Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Jeg arbejdede engang som konsulent i en klasse, hvor nogle børn aldrig blev inviteret hjem til de andre. Forældrene arrangerede julearrangementer, fælles morgenmad og legegrupper, men problemet blev aldrig løst.

På et møde sagde jeg det højt: Der er børn her, som ingen vil lege med. Og alt det, I gør, hjælper ikke, fordi I ikke tager fat om det egentlige problem: At I ikke inviterer dem.

Stilheden var larmende. Men så rejste en far sig op og sagde: Det her gør vi noget ved i morgen.

Han inviterede de ekskluderede børn hjem til sport og leg. Og på bare én måned ændrede hele klassekulturen sig. De andre fulgte hans eksempel. Det krævede så lidt, men effekten var enorm.

Eksemplet viser tydeligt, at forældregrupper spiller en afgørende rolle i alt, hvad der sker i børnegrupper. Deres følelser, holdninger og valg smitter direkte af på børnene og påvirker fællesskabets dynamik.

Jeg besøger mange skoler, hvor medarbejdere arbejder hårdt for at få børn ind i fællesskaber og skabe trivsel. Men i vores debat om trivsel og inklusion glemmer vi en afgørende faktor: At klæde forældrene på.

Uden at guide forældre til at tænke, vise og skabe næstekærlighed og hjælpsomhed, mislykkes vi med at forebygge ensomhed, mobning og mistrivsel.

”De inviterer jo aldrig selv”

Jeg er frustreret over, at Danmark har nogle af de højeste tal for mobning og ensomhed blandt børn. Det skal vi tage ansvar for, for vi skaber ensomhed og eksklusion, når vi vælger bestemte børn - og deres forældre - fra.

Ensomhed starter tidligt, allerede i barselsgrupper, hvor vi samler os med dem, der ligner os selv og gør os trygge. Det er her, vi vælger bestemte børn og deres forældre fra.

Jeg ser det hele tiden. Forældre, der ignorerer hinanden i dagtilbuddet, vender ryggen til andre ved skoleafhentning, eller vælger kun at arrangere legeaftaler med bestemte familier. Og hvad med de børn, der aldrig bliver inviteret til legegrupper eller fødselsdage? Vi ved, hvem vi lukker ude, og vi retfærdiggør det ofte med forklaringer som: “Han er underlig” eller “de inviterer jo aldrig selv”.

Men netop de børn har vi et ansvar for at tage med hjem.

Når vi tager det barn med hjem, som ingen vil lege med, kan der opstå en dominoeffekt. Når vi vælger at sidde ved siden af den forælder, vi normalt undgår, sender vi et signal til vores børn. Vi skaber plads til alle. Ensomhed handler ikke kun om den, der føler sig alene. Det handler om os andre, der skubber dem væk – ofte af frygt for selv at blive ekskluderet.

Fra “mig” til “os”

Hvis vi vil undgå, at børn danner utrygge grupper, fordi de føler sig udelukkede allerede i børnehaven, skal vi handle nu.

Vi skal lære vores børn, at forskellighed er en styrke – og det starter med de voksne. Derfor bør vi i skolerne turde at vejlede forældrene i, hvor vigtig en rolle de selv spiller i, at klassens fællesskab bliver godt. Det er en god vej til at gå fra ”mig og mit” til ”os og vores”.

Fremtidens vigtigste kompetencer er ikke teknologi eller matematik. Det er evnen til at skabe relationer og være en god ven. Venlighed og hjælpsomhed er fundamentet for trivsel – både som individ og samfund.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk