Nanna. Nanna. Nannaaaaa.

Klokken er omkring 8.45, og dansktimen er i gang. Det er læreren, 29-årige Nanna Væver, der bliver råbt på stort set hvert minut.

Flere af de små råb om hjælp kommer fra Victoria på ti år. Hun er utilfreds med, at makkeren Emilia har fået lov til at skrive et engelsk ord ned i opgavebogen – cat – når hun selv havde været omhyggelig med at fylde bogen ud med danske ord. Lydniveauet fra de to pigers bord stiger, og Nanna Væver bliver kaldt over for at afværge konflikten.

”Det er snyd, jeg måtte ikke skrive engelske ord, og nu går det meget hurtigere for Emilia, end det gjorde for mig”, klager Victoria, der med mundvigene vendt nedad kigger forurettet på Nanna Væver.

”Men så skal du jo bare være glad for, at du har udfyldt siderne, fuldstændig ligesom man skal”, svarer Nanna Væver med rolig stemme.

Victoria lyser op. Argumentet er godtaget.

Nanna Væver underviser i dansk, historie og valgfag i 3./4.j på Dalumskolen i Odense. Oprindeligt to specialklasser, der efter sommerferien blev lagt sammen til én og nu er en ”sød, men udfordrende broget flok”, som Nanna Væver beskriver de 11 elever.

Da Folkeskolen beder om at få lov til at komme med hende på arbejde en helt almindelig dag, er det med en advarsel om, at alt – eller intet – kan ske.

”Man ved aldrig med de her elever. De kan tænde hinanden af, eller de kan reagere negativt på noget, vi ellers har gjort hundrede gange før. Og så kan der opstå kaos. Omvendt kan de være helt rolige, når der sker uventede ting. Det er umuligt at forudse”, siger Nanna Væver.

”Derfor arbejder vi meget med fællesskabsfølelsen, så klassen er et rart sted at være”.

Fredagsboller

Det afgørende spørgsmål for Nanna Væver, når hun møder ind hver morgen, er, om hun får succes med sin undervisning i dag. Om eleverne samarbejder. Om de har lyst til at lære noget. Om de har sovet godt og er veloplagte, eller om Nanna Væver skal bruge dagen på at tackle konflikter og trøste.

”Eleverne er sensitive og kan let trigge hinanden. Det er relativt tit, jeg må sige: Jeg ville gerne lære de her elever noget dansk, men det kan jeg bare ikke i dag”, siger hun.

Tidligere på ugen stod Nanna Væver i en historielektion og læste højt. Noget, der plejer at kunne skabe ro, men også det modsatte. Denne gang var det modsat. Eleverne stak til hinanden, de begyndte at råbe, og hver gang Nanna Væver fik ro til at læse videre, opstod der tumult igen. Pludselig sad ingen stille, og lydniveauet blev ubærligt. Så måtte Nanna Væver gå til plan B. At sætte en film på. Men ikke engang det kunne de samles om. Efter nogle forsøg fik eleverne lov til bare at sidde med deres chromebooks.

”Til sidst blev formålet at få stilhed. Det er det ultimative kontroltab og en følelse af magtesløshed. Og eleverne kan se, at man bliver desperat. Det føles hårdt for moralen. Som lærer vil man gerne flytte nogle elever og gøre en forskel, og det kan være svært at få øje på nogle gange”, siger Nanna Væver.

Det er tid til ”1’er-mad”, og fredagsboller er et af Nanna Vævers teams nye initiativer, der skal styrke fællesskabet og dermed roen. Hver fredag skal en af eleverne have boller med til de andre, og i dag er det Sarahs tur. Pædagogen Teresa Hald hjælper med at skære og smøre de hjemmebagte boller, og imens sætter Nanna Væver et spil ”galge” i gang på tavlen.

”Kaffekop” er ordet i første spil, og det kræver næsten en hel hængt mand for eleverne at gætte. Nu vil Victoria stå for ordet, for hun har et godt ét. Hun og Nanna Væver lister uden for døren for at aftale det. Det tager lang tid, før de andre gætter ordet. De andre gætter på ”Snestorm” og ”Snefnug”, som er navnet på to af Victorias kaniner. Victoria fryder sig over sine klassekammeraters gæt, der kun bevæger sig længere væk fra det rigtige svar. Hun tager sig til hovedet og virker til at være ved at eksplodere over ikke at måtte sige svaret. Da uret siger frikvarter, må Victoria endelig afsløre ordet. ”Pingvin”. ”Tænk, at I ikke kunne gætte det!”

DLF 150 år

Læs jubilæumstillægget

Når problemet ikke er et problem længere

I frikvarteret bagefter ordner Victoria og nogle af de andre piger hår på Nanna Væver, der bruger anledningen til at lukke øjnene og slappe af. Victoria fortæller, at hun gerne vil være lærer, når hun bliver stor. Ligesom Nanna.

”Men ikke helt ligesom Nanna, for jeg er meget skrappere end hende. Så jeg ved ikke, om børnene kommer til at synes, at jeg er sød”, siger hun.

Victorias temperament kan nogle gange løbe af med hende, siger Nanna Væver. En leg som galge kunne have været meget svær for hende for bare nogle måneder siden. Hun er en ”bestemt ung dame”, der godt kan lide at have ordet. Det er dejligt og giver energi, men det kan også give udfordringer i et fællesskab.

”Hun kan godt komme til at afbryde og være lidt hård ved de andre elever, hvilket gør dem sure eller kede af det. Der kan komme konflikter”, siger Nanna Væver, der fortæller, at hun og teamet har haft et tæt samarbejde med Victorias mor om at give Victoria flere sociale værktøjer.

Det med at snakke er noget, der er kommet senere, for i Victorias første år var hun meget stille. Det fortæller Christina, Victorias mor.

”Det kom lige pludselig, det snakketøj. Og det var jo et problem for hende, hun kunne komme til at støde de andre børn fra sig. Frikvartererne blev også en udfordring for hende”, fortæller Christina.

Nanna Væver indførte et system, hvor hun diskret satte en streg på en lap på Victorias bord, hver gang Victoria afbrød, eller når hun talte uden at have fået ordet. Ved siden af stregerne lå et piktogram, der illustrerer en hånd, der er oppe.

”Jeg tror, det taler til konkurrencemennesket i Victoria. Det var en overraskende god motivation for hende. Victoria vil gerne gøre det bedste, hun kan, så derfor går hun meget op i ikke at få røde streger”, siger Nanna Væver.

I dag er der ikke behov for røde streger. Victoria afbryder næsten ikke. Nu går det også bedre i frikvartererne, hvor Victoria altid har nogen at lege med.

Christina er taknemmelig for Nanna Vævers arbejde med Victoria.

”Når Victoria kommer hjem og fortæller, at hun har fået ros for ikke at afbryde, så lader hun, som om hun er ligeglad med komplimentet. Men man kan alligevel se, at det varmer hende. Og så varmer det selvfølgelig mig”.

”Som forælder kan man jo prøve at skabe et godt grundlag, men det er jo Nanna, der er sammen med hende det meste af dagen og skal håndtere udfordringerne”.

Denne fredag har Victoria deltaget i undervisningen, som hun plejer, men ikke afbrudt. Det tænker Nanna Væver på som et meget stort fremskridt.

”Indimellem kommer jeg til at tænke på noget, der var et stort problem for et halvt år siden, og jeg opdager, at det faktisk ikke rigtigt er der mere. Sådan er det lige nu med Victoria; ’gud ja, det problem har vi faktisk løst’. Det er den fedeste følelse, når man kan rose sine elever for noget, de ellers kan have rigtig svært ved”.

En lille familie

Senere på dagen til teammøde. Nanna Væver, Teresa Hald, læreren Anida Halilovic og matematiklæreren Lasse Jensen er med. De taler om de igangværende skole-hjem-samtaler. Egentlig er samtalerne ikke officielt gået i gang endnu, men mange af forældrene har haft samtaleforløb med lærerteamet alligevel, fordi deres børn har haft særlige udfordringer i klassen. Teamet færdiggør sammen et Aula-svar til en forælder, der har nogle spørgsmål til en episode i klassen, som vedkommendes barn var blevet ked af.

Mere muntert begynder teamet at planlægge lejrskolen til Langeland. Det bliver helt sikkert interessant, siger Nanna Væver.

”Lejrskole kan gå begge veje. Det kan give eleverne noget fri fra de vante rammer, og så sker der noget magisk, og presset er ikke så stort. Men de uvante rammer kan også give anledning til mange konflikter og uro. Det gode kan også blive det svære. Men jeg glæder mig meget”, siger Nanna Væver.

Dansk- og historielæreren vil gerne på Langelandsfortet. Teresa Hald vil gerne se vilde heste. Sammen får de googlet sig frem til, at der ligger en minigolfbane tæt på det sted, de skal bo.

”Det kunne da være genialt”, siger Nanna Væver.

”En sjov og hyggelig dag for hele familien”, læser Teresa Hald op fra hjemmesiden.

”Det er lige os”, siger Lasse Jensen.

Efter teammødet reflekterer Nanna Væver over ugen, der er gået. Hun synes, den har været rolig, og det giver større succes med selve undervisningen.

”Og så øver jeg mig i at huske, at der heldigvis er ting,

der er vigtigere end dansk og matematik. Vi må først og fremmest gøre eleverne livsduelige. Og det er netop kompleksiteten i lærergerningen, som gør mig meget stolt af min profession”.