Dette er en klumme. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

I skolens skriveundervisning er det almindelig praksis, at læreren skriver en sætningsstarter eller et lille afsnit på tavlen, som eleverne kan vælge at lade sig inspirere af eller simpelthen skrive af. På den måde får eleverne hjælp til selv at komme i gang med en skriveopgave. Men hvis eleverne på et tidspunkt i skriveprocessen giver sig til at skrive af efter en kammerat, vil det ofte blive betragtet som snyd og som en hindring for selv at lære noget.

Mit spørgsmål er, hvilke didaktiske muligheder der opstår, hvis vi i stedet betragter afskrivning som en naturlig del af et godt og engageret samarbejde om skrivning?

”Hvordan gjorde du?”

Med et enkelt eksempel fra mit feltarbejde i 1.x, som jeg foretog i forbindelse med mit ph.d.-projekt, vil jeg vise, hvordan efterligning og gentagelse kan føre til forandring og læring.

Klassen har været ude for at tage billeder af skolen, og de skal nu skrive en side om ”Min skole”. Nedenstående uddrag fra min empiri består af en elevtekst og en transskribering (Udskrift red.) af en videosekvens. Transskriberingen indeholder både de nonverbale og verbale hændelser:

Det er tre minutter siden, de er blevet sat i gang, og Jens har endnu ikke rørt ved tabletten. Han har siddet med afstand til bordet, kigget rundt i klassen, drukket mange gange af sin drikkedunk og flyttet rundt på trøjen, der nu er endt på bordet. Amir, der sidder ved bordet bagved, læser en sætning, han har skrevet, højt: ”I min skole har jeg gode venner.” Jens drejer sig med ét rundt på stolen og spørger: ”Må jeg se?”

Amir: Der står: I min skole har jeg gode venner. [Siger med begejstring i stemmen] .... Og det er dig, Jens .... Og David og Malthe ... og August.

Jens: Hvordan gjorde du? Hvordan kunne du skrive det dernede?

Det interessante i eksemplet er, hvordan Jens ikke kan komme i gang med at skrive, men at hans engagement og nysgerrighed pludselig vækkes, da Amir læser ”I min skole har jeg gode venner”. ”Må jeg se?”, siger Jens gentagne gange i situationen, og videre spørger han interesseret ind til Amirs skriveproces.

Jens: Hvordan gjorde du? Den der måde, du sagde g-o-d – punktum.

Amir: Hvad?

Jens: Lavede du punktum?

Amir: Jeg lavede mellemrum.

Jens: Hvordan gør du egentlig det?

Amir: Du trykker på den helt nederst, den der store der.

Jens: Den her? Og så den der igen?

Amir: Ja – der står [Amir læser] i – min – skole – har – jeg. I min skole har jeg gode venner. [Laver mund-beats]

Jens: [Taster] Skal jeg lige [uf] også efter o, hvad? [Vender sig igen mod Amirs tablet. Han kigger på Amirs tekst, vender sig om og taster så på sin egen skærm]

I denne passage spørger Jens nysgerrigt til, hvordan Amir skriver sætningen på tabletten. Det digitale format gør det let at se, hvad Amir har skrevet, og Jens begynder at skrive af efter Amir. Han har på dette tidspunkt ikke knækket den alfabetiske kode, så han kan ikke læse, hvad der står. Men Jens ved, han skriver om noget, der er meningsfuldt og attraktivt for ham: gode venner. Jens har taget et andet billede af skolen end Amir, og han skriver kun denne ene linje af. Det sproglige udtryk bliver sat ind i en ny sammenhæng og bliver dermed mere end en kopi.

Lærere opmuntrer ofte børn til at prøve selv og ikke give op, selvom de synes, ting er udfordrende, men for Jens kan indgangen til at opleve det at skrive som meningsfuldt være at skrive af efter en kammerat, der har gjort sig flere skriftsproglige erfaringer.

Indlægget er en forkortet version af forskerklummen 'Ja, man må gerne kigge efter!', der er publiceret hos Nationalt Videncenter for Læsning. Du kan læse den fulde udgave her.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk