Hash er gavnligt for indlæringsevnen, siger han. Det kunne have været rart at få forklaret, hvad han mente med den påstand.

Fredag over middag. Efter en uges hårdt arbejde har 9.v fra Gerbrandskolen på Amager netop lagt sidste hånd på en times radioudsendelse. Nu sidder klassen og hører programmet sammen med deres klasselærer og lærerne fra Amager Ungdomsskole.

De kommer vidt omkring. Først er der et interview med en hashryger fra Christiania. Det følges af to indslag om mode, et interview med Score-Kaj, en stribe gadeinterview om julen og til sidst et teaterstykke, også om julen. Det hele bindes sammen i tidens toneklang.

Efter gennemlytningen bliver programmet gået igennem. Hashrygeren bliver taget op.

- Skulle vi ikke have haft at vide, hvor han har det fra, spørger Jens Rødgaard, der er medielærer i ungdomsskolen.

Det bliver startskuddet til en diskussion om, hvad man kan tillade sig at spørge om. Flere af grupperne har været lidt for flinke, og der er mange forklaringer. Der er flere, der har været så optaget af teknikken og de forberedte spørgsmål, at de ikke har haft overskud til at reagere, når den interviewede har sagt noget, der kaldte på et opfølgende spørgsmål.

Populært tilbud

Siden starten i november 1993 har godt 70 københavnske 8.-10. klasser taget imod Amager Ungdomsskoles tilbud om en uges radioundervisning.

Tilbuddet er populært, så man skal være tidligt ude for at deltage. Allerede i april er den kommende sæson booket op.

9.v lavede også radio i 8. klasse, så eleverne står ikke fremmede over for teknikken. Det skinner klart igennem onsdag morgen, da Christina og Louise møder op på reklamebureauet Heimburger midt i København.

De to piger skal interviewe en reklamemand om, hvordan man laver reklamer, og hvorfor de ser ud, som de gør.

Reklamemanden fortæller beredvilligt om, hvordan de arbejder. Men hvor mange penge der egentlig bliver brugt på reklamer, er han ikke meget for at fortælle om.

Bagefter var Christina og Louise nogenlunde tilfredse med interviewet. Men om fredagen kunne de alligevel godt høre, at det ikke fungerede hundrede procent.

- Vi fulgte de forberedte spørgsmål for meget. Noget af det, han sagde, skulle vi have fulgt op, er pigerne enige om.

Men Jens Rødgaard deler også roser ud. Pigerne ville også vide, hvorfor der er så mange letpåklædte unge kvinder i reklamerne. Reklamemanden havde så fremtryllet en reklame for et kreditkort, hvor modellen Tina Kjær optrådte i et minimalt sæt undertøj. Reklamemanden sagde, at reklamen henvendte sig til unge kvinder, og det var grunden til, at Tina Kjær var med. Hun skulle forestille den moderne unge kvinde, der er ved at forberede sig på en hyggelig hjemmeaften eller en tur i byen.

Det blev for meget for pigerne, der ikke kunne se fornuften i at gå i byen i det udstyr. Det opfølgende spørgsmål var ikke planlagt, men det var lige det, der skulle til for at få reklamemanden til at blive en smule usikker i stemmen.

Jens Rødgaard siger, at det er noget meget centralt, at eleverne skal lære, at det ikke er alt, hvad de voksne og andre autoriteter siger, der er rigtigt, og slet ikke det, der bliver sagt i medierne.

Professionelt udstyr

- De lærer, at man skal være frækkere. Det er de dumme og de provokerende spørgsmål, der giver de bedste svar. Vores opgave er at ryste eleverne, at få dem til at forstå, at der er nogle, der har redigeret den virkelighed, der præsenteres i medierne. Og det sker da også tit, når nogen er her for anden gang, at de fortæller, at nu hører de radio på en ny måde, siger han.

Ungdomsskolens kraftcenter er cafeen, der er indrettet i ungdomsskolens lokaler på Sønderbro Skole. Her mødes eleverne, og det er også her det meste af undervisningen foregår. Ved siden af cafeen ligger kontoret. Der er vinduer i væggen mellem de to lokaler, og det betyder, at kontoret ikke bliver et helligt territorium, hvor eleverne er forment adgang.

Det hele er malet i en varm gul farve, og lokalerne virker indbydende, specielt i sammenligning med resten af Sønderbro Skole, der unægtelig ser noget grå ud.

- Vi lægger stor vægt på, at eleverne skal føle sig velkomne her. Det gælder lokalernes indretning, men det gælder også den måde vi taler til hinanden og eleverne på, siger Cajus Rasmussen, der er leder af Amager Ungdomsskole.

- Det er elevernes eget ansvar at få noget ud af ugen. Det er dem selv, der skal sørge for, at aftalerne og tidsplanerne holder. Det er udtryk for respekt for hinanden, at vi tager hinanden alvorligt, siger han.

Det samme gælder det tekniske udstyr. Det er professionelt grej af den type, som rigtige radiostationer bruger.

- Dels skal det være ordentligt, så den tekniske kvalitet er, så vi kan være bekendt at sende det færdige produkt ud i æteren. Men det betyder også, at eleverne tager arbejdet alvorligt, fordi udstyret signalerer, at her bliver der arbejdet seriøst, siger Cajus Rasmussen og tilføjer, at så nytter det altså ikke noget med finér på skranken.

Elevtårn

Det er ikke nogen billig fornøjelse at lave radio. Der skal indrettes et studie, og så kommer mixerpulten, hvor teknikerne klipper programmet sammen, og otte-ti kufferter med båndoptagere, ledninger og mikrofoner. Desuden har skolen et 'elevtårn', der består af to båndoptagere, den ene transportabel, en cd-afspiller, en firesporsmixer og en forstærker med indbygget højttaler. Man kan redigere optagelser på udstyret, der skal bruges til afgangsklassernes projektopgaver.

Alt i alt har ungdomsskolen radioudstyr for omkring en halv million kroner, og det er der ikke mange folkeskoler, der kan klare. Men 'elevtårnet', som står i 30.000 kroner, skulle være til at betale for mange skoler, og teknikken er ikke mere indviklet end et moderne stereoanlæg, så de fleste lærere skulle kunne bruge det efter en kort instruktion.

- Men mange lærere er bange for den nye teknik. Ofte ved eleverne mere om den end lærerne. Alligevel lægger vi op til, at lærerne beskæftiger sig med medierne, når de kommer hjem til deres skole. Man kan for eksempel behandle et emne som mediernes manipulationer, men det kan også være noget nært, en film fra lejrskolen, som så kan vises på forældremødet, foreslår Jens Rødgaard.

I 1996 satser skolen på at udvide tilbuddet til også at omfatte videoproduktion. Det bliver både til projektopgaverne, men også til radiougerne. I første omgang er målet, at en af grupperne skal lave videofilm.

Han talte dansk

Det er elevernes eget ansvar at få noget ud af radiougen. Skal Jytte Hilden interviewes, må de selv sørge for at få aftalen i hus.

- Det viser sig, at de kan meget mere, end man tror, når det er alvor. Og det kan være sundt for lærerne at opleve eleverne i et andet miljø, hvor kravene måske er mere konkrete. Arbejdsformen gør dem lidt mere modne og voksne, siger Cajus Rasmussen.

Det betyder, at elever, der til hverdag har det svært, får chancen for at få nogle succesoplevelser. Det kan være, når det hele er ved at brænde sammen, fordi den, der skulle interviewes, melder fra, og der skal findes en anden. Det kan også være eleven, der ikke interesserer sig for skolen, men til gengæld ved en masse om en eller anden ungdomskultur, som så bliver emnet for radioudsendelsen. Pludselig er det nogle helt andre, der tager føringen.

- Det er også sådan, at eleverne sørger for, at alle er med i gruppens arbejde. Når den første har lavet spørgsmål, den anden har interviewet, og den tredje har lavet klippemanuskriptet, så bliver det fjerdemanden, der skal være studievært, fortæller Jens Rødgaard.

- Det kan så være Ahmed, der ikke taler særligt godt dansk, der kommer i studiet. Måske skal han indtale sine indlæg ti gange, før den sidder der; men belønningen kommer, når hele klassen forundret hører, at Ahmed siger noget på fejlfrit dansk.