Der sker noget med eleverne i 6. klasse. Noget mærkeligt. De begynder at te sig. De er ikke små søde børn mere, som gør, hvad der bliver sagt. Mange af dem er frække. Negative. De gider ikke læse lektier. Gider ikke spise madpakken. De keder sig. De taler privat i timerne. De gider nærmest ikke gå i skole mere.

Psykologen Ditte Winther-Lindqvist kalder det for anti-aktiviteter. Hun har fulgt en 6. klasse i overgangen til 7. på en ny og større skole. Hun har observeret og interviewet, og hendes forklaring på elevernes destruktive adfærd i 6. og 7. klasse er, at de befinder sig i en diffus overgangsfase i deres liv. De er ikke børn længere, men de er heller ikke unge endnu. De vil imidlertid gerne være unge. Det giver point i klassen at have en ung adfærd og attitude. At være foran de andre udviklingsmæssigt. Fremme i skoene.

Derfor lægger de afstand til det, der var værdifuldt på de yngre taletrin. Nemlig at gøre, hvad læreren siger, læse lektier, spise madpakken, lege, være glad for at gå i skole, lærevillig og nysgerrig. Den slags bliver opfattet som barnligt i 6. klasse, så de færreste elever tør vise, at de faktisk godt kan lide at lære noget.

En løsning for læreren kan være at vende billedet, så det bliver ungt og smart at læse lektier og tage sig af sin læring, sin uddannelse og sin fremtid, mener Ditte Winter-Lindqvist.

»Børn leger. De har et legitimt behov for at lege, men på 6. klassetrin skal de finde på noget nyt, der kan være deres. Det kan ikke være legen, og det kan ikke være det rigtige ungdomsliv med kærester og fester, det er de alligevel lidt for unge til. Det, de så gør i stedet for, er det, jeg kalder anti-aktiviteter. Og de er faktisk rigtig negative«, siger Ditte Winther-Lindqvist.

»En af dem er at være 'anti' på legen. Man skal positionere sig modsat dem, som leger, for de er barnlige. De, som stadig gerne vil spille fodbold i frikvarteret eller stadig har bamser med, uh, de bliver drillet«.

»I samme ånd holder de op med at spise madpakken. Det er også noget, der sker i 6. klasse. Det bliver upopulært og usmart at spise sin medbragte mad. Mange af dem har ikke fået morgenmad, og mange af dem lyver om det. Det er det samme, som når man siger til en femtenårig: 'Hvor meget har du drukket i weekenden?' Så siger han femten øl, og det passer måske ikke. På samme måde bliver det smart at sige, at man ikke spiser noget«.

Årsagen er ikke bekymringen for at blive for tyk, mener Ditte Winther-Lindqvist. Det er et oprør mod forventningen til, hvordan den gode elev opfører sig.

»Inden for skolerammen forventer man, at eleverne tager en madpakke med og spiser den i frikvarteret. I stedet lader de være med at tage madpakke med og nægter at spise - så har de sat sig selv i opposition til den struktur, som de voksne forventer, de skal underordne sig. Det er et oprør og også en måde at positionere sig på i modsætning til de barnlige i klassen, der har mad med. Det er ikke, fordi de ikke er sultne, de fylder sig med alt muligt - chips og sodavand. Og nasser mad af hinanden«.

»Men de har selvfølgelig brug for mad. Det var tit, at de lagde sig med hovedpine og dårligdomme og utilpashed ud på eftermiddagen. Men der var ikke syv vilde heste, der kunne have fået dem til at spise i det der klassemiljø«.

En tredje anti-aktivitet er at lade være med at læse lektier. En pige blev for eksempel drillet med, at hun var seriøs, fordi hun læste lektier. Hun skammede sig og holdt hårdnakket på, at hun ikke var seriøs. En dreng sagde simpelthen, at han ikke havde tid til at læse lektier.

»Han råbte ud i klassen, at han ikke havde haft tid til at læse sine lektier og i øvrigt havde glemt sine bøger - igen. Han havde ikke forberedt sig overhovedet - det var jo en manifestation af, 'at jeg er ikke længere din lille puttegøj, fru lærerinde, jeg er ved at blive voksen, og du styrer ikke mig'«.

»Hun - klasselæreren - kunne råbe, at hun ikke fandt sig i, at han ikke skulle have tid til at læse lektier, men hun fremstod bare ude af kontrol. Det bliver en magtkamp mellem lærer og elev, som eleven er bundet til at vinde, medmindre læreren får ham overbevist om, at det ikke er for hendes skyld, han skal læse sine lektier«.

»Klasselæreren var en meget sød dame, en meget blid dame, oppe i årene. Hun havde været rigtig glad for at have de her børn, som hun havde haft, siden de var små. Hun kunne alle deres fødselsdage og sådan nogle ting, og de syntes, hun var fjollet. De kunne slet ikke bruge hende som rollemodel for deres ungdomsliv. Hun havde udtjent sin værnepligt i forhold til dem, det var deres opfattelse af hende. Så hun kunne råbe og skrige og prøve, men alt hvad hun forsøgte at få dem til, lavede de modstand på«.

En tredje anti-aktivitet er, at man snakker.

»Snakken bliver en erstatning for både leg og læring. Snak, sladder og konversation på nettet og på sms, det bliver det, man gør sammen i stedet for at lege, og det trækker man så ind i undervisningen. Ligesom de små lige prøver, om de kan lege lidt i timen, prøver de store, om de lige kan snakke lidt. Og det lykkes de ofte med at gøre«.

»Når læreren siger: 'Hold op med at snakke så meget', så bekræfter hun faktisk elevens sociale identitet som en, der er ung og smart. Så det vil eleven gerne høre mange gange fra læreren, fordi det fremstiller hende som en, der er foran de andre«.

Da eleverne skiftede over til en ny skole efter 6. klasse, skete der noget. Den nye klasselærer formåede at spejlvende billedet. Nu blev det barnligt at lave anti-aktiviteter. Det blev ungt og smart at tage sig af sin egen læring.

»Den nye klasselærer, der også var yngre, tog det sociale liv imellem eleverne meget alvorligt. I begyndelsen af skoleåret var der meget fokus på nære filosofiske emner som: Hvad er en god ven, hvad er en god kammerat, hvordan opfører man sig ordentligt over for hinanden?«

»Og så blev der simpelthen gentaget et mantra om, at nu gik man i udskolingen, og i udskolingen lægges fundamentet for ens videre forløb, uanset om man skal på teknisk skole eller i gymnasiet, så er det her, det begynder. Hun gjorde det på en smart måde, hvor hun også lagde afstand til det barnlige«.

»Det gjorde så bare en ny gruppe elever udsatte, specielt de generte elever. Hold op, hvor de blev basket i den nye 7. klasse. Nu var det bare kul på: 'I er unge mennesker, ikke noget med, at I er ved at blive unge mennesker, nej, nu bliver I behandlet som elever, ikke som børn'«.

»Men at de blev opfattet som elever og unge, løftede mange til at sige: 'Okay, vi kan godt være med på de her præmisser, hvor vi også bliver positioneret som unge mennesker, der er seriøse. Og med det ansvar følger også nogle pligter'«.

»Det lykkedes rimeligt godt for den klasselærer. At der så også var nogle andre lærere, som det lykkedes mindre godt for, det er så en anden sag. Men det der med at tude dem ørerne fulde med, at det er for deres egen skyld, og det giver ris til egen røv, hvis I ikke begynder at følge med, var stimulerende for mange elever.De kan godt lade, som om de er fuldstændig ligeglade med det faglige, men det er de ikke. Der er ingen af dem, der er ligeglade med det faglige, når det kommer til stykket«.

Lykkebo Skole i Valby har taget en konsekvens af anti-aktiviteterne. Klasserne i udskolingen bliver delt i klasser med motiverede elever og klasser med mindre motiverede elever. Umiddelbart ikke en god løsning set med Ditte Winther-Lindqvists øjne.

»Det lyder besnærende, men netop i de år, hvor børnene får lagt sig på nogle spor ind i ungdommen, kan det være farligt. Det er jo også en pædagogisk falliterklæring, at man opgiver at arbejde med motivationen og bare sier dem fra, der ikke har det hele med hjemmefra, eller som kun har deres ungdomsliv på hjernen. Hvis de parkeres i en klasse som underydere, taber man dem måske på gulvet«, siger Ditte Winther-Lindqvist. |

Adjunkten

Ditte Winther-Lindqvist har skrevet en ph.d.-afhandling om udviklingen af social identitet i overgange, »Children's Development of Social Identity in Transitions«. Hun fulgte elever fra en 6. til 7. klasse og børn fra børnehaven ind i 0. klasse. Hun er uddannet psykolog fra Københavns Universitet og University of Cambridge. Hun blev ansat som adjunkt på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole ved Aarhus Universitet 1. februar.

»Man skal positionere sig modsat dem, som leger, for de er barnlige. De, som stadig gerne vil spille fodbold i frikvarteret eller stadig har bamser med, uh, de bliver drillet« Ditte Winther-Lindqvist»Snakken bliver en erstatning for både leg og læring. Snak, sladder og konversation på nettet og på sms, det bliver det, man gør sammen i stedet for at lege, og det trækker man så ind i undervisningen« Ditte Winther-Lindqvist