En kunstpause er en pause, der er bevidst valgt. Den skal få tilhørere til at reagere, reflektere eller blive opmærksomme.

Denne Kunstpause kommer til at handle om test af børn i grundskolen. 

Testning har vist sig meget brugbart til at identificere virus med. Men ikke for at identificere personlig udvikling.

Jeg forholder mig ikke til testning på specifikke stave/regne/læsetest, der er udarbejdet til brug for at diagnosticere en indlæringsvanskelighed. Jeg forholder mig her i dette skriv, udelukkende til den generelle testning af samtlige skoleelever over de 9-10 års skolegang grundskolen varer.

Der er flere spørgsmål, jeg mener, at vi skal stille os i forhold til testning af skoleelever;

Hvorfor teste overhovedet, er mit første spørgsmål?

Hvem får egentlig noget ud af en test?

Hvilken skoletænkning udvikles der gennem testning?

Hvis man lægger mærke til det, er børnene ikke en del af denne tænkning. Det er ikke fordi mine spørgsmål bevidst undgår, at forholde sig til skolens kernegruppe; børnene. Det skyldes desværre den simple årsag, at test slet ikke er for børnene/de unges skyld.

Men det kommer vi til.

Testning er et målesystem, hvor kun det, der puttes ind i måleskemaet, kan måles. Testspørgsmål er er udformet af mennesker, meget langt fra skolen. Testudformerne har ikke har deltaget i undervisningen, og de har ikke konkret kendskab til de børn der skal testes. Testudformerne opfinder selv deres spørgsmål, og afgør selv hvilke spørgsmål der er svære og hvilke der lette.

Det enkelte skolebarns skolegang, undervisning og hverdag er fjernet fra ligningen.

Det vil derfor sige, at test ikke måler barnets viden/logik/ordforråd/andet relevant, men alene måler det, som en gruppe voksne har besluttet er værdifuldt at måle, uanset om det har været en del af skoleelevens skoleliv.

Når de voksne, der har fået til opgave at lave test, intet aner om de skolebørn, der skal testes, bliver det umuligt at bruge testresultatet til noget konkret.

Generel testning i skolen måler om skoleeleven kan svare på 100-200 spørgsmål, som de ikke kender på forhånd. Spørgsmål der ikke har været en del af undervisningen, eller nogen anden genkendelig sammenhæng.

Hvorfor teste når resultatet er tæt på meningsløst, og det ikke udtaler sig om barnet på nogen brugbar måde, for barnet selv, for forældrene eller for lærerene?

Lad os starte med skolebarnet/eleven. Eleven får intet konkret ud af testen, fordi den ikke er designet til at give eleven informationer bagefter. 

Det vil sige, at eleven efterlades med sine egne oplevelser af “hvordan testen gik”, uanset hvordan testen er faldet ud. Oplevelsen kan ikke bearbejdes, fordi den er gennemført individuelt. Hverken kammerater eller lærere har konkret viden eller erfaringer, der kan bruges til at gennemarbejde oplevelsen med. Når testen er slut er hele oplevelsen slugt af computeren. Det er intet feedbackloop, eleven har brugt sin tid og sine anstrengelser, men der er ikke opstået nogen form for meningsfuldhed. En skoledag med meningsløse aktiviteter, er en meningsløs skoledag.

Et skolebarn går i skole hver dag, og hver dag er et lille umærkeligt skridt på vejen videre. Hver skoledag opleves ud fra de konkrete oplevelser den er fyldt af. Og vi ved, at oplevelser med kammeratskabet fylder mest. Frikvartererne er dem der holder skoledagen sammen. Har man svært ved at være en del af fællesskabet, er det nærmest uvæsentligt om man ellers “lærer noget” eller ej. Skoleglæde udtrykkes i forhold til fællesskabet. Altså først og fremmest relationerne til de andre elever.

Under og efter en test, er eleven udskilt og fremmedgjort fra fællesskabet. Aktiviteten kan ikke bruges til at fejre eller sejre i. Fordi ingen ved hvad andre er blevet testet i. Ingen har mulighed for uddybe eller skabe meningsfulde sammenhænge. Hverken kammerater eller lærere.

Den gode (og sjove) lærer og relationen til lærere i det hele taget, er afgørende for de fleste elevers oplevelse af undervisningens udbytte. Den gode relation til læreren, ved vi, har konkret betydning på udbyttet. 

Læreren “tester” ikke eleverne via abstrakte computerspørgsmål, men ved sin faglige, konkrete og pædagogiske tilstedeværelse, der er skabt af konkret viden og indsigt om hvert barn. Læreren bemærker alle fremskridt, tilbageskridt, hvad der findes besværligt og let i den levede skolehverdag. Læreren noterer sig alle aspekter af elevens ageren i klasserummet og undervisningen. Dette samlede billede spejler læreren løbende i sin tilrettelæggelse af undervisningen overfor eleven og konkret mindst een gang om året sammen med elevens forældre. Det er den samlede faglige, sociale og personlige udvikling man kigger på. 

Lærerene kan heller ikke bruge testresultaterne. Hvordan skal man kunne bruge 100-200 løsrevne svar fra 20-60 elever på spørgsmål, som man aldrig har stillet og som derfor ikke findes i nogen undervisningssammenhæng. Abstraktionen og det overvældende antal data uden sammenhæng afskriver lærerens udbytte af disse test. Lærerene ved allerede meget meget mere om eleven end testen nogensinde kan vise. Testen tager i stedet bare tid fra den reelle undervisning, og er ofte blot en belastning. 

Børn er ikke gode til at blive sat til at lave meningsløse aktiviteter. Mange får et meget anstrengt forhold til denne abstrakte aktivitet. De ved, at de bliver vurderet, de ved bare ikke hvad de vurderes på. Og det får de heller aldrig et brugbart svar på.

Testudformerne/opgavekommissionen kender ikke de elever, der skal testes, eller hvilke områder der optager elever og lærere, som det kunne være relevant at undersøge. Derfor bliver testen fuldstændig retning- og indholdsløs, fordi den aldrig bliver situeret i virkeligheden. 

Man kan ikke finde ud af om en elev har engelskfærdigheder, ved at sætte hende foran en computer. Man kan ikke finde ud af om en elev er en god læser, ved at sætte ham foran en computer. Her er tale om så integrerede og komplekse sammenhænge, at det kun kan aflæses ved at bruge tid sammen. 

Så hvorfor testes der ?

det er altså ikke for at eleven skal kunne navigere i sin egen skolegang,

det er ikke for at læreren skal øge sin indsigt i elevernes færdigheder og

det er heller ikke for at styrke skolens samlede evne til at bidrage til hver elevs personlige udvikling.

Hvad kan en test så?

Test har den funktion, at den tilretter selvstændig tænkning, til mindre selvstændig tænkning.

Test opererer ikke med individer, men ophæver individets egenværdi, og indsætter i stedet et abstrakt væsen, som opgavekommissionen selv har manifesteret. Altså et ikke-eksisterende elev-væsen, der har været udsat for en ikke-eksisterende undervisning, og som derfor har opsuget en ikke-eksisterende mængde data. Test er ideen om, at en række tilfældige spørgsmål, kan trække viden ud, som kan sige noget om alle elevers viden.

Denne tænkning har afkoblet sig fra virkeligheden, og al viden der findes om undervising, børn og relationers betydning for udvikling af alle kompetencer og pædagogik.

Ved at indføre test i Folkeskolen, har man undladt at tage skolens FormålsParagaf alvorligt. Faktisk undergraver alle generelle test, netop Folkeskolens § 1, 2 og 3.

Så hvorfor tester man så, bliver spørgsmålet stædigt ved med at gentage sig selv?

Det efterlader os efterhånden kun med et muligt svar: fordi man vil.

Hvad er det så man vil? 

Man vil ophæve individets egenværdi og begrænse selvstændig tænkning, ved at afskrive rækkevidden af menneskets kreative tilgang til ny viden.

Ved at udsætte elever for meningsløse opgaver, fortæller man dem, at deres eksistens er underordnet, fordi deres personlige kompetencer og levede erfaringer ikke tæller.

Testning af virus, har vist sig meget brugbart. Testning af maskiner og forprogrammerede output, er brugbart, fordi det er testers funktion og virkning, at komme med eet svar.

I modsætning til prøver og eksamen, der undersøger hvad en elev har været undervist i, forholder generelle test sig ikke til individet, fordi testen ikke er situeret i virkeligheden.

Testning i forhold til skole og undervisning er et brutalt angreb på individets egenværdi, på opdragelse til frihed, selvstændighed og kreativitet. Men måske allermest nedbrydende for arbejdet med den kritiske og demokratiske samtale og opdragelsen til demokratisk medborger.