Når tiltag mod mobning virker modsat

Tidligere har der været holdt mange pigemøder, men det har ikke hjulpet. Selma bliver i afhandlingen beskrevet som en mindre lyshåret pige, der ofte har jord på knæene og uglet hår. Flere af drengene synes, hun er ret sej, og hun er god til fodbold. Hun kan synge og har en dyb klang.

Alle pigerne besluttede at lave en »hadeklub mod Selma«, men det blev stoppet af de voksne. Selma er ofte ked af det. Den anerkendende intervention skal have fokus på det positive, succeserne og det, der virker. I hver anerkendelsesrunde skal børnene fortælle, hvad de sætter pris på hos hver enkelt, og så skal de sige, hvad de godt kunne ønske sig mere eller mindre af. Det sidste skal formuleres som en »gave«. Med til runden er skolens leder, klassens to lærere og konsulenten.

En pige får gaven »at blive mindre sur, når man kommer til at gøre noget, hun ikke kan lide«. Konsulenten foreslår, at hun lærer at sige »skidt pyt«. Det synes pigen ikke om. Nogle elever fniser. Konsulenten foreslår, at hun siger »lige meget« i stedet. »Super«, siger konsulenten og går videre. De andre børn fortæller pigen det samme, hvilket får hende til at udbryde: »I behøver ikke sige det igen«.

Stine Kaplan Jørgensen pointerer, at det, der bliver sagt, hverken ytres eller modtages som neutrale eller positive størrelser. Og bestemt ikke som gaver.

I runden får Selma at vide, at hun skal stoppe med at synge, når man siger stop. Nogle vil give hende mange »gaver«, men det stopper konsulenten. Selma græder. Ingen reagerer. Andre elever har tidligere fortalt, at når man græder, er der nogle, der henter en voksen. Men her er jo allerede flere voksne til stede.

Tre piger siger, at deres gave er, at Selma skal synge mindre og stoppe, når man beder hende om det. Konsulenten foreslår, at Selma får en skattekiste, som hun kan »putte sangfuglen ned i«. Andre i klassen må gerne synge.

»Det er Selma, der skal laves om. Hun får begrænset sit rum til at udtrykke sig, og hun skal opfatte det som en gave«, fortæller Stine Kaplan Jørgensen.

Gaverne, som Selma giver de andre, er at hun gerne vil lege mere med dem, og hun kommer med nuancerede udsagn, om hvad hun sætter pris på hos hver enkelt. Klasselæreren finder efter konsulentbesøgene Selma i et buskads, hvor hun sidder og græder, fordi hun ikke har nogen venner, og hun siger, at hun har lyst til at hoppe ud fra skolens tag.

Selma stopper senere på skolen.

Stine Kaplan Jørgensen skriver, at hun andre steder har oplevet en gruppe elever give hinanden gode gaver som »du skal bare blive ved med at være den, du er«, da de gennemgik samme anerkendelsesrunder. Men i Selmas tilfælde advarer hun om, at nogle af de gældende inklusions og eksklusionskriterier legitimeres af de voksne. Og det er meget problematisk, at dette sker med de voksnes billigelse.