Det er de færreste lærere, der kaster sig ud i litteraturundervisningen uden at have et didaktisk læremiddel ved hånden. Men hvor meget styrer det didaktiske læremiddel egentlig lærernes undervisning, når eleverne skal introduceres for de litterære værker?

Det spørgsmål satte Marianne Oksbjerg, lektor på læreruddannelsen på UC Nordjylland, sig for at finde ud af.

"Jeg var interesseret i at undersøge, hvor tæt lærerne holder sig til de didaktiske intentioner, der ligger i et læremiddel, om det bruges styrende, støttende eller autonomt. Det handlede altså ikke om at finde ud af, hvad eleverne fik ud af undervisningen, men om at undersøge, i hvor høj grad læremidlet bestemte retningen i undervisningen", forklarer Marianne Oksbjerg om sin ph.d.

Gennem sin afhandling fulgte hun fire dansklærere på mellemtrinnet og interviewede dem før og efter deres undervisning. Det viste sig, at alle fire lærere tog udgangspunkt i det samme didaktiske læremiddel. Ikke så overraskende, som Marianne Oksbjerg udtrykker det, da det er det mest udbredte læremiddel på mellemtrinnet. Men det viste sig også, at læremidlet var meget styrende for deres undervisning, fortæller hun.

"Selv om der var stor forskel på de fire læreres baggrund og erfaring, gjaldt det for dem alle. Nogle af dem afveg kvantitativt fra læremidlet ved at springe nogle opgaver over, men ingen af dem kvalitativt. Og det på trods af at de, når jeg spurgte ind til deres fagsyn og dannelsessyn, gav udtryk for et helt andet syn end det, læremidlet byggede på", siger Marianne Oksbjerg.

Det konkrete læremiddel tager udgangspunkt i en meget tekstnær læsning af litteraturen og lægger vægt på, at eleverne skal lære nogle helt bestemte begreber.

"Der var virkelig mange begreber, der skulle læres, og det var det, der fik lærernes fokus. De reflekterede over, om de nu fik lært eleverne alle begreberne, snarere end hvad de gerne ville med deres undervisning - og hvordan læremidlet kunne støtte op om det. På den måde kom de til at bruge det ukritisk, uden at de var klar over det", siger Marianne Oksbjerg.

Formidler af et andet menneskes syn på læring

At lærerne gjorde læremidlet til en ubetvivlelig autoritet i undervisningen, som Marianne Oksbjerg udtrykker det, gjorde, at de missede en vigtig dimension af litteraturundervisningen.

"Selve skønlitteraturen blev reduceret til et instrument for begrebslæringen. Hele den dannende del af litteraturundervisningen, hvor man går undersøgende til værks og stimulerer eleverne lyst til at læse, forholde sig til og fortolke litteratur, som jo ligger i danskfagets formål og i folkeskolens demokratiske dannelsesforestilling, udeblev. Selv om alle fire lærere gav udtryk for, at det var vigtigt, var det simpelthen ikke en del af deres undervisning", siger Marianne Oksbjerg.

Hun peger på, at når et læremiddel, som det aktuelle, har en meget høj didaktiseringsgrad, kan det være meget svært at gøre til sit eget.

"Det kan umiddelbart virke positivt, at læremidlet er styrende i sin didaktik, fordi det signalerer høj lærerstøtte. Men tager man sig ikke tid til at undersøge didaktikken og forholde sig kritisk til den, risikerer man at reducere sig selv til en form for administrator og formidler af et andet menneskes syn på læring, dannelse og litteraturundervisning".

Tal om didaktiske læremidler

Skal Marianne Oksbjerg komme med et bud på, hvorfor de fire lærere i så høj grad lod sig styre af læremidlet, peger hun blandt andet på tidens fokus på måling og præstationer.

"Den tekniske rationalitet er dominerende, og der er et stort fokus på karakterer og test. Når lærerne vælger at fokusere på begrebslære og tekstnær læsning, er det nemt at måle, om eleverne har lært, hvad de skal. Men et så stærkt fokus på analyse og begreber frem for oplevelse, undersøgelse og kritisk stillingtagen risikerer at koste dyrt. Det sker nemlig ofte på bekostning af elevernes læselyst".

Marianne Oksbjerg peger desuden på, at der på mange skoler er en slags vedtagelse om, at man bruger et bestemt læremiddel, som kan være svær at udfordre.

"Det er måske det læremiddel, man har købt ind, og så er der ikke særlig meget plads til at stille spørgsmål ved, om det støtter op om det, man vil med undervisningen. Og i det hele taget at debattere, hvad det er, man vil med litteraturundervisningen".

Forskeren opfordrer derfor til, at man på skolerne skaber større rum for løbende at have den slags fagdidaktiske diskussioner.

"Det at have fokus på didaktiske læremidler er forholdsvis nyt. Det er faktisk kun ti år siden, at man introducerede læremiddelforskning som en del af uddannelse og efteruddannelse af lærere. Det betyder, at vi stadig kun er ved at opbygge en kultur på skolerne for, hvordan vi taler om - og forholder os til - læremidlerne", siger Marianne Oksbjerg og peger på, at det også kan være en god ide at investere i efteruddannelse, hvor lærerne kan udvikle et sprog til at tale om de didaktiske læremidler.

"De lærere, jeg observerede, havde mellem fire og 16 års erfaring. Den yngste af dem er måske uddannet til at tage stilling til didaktiske læremidler på læreruddannelsen, men de andre er ikke nødvendigvis", siger Marianne Oksbjerg.

Kend dit læringssyn

Når man skal vælge det konkrete læremiddel til sin undervisning, peger Marianne Oksbjerg på en række spørgsmål, man kan stille sig selv for at afklare, om man har fingrene i et læremiddel, der kan støtte ens fagsyn og mål med undervisningen.

"Det kunne blandt andet være: Lever det op til de danskfaglige mål? Kan jeg identificere et læringssyn? Er hovedfokus, at eleverne skal have overført en masse viden - eller skal de selv være medskabere af viden? Er læremidlet meget styrende i sin didaktik - eller er der plads til, at jeg kan forme didaktikken i en retning, som jeg kan stå inde for?" siger Marianne Oksbjerg.

"Jeg er helt klar på, at det hurtigt kan blive en kompleks affære, og at tiden er knap, men har man først sit eget fagsyn og læringssyn på rygraden og ved, hvad man skal have for øje, så bliver det nemmere at sortere", siger hun.