I dag skal elever og lærere cykle 40 kilometer. Inden de begynder at trampe i pedalerne, lader de depoterne op på kroen i Ladelund i Slesvig-Holsten, hvor de får gryderet bestående af kalkunsmåkød, ris og vand. Nogle spiser kun risene, men alle skovler ind. Ingen kommenterer maden, sulten skal stoppes. Så cykler de til museet og mindesmærket over koncentrationslejren i Ladelund.

Når de har cyklet de 40 kilometer, og aftensmaden er fortæret, står der blandt andet ridning og klatring på programmet på Rens Ungdomsskole, der ligger på den danske side af grænsen. Her skal de overnatte.

Marc Schlage er lærer på Ludwig-Andresen-Schule i Tønder, en tysk skole for det tyske mindretal i Danmark med 120 elever, og Merete Petersen er lærer på Vidingherreds Danske Skole i Neukirchen lige syd for grænsen, hvor der går 33 elever. Der er 20 kilometer mellem de to skoler, og der er 14 elever fra 4.-6. klasse på den danske skole og 20 fra 4.-5. klasse på den tyske skole med på turen. På begge skoler er der tale om én klasse, da de har samundervisning.

Turen er gået fra Vadehavet i vest langs grænsen til Flensborg i øst. I luftlinje 55 kilometer, men cykelturen er på 140 kilometer, og de krydser grænsen 13 gange, besøger stort set alle seværdigheder undervejs og taler de sprog indbyrdes, der falder dem nemmest.

I går cyklede de 55 kilometer og så flere seværdigheder. Om morgenen vandrede de i et indlandsklitlandskab fra istiden, cyklede derefter en time, inden de nåede til en dansk-tysk vindmøllepark et par kilometer syd for grænsen ved Sæd.

Her skulle de 68 meter op til navet og gearkassen. Turen foregik indvendigt ad lodrette, tynde metalstiger med stor afstand mellem trinene. Der er 220 trin - 12 etager i alt. Ingen vinduer, tårnet svajer, og lyden af metal forplanter sig i det lange smalle rør. Nogle giver allerede op på første etage. Merete Petersen og hendes kollega Brigitte Naegeler venter for foden af møllen sammen med de resterende elever og dem, der vender om.

»Vi har brugt mindst 30 timer hver til forberedelserne«, siger Merete Petersen og fortæller, at projektet er meget udviklende for hendes undervisning. Men også det, at de alle er »i samme båd«, for både lærere og elever sover på gulvet sammen i gymnastiksale undervejs.

Burde undervise mere ude

Et par af eleverne kommer ned. De fik højdeangst.

Nogle nåede næsten op - til niende etage, men så begyndte tårnet at svaje for meget.

De første elever, der har været helt oppe at stå oven på gearkassen og skuet ud over marsken og Vesterhavet fra 68 meters højde, er nede. Kaja er svimmel og har kvalme. Hun skal lige sidde lidt.

Brigitte Naegeler er også kommet tilbage og har brugt turen til at tænke: »Vi er hele tiden i gang med at forklare om det nye, vi ser. Vi burde tage meget mere ud. Jeg elsker at undervise på denne her måde«. Hun fortæller, at de har talt om tornskaden, klitter, hugorme og om, at der ikke lever firben i marsken.

Skolerne har fået penge af et EU-projekt for »KulturDialog«. Det betyder, at hver elev kun skal betale 115 kroner for at deltage. De får varm mad til middag, får bagagen kørt frem til næste sovested og har masser af æbler og snack med på cyklerne.

Christiane Kirch, der også underviser på Ludwig-Andresen-Schule, fortæller om sine erfaringer:

»Det er vores konklusion, at skolen skal være mere praktisk. Eleverne lærer meget mere ved at være ude, vi skal ikke altid sidde inde i klasselokalerne, men ud med naturguider og forældre, der kan lære fra sig på forskellige områder«.

»Praksis giver noget, teorien ikke kan give«, siger Marc Schlage, der er kommet ned fra toppen af vindmøllen. Ligesom de andre lærere håber han, at samarbejdet mellem de to skoler vil fortsætte.

»Der er forskelle i mentalitet, men vi lærer af hinanden, og jeg har lært at være mere afslappet i min undervisning«, siger han.

»Danskerne er nok mere afslappede, mens tyskerne går mere energiske til opgaven«.

Merete Petersen fra Vidingherreds Danske Skole i Neukirchen peger på fonetiske tegn som noget af det, hun har lært:

»De tyske lærere får ro i klassen, lige så snart de rækker to fingre op«, siger hun og viser, hvordan pege- og langefinger stritter op, mens ringfinger og tommeltot bliver presset mod hinanden foran. Det er en ræv, der spidser ører og lytter - ringfinger og tommeltot udgør snuden.

Lærer af hinanden

»Man kan godt stivne lidt i en bestemt form«, siger Per Fibæk Laursen fra Center for Grundforskning og påpeger, at når de tyske lærere har så nemt ved at få ro i klassen, så kan det også hænge sammen med, at danske lærere tager uroen som noget selvfølgeligt.

»De tror, at det ikke kan være anderledes i et moderne samfund, og har derfor vænnet sig til det, men selvfølgelig behøver det ikke at være sådan«, siger han og tilføjer:

»Lærerne fra de to skoler vil kunne lære endnu mere af hinanden, hvis de går ind i undervisningen i hinandens klasser. Jeg tror, at det vil give noget ekstra at se pædagogikken i en anden kulturel sammenhæng«.

»Udbygget kollegialt samarbejde hæver skolens standard, det viser adskillige undersøgelser«, siger Per Fibæk Laursen.

»Man lærer jo af at se nogen gøre det lidt anderledes, end man selv gør«.