I januar udkom vores rapport Skærm/Skærm Ikke, der undersøgte skolers erfaringer med mobilregler. Bl.a. fandt vi, at den hyppigste gevinst var for socialt nærvær. Men langt fra alle skoler havde observeret konkrete gevinster, og fleksible modeller syntes at give den bredeste palette af faglige og sociale effekter. 

Undersøgelsen kiggede til gengæld ikke på børnenes trivsel. Mediedebatten er fuld af bekymringer for mobiltelefoner, sociale medier og computerspils psykologiske konsekvenser, som vi forskere også følger nøje.

Derfor vil jeg gerne dele et par af forskningsresultater om "Generation skærm" op til konferencen af samme navn på DPU den 12. marts, hvor jeg også håber at se folkeskolen.dk's læsere talstærkt repræsenteret.

Ikke nok evidens?

Man kan blive lidt forvirret, for ekspertstemmerne er bestemt ikke enige.

I begyndelsen af 2019 er der dog kommet skarpe konklusioner ud fra både den engelske børnelægeforening og den engelske Chief Medical Officer - landets højeste sundhedsfaglige embede. Fra begge hold lyder det, at der ikke er tilstrækkelig evidens til at konkludere, at skærmbrug skulle have negative effekter på børn, og at skærmtid ikke i sig selv udgør et sundhedsproblem. Og det er jo en lettelse. CFO-rapporten kommer dog med praktiske råd om at huske motion og familietid - for stillesiddende adfærd har længe været forbundet med fysisk usundhed, og skærmtiden bør ikke komme i vejen for andre udviklingsmuligheder. Af samme grund er det godt, at vi med ro i sindet kan sige, at den danske folkeskole tilbyder en varieret social og fysisk hverdag.

Men hvad med teenagerne? Mange lærere og forældre kommer til mig med bekymringer om unges skærmtid - fra effekter på hjernen til tidskonflikter. Og det kan to nye forskningsresultater gøre os klogere på.

Forskningsresultat 1: Kartoffeleffekten

Den mest videnskabeligt interessante historie i 2019 kommer fra journalen Nature Human Behavior, hvor et grundigt studie demonstrerer, at gamle undersøgelser, der fandt negativ relation i mellem sociale medier og depressionssymptomer, har klokket gevaldigt i deres datafremstilling. 

Fundene er godt nok statistisk signifikante, hvilket ikke overrasker fordi de kommer fra et ekstremt stort datasæt, hvor selv de mindste direkte eller indirekte forbindelser kan opfanges.

Men.

Ved at køre sine egne analyser opdagede en ph.d.-studerende fra Oxford, at den negative sammenhæng i mellem skærmtid og velbefindende var latterligt lille. Sociale medier havde cirka den samme forbindelse til depression som til at spise kartofler, og fire gange mindre end korrelationen til at gå med briller! Med andre ord er bekymringen over sociale medier ifølge analysen helt ude af proportioner, sammenlignet med alle de andre ting i tilværelsen, der kan ramme unge på det psykologiske velbefindende. 

Dette fund er vigtigt, fordi den mere forsigtige og kritiske forskning har været lidt langsom i en tid, hvor der hersker bred enighed om at vi nok alle sammen godt kunne tåle lidt skærmfri zoner i hverdagen. Men flere og flere studier anfægter den første bølge af bekymrende fund er lige så stille begyndt at komme ud. Faktisk konkluderede den seneste gennemgang fra børnelægeforningen i England, at de fleste negative effekter car utilfredsstillende dokumenteret, hvilket er en stor ændring givet at deres amerikanske modstykke tilbage i 2016 anbefalede max én times skærm om dagen "med høj kvalitet" for de 2-5 årige .

Forskningsresultat 2: Ekstremtilfælde er ekstreme

Men er samtalen så forbi? Svaret er nej. Kartoffeleffekten er en god historie, fordi den korrigerer en tidligere misforståelse med bedre metoder. Men der mangler stadig langtidsstudier, hvor man reelt undersøger børns og unges udvikling over tid i stedet for at profetere om fremtiden. Konklusionen er udelukkende, at evidensen ikke er tilfredsstillende til at erklære et medicinsk problem.

Men der er stadig meget, vi ikke ved med sikkerhed. Problemet med at hive forskning frem i skærmdebatten er, at det ofte er svært at vide præcis, hvor meget tid børn og unge i enhver given undersøgelse egentligt bruger på skærmen, og navnlig på hvad. Statistiske analyser arbejder typisk med gennensnit, så en lille effekt på tværs af hundreder af personer kan betyde "ingen sammenhæng" for nogle og "stor sammenhæng" for andre. 

Et hold forskere opdagede i 2017 at det ikke giver mening at tale om problemer for gennemsnittet af unge. For den brede midte af brugere er der ingen negative effekter. I værste fald er skærmtid hér bare spild af tid, men typisk en praktisk, såvel som psykologisk og socialt meningsfuld, kontaktflade.  

I yderkanterne af normalfordelingskurven, hvor vi finder de få procent af unge der bruger digitale medier ekstremt meget eller næsten ikke, var der dog negative effekter at finde. Hvis unge brugte digitale medier ekstremt meget eller ekstremt lidt, havde de det psykologisk værre.

Dette kan tolkes på én af to måder: 1) man bliver psykologisk dårlig hvis man bruger sociale medier virkelig meget eller slet ikke, eller 2) i yderkanterne af det typiske forbrugsmønster finder vi unge hvis problemer måske stammer fra noget helt andet, men også afspejles i deres brug af skærme. Konflikter, såvel som tendenser til angst, depression og psykiatriske problemer kan være svært isolerende.

Psykologiske undgåelsesmønstre og negativ tolkning af andres reaktioner kan gøre at nogle undgår digitale kontaktflader. Andre overforbruger måske internettet fordi det er mere tiltrækkende end deres hverdagsvirkelighed. Hvis man er meget alene, kan skærmene også blive den eneste og bedste kontaktflade man har.

Dette er et vigtigt fund: Der er ekstremtilfælde, hvilket medierne også elsker at hive frem - men de er ikke repræsentative for de fleste normale, sunde snapchatbrugere, gamere og youtubekiggere, ligesom et højt skærmforbrug ikke i sig selv er et tegn på problemer.

I praksis viser forskningen øjensynligt, at vi skal være opmærksomme på ekstremtilfælde. Men endnu vigtigere viser guldlok-kurven, at ekstrembillederne netop er ekstreme. For de fleste unge er moderat, endda ret høj, brug af sociale medier, computerspil, osv. forbundet med normal endda høj trivsel. Som lærer og forælder kan et ændret eller konfliktfyldt skærmmønster være grund til at overveje, hvad der ellers sker i det unge menneskes liv - men for de fleste går det over.

Forskerne konkluderer selv, at vi har at gøre med en guldlok-effekt: De fleste trives med et digitalt mellemforbrug. Ikke for meget, ikke for lidt, men lige tilpas.

Kom og hør, hvad forskningen ellers siger

Budskabet fra kartoffelstudiet kunne være "tag brillerne af, før du lukker din facebookprofil". Det mere seriøse budskab er måske at panikken over skærme har været blæst ud af proportioner, men at vi også har et stort stykke forskningsarbejde foran os.

Navnlig for at få udkludret den årsag og virkning der lige nu står og blafrer i vinden, og finde ud af hvad der foregår i toppen- og bunden af guldlokkurven - ekstremtilfældene hvor sociale medier tydeligt indgår i problembilleder i unge menneskers liv.

På konferencen den 12. marts har vi lavet fem separate spor om hhv. skærme i skolen, unges mentale sundhed, samfundsaspekter, gaming, og børn/t(w)eens online.

Du kan også møde forskerne bag kartoffeleffekten og guldlokkurven.