Foreningsfællesskabet Ligeværd møder mange forældre, som savner, at deres omgivelser ved, hvordan det er at være et barn med særlige behov i skolen, og også hvordan det er at være forælder til et barn med særlige behov. Det har fået Ligeværd til at udgive magasinet ”Forstå mit barn med særlige behov” til forældre med børn i folkeskolen og deres lærere.

Magasinet er tænkt som et redskab til at skabe større trivsel i folkeskolens klasser og er dermed endnu et tiltag i foreningsfællesskabets arbejde med at ændre fortællingen på inklusionsområdet.

Magasinet er fyldt med personlige fortællinger, og børne- og skoleforsker Louise Klinge fortæller blandt andet, at voksne altid kan gøre noget, når et barn mistrives.

Der er også et portræt af Esben Kullberg, som i år fejrer tiårsjubilæum som Ligeværds direktør og betegnes som politisk frontløber for børn, unge og voksne med særlige behov.

Angstprovokerende at fortælle om datteren

I magasinets hovedartikel fortæller Mette Weinreich, hvordan der blev helt stille i minutterne efter, at hun havde rejst sig på det første forældremøde i børnehaveklassen på afdeling Rosenlund på Skovlunde Skole for at fortælle, at hendes datter Fie har særlige behov, fordi hun har ADHD.

”Det var angstprovokerende, fordi jeg skulle fortælle om noget sårbart til nogle mennesker, jeg overhovedet ikke kendte. Det var en enorm sårbar situation at fortælle, at mit barn ikke er i verden på samme måde som deres”, siger hun.

Mette Weinreich gjorde det, fordi hun var begyndt at høre ordet snyd i krogene blandt de andre forældre. De mente, det var snyd, at Fie måtte have en bamse med i skole, og at hun blev hentet tidligt hver dag.

”Jeg havde en følelse af, at der allerede var en narrativ om mit barn, og jeg havde brug for at forklare, at der ikke var noget snyd”, siger moren.

Mette Weinreich fortalte både, at hendes datter bruger sin energi hurtigt, og at det har sin pris at blive hentet tidligt.

”Fie fik ingen legeaftaler, fordi hun ikke var i sfo’en om eftermiddagen. Men hun kan godt lide at lege, så jeg sagde, at jeg havde et meget stort ønske om, at de andre forældre også ville huske Fie i deres travle hverdag”.

Åbenheden kom som en gave

Nadja Vejling, som er mor til Ella, husker også den stilhed, som fulgte med Mette Weinreichs fortælling om Fie.

”Jeg har ikke oplevet noget lignende før, så jeg tror også, at vi lige skulle forstå det. Måske blev der også stille, fordi det kan være sårbart at stille spørgsmål”, siger hun i magasinet.

Hun kalder Mette Weinreichs åbenhed for en gave.

”Jeg har bedre kunnet forklare Ella, hvorfor Fie får lov at komme tidligt hjem. Det har været en stor hjælp for mig som mor til et andet barn”.

Når der opstår historier om et barn, sker det ikke af ond vilje, mener børnehaveklasseleder Per Jensen fra afdeling Rosenlund.

”Der opstår hurtigt murren i krogene om børn. Mange får skabt sin egen historie derhjemme, hvilket hverken er til gavn for ens eget barn eller det barn, som det går ud over”, siger Per Jensen, som altid giver forældre mulighed for at fortælle, når der er noget alvorligt på spil, hvis de har mod på det. Han bruger også forældremøderne til en generel snak om børnefællesskaber, hvor han kan afmystificere meget omkring børn med forskellige behov.

Læserne skal give magasinet videre

Der er knyttet en kampagne til magasinet, som går ud på, at modtageren ikke skal beholde magasinet, men give det videre, når det er læst.

Magasinet er trykt i 3.000 eksemplarer og sendes i første omgang ud til omkring tusind medlemmer af Forældre og Netværk, som er en af Ligeværds tre medlemsorganisationer. Dertil kommer STU-skoler, lokalpolitikere, folketingsmedlemmer og fagpersoner med interesse for området. Ligeværd spreder også budskabet om magasinet på de sociale medier.

Du kan læse magasinet her