Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Der begynder at brede sig en opfattelse af, at vi ikke befinder os i en mistrivselskrise. At al den snak om mistrivsel i virkeligheden handler om, at tallene bag forskningen på området er blevet fremlagt forkert i medierne. Det er en meget farlig vej at gå.

Jeg anerkender, at medier og journalister har meget magt, men de kan ikke skabe mistrivsel hos børn og unge. Jeg anerkender også, at forskere har meget magt, men de kan ikke fjerne mistrivsel med tal og statistikker. Begge parter kan til gengæld flytte fokus.

Det er vand på politikernes mølle, hvis de begynder at få en opfattelse af, at problemet med mistrivsel ikke er større, end det altid har været. Det individualiserer mistrivslen til det enkelte barn, som bare skal lære at blive ’trivselskompetent’. Det underkender alle os fagfolk, der sidder med det ene ulykkelige barn efter det andet. Og det efterlader forældrene magtesløse i deres kamp for at hjælpe deres barn.

Det ændrer ikke virkeligheden

Når medier og forskere taler om, at mistrivslen er afblæst, er det alene et spørgsmål om, hvordan tal og statistikker bliver fremlagt. Og det rykker desværre på ingen måde på virkeligheden.

Som børnepsykolog møder jeg mange af de børn og unge, der gemmer sig bag statistikkerne. Og mistrivslen blandt dem er enorm. Det er især mistrivsel hos små børn, jeg oplever stige. For ganske få år siden så vi i vores praksis ikke ufrivilligt skolefravær hos børn i børnehaveklassen. I dag møder vi det desværre ofte.

Vi fagfolk ser det samme som forældrene, og vi skal kæmpe sammen med forældrene. Vi skal støtte og bakke dem op, for familierne bliver svigtet, når der sættes spørgsmålstegn ved mistrivslen. Det er os, der har børnene mellem hænderne. Vi kender virkeligheden, og vi bliver underkendt.

Det er ikke for sjov, at et tusinde PPR-psykologer, Danmarks Lærerforening, BUPL og studievejlederne på gymnasierne råber vagt i gevær. Vi er alle sammen virkelig bekymrede for vores børn og unge. Men vi kommer ingen vegne, hvis mistrivslen ikke bliver taget alvorligt. Der skal investeres i barndommen. Så vi skal blive ved med at kæmpe for vores børn.

Vi er nødt til at blive ved med at råbe op, indtil der sker noget, for vi kan ikke løse problemet alene. Slet ikke, hvis mistrivslen ikke bliver taget alvorligt.

Mistrivsel er de voksnes ansvar

Det er farligt at flytte fokus. Børneområdet skal prioriteres politisk, samtidig med at vi sidder med en masse børn, der mistrives. Børnene skal hjælpes ud af den invaliderende tilstand, og ansvaret ligger hos os voksne.

Mistrivsel er og bliver de voksnes ansvar. Og det ansvar skal vi tage på os, for det er kun de voksne, der kan ændre på børnenes betingelser. Voksne skal med andre ord blive ’mistrivselskompetente’ for nu at blive i forskersproget.

Ulla Dyrløvs nye bog ’Spot mistrivsel – En guide til forældre’ udkom på forlaget Gutkind 29. august 2024. Her skriver hun om, hvordan man kan forebygge mistrivsel med fokus på at spotte og tackle den tidligt.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk

Debat

Forskere: Det er ikke sandt, at børn og unges trivsel er i frit fald