøger, historiske romaner og eventyr. 

Et af hendes seneste projekter var en forskningsoversigt over børns læselyst sammen med faglig konsulent, ph.d. Henriette Romme Lund.

”Der er et momentum i forhold til læselyst og fordybelse lige nu, som vi også satser på i centeret. Noget af det vigtigste, der kom ud af særligt Henriettes forskning, var, at læselyst er en dynamisk størrelse. Det er ikke noget, man enten har eller ikke har. Når jeg bliver spurgt af venner og bekendte, hvad de skal gøre for at få deres børn til at læse mere, så er mit første svar: ’Tag det roligt, læselysten kommer og går, og tvang hjælper ikke børn til at udvikle gode læsevaner’. Derefter taler vi så om ideer til læsestof og situationer, hvor læsning føles rart og relevant”.

Forskningen viser, at gode læsemiljøer og fællesseancer er godt. Det virker at se forældre læse, og det gavner ikke at diskvalificere børnenes valg af bøger. 

Forskningen viser også, at det kræver træning at blive en god læser, og her kommer de fagprofessionelle ind, understreger Anna Skyggebjerg:

”Lærerne er uddannede til at lære børnene at læse og at hjælpe dem til læselyst, og jeg tænker ikke, at de i deres professionelle virke går i panik over læseresultaterne. Man skal selvfølgelig ikke tage det så roligt, at man lader nogen sidde, som har brug for hjælp, men tilrettelægge en didaktik, som er inviterende og inkluderende i, hvad man kan læse både i og uden for klasserummet”.

Hun ser klare fordele i for eksempel at inkludere seriebøger i fælleslæsningen, at lade grupper af elever skiftes til at vælge, hvad der skal læses, eller differentiere hovedværkslæsning – og så mener hun, at det er vigtigt, at lærerne har tid og mulighed for selv at få læst.

”Læsning er alle fags moder, og hvis du spørger mig, er læsning kun lige over at spise i behovspyramiden. Derfor er det også vigtigt, at lærerne kan træde i karakter som fagpersoner og får tid til at sætte sig ind i, hvad deres elever har brug for, og har adgang til de materialer, de mener er bedst”.