"Læs & skriv" er en indføring i metoder, som bygger på genrepædagogikken. "Læs & skriv" er et undervisningsmateriale med konkrete forløb, som kan anvendes direkte i undervisningen. "Læs & skriv" er teoretisk grundlag og praktisk materiale. "Læs & skriv" er en ordentlig mundfuld.

Allerede omvendte fans af genrepædagogikken ved det godt: Det kræver noget af læreren at lære metoden. Nogle af elementerne er ganske lette, andre kræver lidt træning, inden rutinen er på plads. Sådan er det også med "Læs & skriv" - det er ikke noget quickfix.

Mette-Maria Rydén har en vigtig pointe: Eleverne skal lære at skrive. Skrivning og den dermed følgende beherskelse af sproget er nøglen til kulturen, i hvert fald er gode læse- og skrivefærdigheder det, som knækker koden til den del af kulturen, som er uddannelsessystemet, siger Rydén - efter min smag lidt forsigtigt. Man bliver naturligvis ikke skudt ved daggry, hvis man ikke kan skrive, men vi svigter eleverne, hvis vi ikke lægger os i selen for at give dem nøglen til sproget. Så Rydéns pointe er vigtig.

Der er altså af ovenstående grund god ræson i at prøve at give "Læs & skriv" et forsøg, selvom det kan synes lidt tungt.

Bogen gør et hæderligt forsøg på at overbevise, forklare og hjælpe. Der er en grundig og klar indføring i principperne bag metoden, der er gode eksempler på, hvordan man gør i praksis, og der er en lang række arbejdsark, som man kan bruge i sin undervisning. Derudover er der øvetekster og arbejdsark på den tilhørende hjemmeside. Øveteksterne findes i en ren elevversion og en allerede udført lærerversion, så der er god støtte at hente for læreren.

Der er altså al den hjælp, man med rimelighed kan bede om. Og metoden er god og virksom, hvis man behersker den og træner den med sine elever. Nok har Rydén en mission, men hun er ikke missionerende. Hun er åben over for andre metoder og giver forslag til, hvordan andre sproglige tilgange kan bruges. Man behøver ikke bruge begreberne fra "Læs & skriv"hele tiden, men kan kombinere dem med de begreber, man plejer at bruge. Rydén forlanger ikke evig troskab, men lokker med effekten på elevernes læring, hvis man giver sig hen til metoden.

Alligevel er det materialets akilleshæl, at det er så tidskrævende at lære at beherske metoden. Det er for let at give op, selvom man faktisk ret hurtigt fanger ideen bag. Jeg hører til de delvist omvendte genrepædagogikfans - i hvert fald i teorien - men bliver grebet af lysten til at sadle om, inden gjorden er spændt, fordi der er så meget, man skal huske om procesord af den ene og anden slags. Selv arbejdsarkene på hjemmesiden kræver noget, der ligner et fuldtidsstudium, inden man fatter dem helt.

Heldigvis ved jeg også, at det ikke er alt eller intet. Man kan godt anvende nogle af metoderne, inden man er fuldbefaren - og der er god træning for eleverne i at lære at gennemskue teksternes forskellige kommunikationsværktøjer, så de kan kopiere metoderne i deres egne tekster. Metoden giver også genveje til feedup, feedback og feedforward, fordi den leverer den terminologi, der er brug for for at kunne præcisere og evaluere. Metoden er således med til at kvalificere elevernes skrivefærdigheder.

Metoden er kompliceret og akademiseret. Den foregiver egentlig at være ganske ligetil og meget velstruktureret. Men der er meget, man skal holde styr på - og det er udfordringen. Rydéns metode virker. Spørgsmålet er, om den virker godt nok til at være besværet værd. Det er jeg faktisk til tider i tvivl om.