Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribenternes holdning.

”Min drømmeskole er…”

Den sætning færdiggjorde omkring 350 elever, der var en del af et skolelaboratorium 15. marts 2024. Nu har vi samlet og analyseret de mange svar i en ny rapport.

Det er slående, hvor venlige og beskedne elevernes ønsker egentlig er, når det kommer til stykket. De drømmer ikke om revolutionerende forandringer, men om forbedringer, der bør være mulige at gennemføre. Det er blandt andet bedre toiletter, flere hyggeområder og kortere skoledage.

 ”Vi har brug for steder, hvor vi kan sidde og bare være os selv”, skrev en af de mange elever for eksempel.

Elevernes bud er altså ikke fantasmer, men meget konkrete og nærmest ydmyge behovsønsker. Spørgsmålet er, hvad det siger om vores skolesystem, at vi ikke kan komme disse gentagne forslag i møde?

Dernæst er spørgsmålet, om vi sidder fast i fikserede forestillinger og forventninger om, hvad skolegang skal være. Måske vidner det også om, at eleverne ikke i tilstrækkelig grad inviteres ind i den mere fundamentale nytænkning af skolen.

Et markant clash

På skolelaboratoriet i marts mødte eleverne og de skoleprofessionelle blandt andet en gruppe arkitekter, der bed mærke i noget meget interessant. For arkitekternes klare indtryk var, at hvor fagpersonerne var optaget af funktion, så var eleverne optaget af æstetik. Altså hvordan tingene fremstår og ser ud, og ikke kun hvordan de fungerer.

Toiletter og vedligeholdelse af skolen fylder for eksempel meget. Før vi overhovedet kan tale om drømmeskolen, er det som, der er nogle helt basale ting, vi skal have styr på.

Måske er det ikke lige rene toiletter, som optager skoleinnovatører til konferencer og workshops. Men det er det, eleverne er optaget af: 

Hvad de møder i skolen, hvordan omgivelserne er, og hvordan de fysiske rammer føles.

Det kan være en blind vinkel i udviklingen af skolen. Vi fokuserer på funktioner til at understøtte kerneopgaver i skolen, mens eleverne er optaget af hjemlighed, at de kan identificere sig med de omgivelser, de er i, og at de føler sig velkomne, inddraget og trygge.

Her er der altså et markant clash mellem de voksnes rationalitet og børnenes følsomhed, som vi vurderer er symptomatiske for mange af skolens forhold.

Den kedelige skole

Skolen er ofte kedelig. Det giver en del elever udtryk for. Deres svar viser blandt andet, at drømmeskolen er et sted, hvor det er sjovt at lære med flere sjove øvelser i timerne, så man kan lave noget lidt sjovere og anderledes og ikke bare stille og keder sig. At drømmeskolen er et sted, hvor undervisningen ikke opleves som meningsløs.

På den ene side drømmer vi i Skole i morgen om radikale skift, at rive gamle skemaer, firkantede klasserum, fagfordeling, stivnet didaktik og lærerplaner fra hinanden. På den anden side drives vi også af en træthed over, at mange konferencer og faglige fora bliver hængende i en uendelig mængde analyser af årsager til skolens krise som et mål i sig selv. Der var en længsel efter handling – ikke bare snak.

”Mens vi venter” blev et mantra: Vi går i gang med at samle folk og tiltag, mens vi venter på at beslutningstagerne følger trop.

Det er afgørende, at vi starter med at spørge eleverne. De skal inddrages mere direkte i udviklingen af skolen og undervisningen. Hvis vi bliver dygtige til at involvere eleverne i selve maskinrummet, så kan vi måske skabe en bedre skole i morgen sammen.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk