"Det er livsbekræftende at være lærer, jeg er en glad lærer, en engageret lærer," fortæller Xenia Kofoed Nielsen. Men egentlig tænkte hun kun læreruddannelsen som en nødløsning. "Ja, ja, det er rigtigt. Jeg ville have været skuespiller. Men da jeg ikke kom ind første gang, blev jeg lærer, og jeg tænkte, at uddannelsen kunne blive et springbræt til noget andet. Men i min tredje praktik gik det op for mig, at alt det, jeg kunne lide ved skuespillerfaget, blev så rigeligt opfyldt, når jeg underviste - og lidt til. Jeg havde haft en 4.klasse i syv uger, og så så jeg, at jeg var ved at have skabt en relation til dem, hvor jeg vidste, hvor de var henne fagligt og socialt, men også hvordan de var som personer. Jeg havde fået bare en lille smule kendskab til det. Og så vidste jeg, at jeg skulle være lærer," fortæller Xenia Kofoed. "Eller i hvert fald at give lærerarbejdet en chance," fortsætter hun.

 I mesterlære i lærerteamet Det er nu syv år siden, og hverdagen på Skolen på la Cours Vej i Frederiksberg Kommune lever til fulde op til forhåbningerne. "Jeg motiverer, underholder, uddanner og danner. Jeg bliver selv motiveret, når jeg underviser. Det er livsbekræftende at være lærer. Børn er umiddelbare, siger og ser tingene, som de er. Det får mig til hele tiden at værdsætte de små ting i hverdagen. Kan man overhovedet ønske sig mere?" Det er både spændende og livsbekræftende at være lærer, men uddannelsen er slet ikke færdig, blot fordi man har fået et eksamensbevis. "Mine fire linjefag er dansk, engelsk, billedkunst og dansk som andetsprog, men dem fik jeg slet ikke lov til at undervise i det første år. Jeg blev matematiklærer." Heldigvis kom hun i team med nogle fantastisk dygtige lærere, som hun lænede sig op ad, fortæller Xenia Kofoed. "Jeg skrev ned, hvad de gjorde. Jeg studerede deres ledelsesstil i klassen, og jeg så, hvad det var for relationer, de skabte i lokalet. Jeg følte egentlig, at jeg kom i mesterlære, uden at det var en formel ordning. Jeg begyndte at lære alt det, man ikke kan få med fra lærerstudiet. hvor man læser en masse. Men ude i skolen er det alvor, og så er det vigtigt at kunne få støtte og hjælp af sine kolleger i teamet."

Hvor er de sprogligt, socialt og fagligt? Ud over at være klasse- og dansklærer i indskolingen arbejder Xenia Kofoed med at støtte de ikke-etnisk danske elever i 2. og 3. klasse. "Når man som lærer arbejder med dansk som andetsprog, går man jo ikke ind og siger: 'Nu skal I til tosprogsundervisning'. Jeg går med i klassen og forsøger at finde ud af, hvor de er henne sprogligt, socialt og fagligt. Så ser jeg på lærernes ugeplan og årsplan for de tosprogede, og sammen med læreren ser jeg så på, hvor der skal sættes ind. Det kan være noget fagligt. Men mange af de tosprogede elever har ikke den samme sociale ballast, som etsprogede har, så jeg skal måske undersøge, om der er mulighed for at læse lektier derhjemme. Om der er styr på fødselsdage og legeaftaler. Hvordan eleven fungerer socialt i klassen, og hvor og hvordan. Og så videre."

Det faglige til sidst - Du taler om relationer til eleverne, hvad betyder det? "Når jeg underviser, er de tre vigtigste kompetencer, der er i spil: Jeg skal have relationskompetence. Jeg skal have ledelseskompetence. Og jeg skal have faglig kompetence," svarer Xenia Kofoed og understreger, at det er helt bevidst, at hun nævner det faglige til sidst. "Når du har med mennesker, med børn, at gøre, er det vigtigt, at du ved, hvor de er henne. Hvem de er, hvordan de er, og hvordan de har det." Selvfølgelig skal læreren vide, hvor eleverne er henne rent fagligt. Men hun skal også kende deres baggrund. Vide, hvad de er for nogle personer. "Når jeg underviser, skal jeg skabe et trygt miljø, så der er plads til at undersøge, gætte og at ramme forkert. Det er vigtigt, at de føler sig godt tilpas, når der skal læres. For når vi kan fejle, er der også mulighed for at kunne sejre. Derfor er det så vigtigt at arbejde med relationerne. Jeg har kæmperespekt for mit lærerfag. Ud over at jeg skal lære mine elever at læse og skrive, har jeg ansvaret for, at de kan indgå i dette fællesskab, hvor de kan agere sammen med andre mennesker ved at lytte, forstå og reflektere, og hvor det er acceptabelt at fejle. For en ting er sikkert - i folkeskolen bliver der dagligt fejlet i klasserummet. Men med den rette tryghed og tolerance blandt børnene kan vi vende disse fejl til sejre."

De har ikke forstået, hvad det handler om - Der er nogle, der vil sige, at læreren bare skal vise sin autoritet, og så skal ungerne holde deres kæft og høre efter. "Det er der sikkert. Men så vil jeg helt lige ud sige, at de ikke har forstået, hvad det hele handler om. For hvis jeg bare går ind og med hård stemme siger: 'Nu skal du sætte dig ned, og nu skal du lave det og det', så vil jeg aldrig få det ud af det, som jeg får nu, fordi jeg ved, hvad der skal til. Den ene elev skal fodres, for han ved en masse om de her ting i forvejen. Til den anden skal jeg ikke tale for højt, for han er overfølsom over for støj, så når jeg taler højt til ham, så tror han, at jeg skælder ham ud, og så lukker han i og lærer ikke noget."

Det skal man også kunne - Du nævner det faglige til sidst, men som dansklærer skal du da kunne dit fag, og du skal vide, hvordan du lærer dem at læse. "Det skal jeg bestemt også kunne. Men når jeg så har fundet ud af det, skal jeg altså arbejde med de midler, vi har. Jeg arbejder med rigtige mennesker. Jeg skal have fingrene i dejen, det er ikke nok at kende opskriften. Det faglige kommer sidst, fordi jeg arbejder i indskolingen, og der skal relationerne på plads først. Det første halve år bruger jeg på at lave en masse øvelser med dem, så det ikke kun handler om relationen til mig, men også til hinanden. Læring sker kun, hvis vi formår at skabe et fællesskab i klasselokalet. Alle børn skal forstå, hvad det vil sige at vise respekt for og tillid til hinanden. Dermed skaber vi en sfære, hvor alle føler sig trygge og derved også en sfære, hvor læring kan finde sted."

Læringsledelse i klassen For at elever kan lære at agere forhold til hinanden og i forhold til det, de skal lære, er det vigtigt, at det er læreren, der har styringen i klassen. Hun skal have ledelses- og undervisningskompetence, skal beherske klasse- og læringsledelse, understreger Xenia Kofoed. "Vi har med 25 individer at gøre. De har alle noget forskelligt i den mentale rygsæk, og selv om de er nysgerrige og åbne, kan de ikke arbejde kollektivt sammen, blot fordi de går i samme klasse." "Der er nogle, hvis mor drikker, nogle, som er yderst intelligente, nogle, der har det rigtig svært. Der er den stille og forknytte, der er den larmende, der reagerer udad. De skal lære at være sammen og lære sammen, og der bliver jeg som lærer jo nødt til at lede dem hen, så de på et eller andet tidspunkt kan mødes. Hvis jeg ikke differentierer min undervisning, vil den fagligt stærke kede sig og blive demotiveret, mens den svage vil opleve det hele som uoverskueligt. Det handler om at få det bedste ud af alle elever, og det gælder både deres sociale og faglige kompetencer," understreger Xenia Kofoed.

Elever skal behandles forskelligt - Hvis børn skal udvikles bedst muligt, skal de behandles forskelligt, siger du? "Ja, det bliver vi nødt til. Der er også mange, der tror, at fordi vi har en fælles læsebog, så er alle på samme side. Det er slet ikke tilfældet. I nogle situationer siger jeg også til den fagligt stærke, at han allerede har forstået, hvad der står, så nu skal han et trin videre og lære at formidle, hvad han har læst, til den, der har lidt sværere ved det. Eller: Ham her har allerede forstået teknikken, han kan læse, og så skal han over til ham her og vise ham, hvordan man gør." - Hvad vil du så sige til mig, hvis jeg som far til ham den hurtige, kvikke læser kommer og siger: 'Hør lige her, min søn er udmærket til at læse. Hvorfor skal han spilde tid på at lære de andre det?' "Jeg vil fortælle dig, at det skal han, fordi han skal videre. Han har allerede lært at læse, han går i anden klasse. Flot, superdygtig. Nu skal han lære at formidle. Lære at reflektere, lære at lytte, lære at forstå. Der er en masse andre kompetencer, han skal lære. Det kan han blandt andet ved at sidde sammen med en svagere klassekammerat. Det får de noget godt ud af begge to."

Jeg skal hele tiden udvikle mig Xenia Kofoed har været lærer i fem år og har været under uddannelse lige siden. "Det var et valg, jeg tog, lige så snart jeg blev færdig. Jeg tænkte, at hvis jeg skal blive ved med at være en professionel og dygtig lærer, så skal jeg hele tiden udvikle mig. Hele tiden besidde nye kompetencer, så jeg kan levere det bedste. Så hvert år, når der har været tilmelding til kurser eller uddannelser, har jeg gjort mit for at få lov til at få dem."  - På den liste, du har givet mig, ser jeg, at som det første tager du en diplomuddannelse i dramapædagogik. Er det skuespilleren, der kigger frem? "Ja, men med de muligheder, drama har i forhold til undervisning. Jeg har kombineret de to ting, jeg er draget af. Drama kan bruges til at agere sproget og derved sikre den gode sprogforståelse, som blandt andet er de tosprogedes udfordring. Drama kan i det hele taget sikre, at vi kan beherske sproget, så vi bliver forstået."

Mine elever er for autoritetstro - Men du er knap færdig med dramalæreruddannelsen, før du går videre med et kursus om tidlig læsehjælp, og så tager du en uddannelse som andetsprogsvejleder, hvorfor det? "Det er endnu en kappe, jeg tager på mig for at få endnu bedre og nyere værktøjer til, hvordan jeg kan understøtte den kommunikative kompetence hos de tosprogede elever." - Var du ikke godt nok klædt på med dit linjefag i dansk som andetsprog? "Det var jeg sikkert i 2009, men som lærere er vi nødt til hele tiden at videreudvikle os for at kunne levere det bedste. Der kommer hele tiden nye forskningsresultater, som vi skal kunne koble med vores erfaring, så vi kan præstere den bedst mulige undervisning. Jeg kan jo ikke se min egen undervisning udefra. Når jeg kigger på mine elever og ser, hvordan de reagerer på det, jeg siger, så kan jeg have en formodning om, at der sker det og det, når jeg gør sådan og sådan, men jeg ved det jo ikke100 procent. Derfor melder jeg mig også, når der er kolleger, der er i gang med en supervisionsuddannelse, så de kan observere min undervisning. Supervision giver mig indblik i noget, jeg måske ikke lige havde øje for. Det handler ikke om, at de kigger dig over skulderen. Det handler om at udvikle dig og gøre dig til en endnu bedre lærer. Min problemstilling er, at mine elever er meget autoritetstro. De gør lige præcis, som jeg siger, at de skal. Og så er spørgsmålet, om jeg giver dem værktøjer nok til, at de kan træffe selvstændige beslutninger, når jeg ikke bestemmer. Kan de selvstændigt tænke fagligt alene og sammen med kammerater? Kan de fungere socialt i klassen, uden at jeg siger, at nu skal de gøre sådan og sådan? Det var den slags spørgsmål, jeg gerne ville finde svar på, og så filmede min kollega en undervisningssituation, hvor det var oplagt, at der skulle de have lidt løsere tøjler, og jeg skulle blive lidt mere usynlig. Bagefter gennemgik vi det så sammen."

Man får så meget at vide Og selv om kollega-observation og filmoptagelse var et bestillingsarbejde, var det i begyndelsen ikke det sjoveste at se sin egen optræden, fortæller Xenia Kofoed. "'Åh, nej, nu står jeg også der og gør eller siger noget sludder! Nej, nu råber jeg for højt!' Men så skal man jo huske, hvad der er formålet," siger hun. "Der er ikke en kontrollant, der kigger mig over skulderen og kommer med kritik," gentager hun. "Det er slet ikke det, det handler om. Man får så meget at vide. Og det er jo mig, der sætter dagsordenen for supervisionen. Det er mig, der har sagt, at jeg har brug for støtte. Og i og for sig er det også mig, der kommer med svarene. Det er jo det samme, en god vejleder gør. Hun stiller mig et godt spørgsmål, så jeg selv finder et godt svar." Det er en fantastisk resurse at blive observeret og så tale med en kollega bagefter, for selv om man har en plan for sin undervisning og ved, hvad læringsmålene er, lægger man ikke mærke til, hvad man gør i undervisningen. Ved at blive filmet ser man sine svagheder, og nogle gange finder man altså også ud af, at man gør nogle gode ting, forklarer Xenia Kofoed. "'Det virker da vildt godt, det dér'. Det er jo også det, der er fantastisk."

Til Afrika for at se klarere i Danmark På et tidspunkt søgte hun orlov for at tage seks måneder til Sydafrika. Det var en ret vild beslutning, og det blev noget af en øjenåbner i forhold til de hjemlige udfordringer, fortæller hun. "Som lærer i dansk som andetsprog var jeg frustreret over, at vi ikke kom videre med, hvad det er, der virkelig batter, når vi taler om, at tosprogede elever skal lære kommunikativ kompetence. De skal blive rigtig gode til sproget. Og da jeg har været udvekslingsstudent i Sydafrika, vidste jeg, at der dernede er både et-, to- og tresprogede elever i klasserne. Jeg tænkte, at det da måtte være det land af alle, hvor de véd, hvad man gør for at tilgodese de elever." Der findes et tiugers lærerudvekslingsprogram, og det var alt for kort tid, hvis hun for alvor skulle se og mærke, hvordan de arbejder i Sydafrika, tænkte Xenia Kofoed. Men i stedet for at give op, fik hun sammenstykket et program med en organisation, som tilbyder et halvt års ophold. Og så tog hun den lange vej til det sydligste Afrika - for at opdage, at det egentlig ikke er så tosset, det der foregår i Danmark! "Da jeg kom hjem, tænkte jeg: 'Vi skal faktisk være stolte over den danske folkeskole!' Dernede bliver eleverne testet hele tiden, og hvis de ikke klarer årstesten, skal de gå en klasse om. Så der sad børn, som skulle have gået i 3. klasse, men som stadig gik i 1. klasse, fordi de var dumpet til testen to gange. 'Du har ikke lært det, du skal, så det er tilbage til start', er tankegangen. Det hjælper dem jo ikke. Tvært imod. Det var dybt bedrøvende at se. I stedet for at bruge en lille smule tid og finde ud af, hvor eleverne er henne fagligt og socialt, så de kunne hjælpes videre. Jeg var simpelthen så glad for at komme tilbage og se, at det, vi gør her, det virker, må jeg indrømme."

Vi skal hele tiden være på vej "Jeg snakker slet ikke om rundkredspædagogik, og at vi bare skal ae hinanden. Det er slet ikke det. Det handler om, at hvis jeg vil derhen med en elev, så bliver jeg nødt til at finde ud af, hvordan man når derhen med hende. Målet er det samme for dem alle, men hvordan de kommer derhen, det er sindssygt svært at svare på. Det er jo det, der er så spændende ved at være lærer. Vi er hele tiden på vej. Vi skal hele tiden være på vej. Og jeg lærer også en masse af at være sammen med børnene. Jeg lærer virkelig at kunne formidle, at kunne inspirere, lytte, presse på og holde igen. At gå vigtige omveje." Det er ikke spor svært at læse op på for eksempel en eller anden krig, som eleverne skal lære om i historie. Det at formidle det til de forskellige individer, det er det, der er fascinerende og udfordrende, understreger Xenia Kofoed Nielsen. "Når jeg kan det, som jeg håber, at jeg kan, så er det, at det bliver livsbekræftende at være lærer. Simpelthen. Hvis jeg har fået dem derhen, og de stadig er i et trygt og rart miljø, hvor de tør udfordre sig selv, tør knokle, eksperimentere, tage fejl, grine og prøve igen, og så mærke suset, når det nye, svære pludselig lykkes. Det kan ikke blive mere simpelt, og det kan ikke blive større. Derfor elsker jeg at være lærer. Jeg kommer på arbejde hver dag og får et dagligt kick af at skulle være sammen med de her 25 individer med hver deres baggrund, og så skal jeg være med til at gøre dem til myndige og dygtige samfundsborgere. Det er også derfor, jeg har en kæmpe respekt for mit fag."  - Man kan mærke din begejstring, men det er vel ikke kun en dans på roser at være lærer? "Det er det selvfølgelig ikke. Men der er forskel på de udfordringer og problemer, som vi møder i skolen, som vi hele tiden skal forsøge at tackle. Og så de der negative holdninger, man møder uden for skolen. Alle er parat til at kloge sig om skolen og lærerne, fordi de selv har gået der engang; og ofte kan man jo mærke, at det er fortidens skole, de kritiserer. De tager måske ubevidst hævn på den matematiklærer, som de var bange for, eller som de husker som 'dybt uretfærdig'. Man bliver så træt af at høre på det. Hvis jeg er til et privat selskab, siger jeg med stolthed i stemmen, at jeg er lærer. Jeg har godt oplevet, at dét er der nogen, der er trætte af at høre, for de mener jo at vide bedre. Så fortæller jeg dem om det fascinerende og det udfordrende ved vores arbejde, jeg bruger al min energi på at fortælle noget af det, jeg lige har fortalt til dig, og giver jeg dem et lille indblik i, hvordan det er at være lærer. Om hvorfor jeg synes, at vi som lærere bør klappe os selv på skulderen. For det er et stort stykke arbejde, som er helt fantastisk, og som man også skal have rigtig meget respekt for."

Thorkild Thejsen er journalist og lærer, exam.pæd. PD. Chefredaktør for fagbladet Folkeskolen / folkeskolen.dk 1987-2010. Korrektur: Anne Marie Henningsen, teksten.dk