Fælles mål vil blive snævret ind til mål, der kan testes, frygter Dansklærerforeningen.
Dansklærerforening: Lad være med at forsimple Fælles mål
Eleverne får fra næste skoleår flere timer i dansk, hvis forslaget til ændring af folkeskoleloven bliver vedtaget. Alligevel kan det ende med, at eleverne bliver ringere til dansk, mener Dansklærerforeningen i sit høringssvar. Nemlig hvis Fælles mål samtidig bliver snævret ind til de færdigheder, der nemmest kan testes.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Fælles mål skal forenkles, står der i det forslag til ændring af folkeskoleloven, som skal behandles i Folketinget i efteråret. Dét giver bange anelser i dansklærernes faglige forening, Dansklærerforeningen.
"Dette forslag får os - sammenholdt med den gennemgående instrumentelle tone i lovforslaget - til at frygte en nedprioritering af danskfagets bidrag til elevernes dannelse til fortolkende og kontekstbevidste mennesker der kan begå sig i en moderne verden, både på arbejdsmarkedet og personligt", skriver Dansklærerforeningen således i sit høringssvar til lovforslaget.
DLF: Reformen skal handle om den bedst mulige undervisning
Ja til justering af fælles mål, nej til indsnævring
"En justering af de Fælles mål skal være velkommen", skriver Dansklærerforeningen videre. "For verden har forandret sig siden seneste revision af målene. Og der er gjort erfaringer i praksis. Men de bør bestemt ikke revideres i forenklet retning!".
Dansklærerforeningen forudser, "at forenklingen vil ske med hensyntagen til det evaluerbare, således at eleverne vil blive undervist i mere afgrænsede faglige stofområder".
Høringssvar: Skolereformen er et farvel til reformpædagogikken
Højere karakterer, men dårligere til dansk
Det vil måske nok give højere karakterer, men eleverne vil samlet set få mindre viden og færre kompetencer ud af danskundervisningen, og det kan man ikke være bekendt, mener Dansklærerforeningen:
"Eleverne har behov for og krav på at møde et danskfag, der præsenterer indhold og situationer som giver færdigheder, viden og kompetencer til at møde både det kendte og det uforudsigelige."
"Dansk er bestemt et færdighedsfag, men også - og ikke mindst - et dannende fortolkningsfag. Ikke alt her i verden kan gøres op i de højdespring der af skolerådets fremtrædende forenklingsfortalere har været anvendt som argument for forsimplingen".
Hvordan kunne Fælles Mål i dansk se ud?