Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Det skulle være så hyggeligt, men jeg kan lige så godt indrømme det: Jeg har det anstrengt med klippeklisterdage. Det skyldes, at jeg har været skolelærer, og inden for lærerbranchen findes der grundlæggende to typer mennesker. Dem der ejer klippeklisterdagen og dem, der bare skal have den overstået i en fart. For mig blev det årets mest frygtede dag – i skarp konkurrence med motionsdagen.

På min skole havde man nemlig besluttet at invitere bedsteforældre med, og man havde valgt, at det skulle vare hele formiddagen fra 8.00 til 11.50. Alle, der har prøvet at være sammen med 24 overgearede og julespændte børn, ved, at det er en vanskelig disciplin. Og når der så ovenikøbet sidder en flok bedsteforældre parat til at vurdere, om det nu også er lige så hyggeligt og juleagtigt som i de gode gamle dage, ja, så begynder koldsveden og de nervøse trækninger at melde sig.

Jeg havde grund til at være bekymret. For på klippeklisterdage opstår der hurtigt en hver-mand-klarer-sig-selv-mentalitet. Garvede klippeklisterlærere ved, at dagens succes afhænger af udstyr og materialer. Hvis man ikke har nok af begge dele, er det umuligt at sætte de urolige elever til at lave ”verdens længste guirlande” og få de rolige til at fordybe sig.

Og hvis man ikke har sakse nok – sakse er en meget knap ressource på klippeklistredage – er man prisgivet. For så er man nødt til at bevæge sig ud på lånemarkedet, men eftersom alle klasser er fyldt med saksehungrende bedsteforældre, er missionen dømt til at mislykkes.

Dræberøjne

Så sidder man der, som medlem af fraktionen ’De ustrukturerede og fummelfingrede’. Man skal lave julepynt med hård pap og udtørrede folkeskole-limstifter. Og tro mig, det er svært at holde en juletræsskabelon roligt, når der står fire utålmodige unger på spring for at overtage saksen.

Æbleskiveseancen bliver også en fiasko. Selvfølgelig havde jeg ikke forstået, at vi skulle være ved de store elevers bod klokken 10:25 præcist, og selvfølgelig ender det med lang kø og dræberøjne fra den klippeklisteransvarlige kollega, der bestemt ikke har tænkt sig, at hendes måneder-i-forvejen-gennemplanlagte-klippeklisterdag skal spoleres af noget så tåbeligt som en ung lærer, der ikke har respekt for mails med overskriften: Vigtig information om klippeklisterdagen.

Tilbage i klassen er bedsteforældrene blevet utålmodige og siger ”tak for i dag” alt for tidligt. Høfligt, naturligvis, de er jo fra den høflige generation. Men man kan mærke, at det ikke var denne dags hektiske atmosfære, de havde tænkt sig at indfange og formidle på Facebook til alle deres bedsteforældrevenner.

Efterladt på bordene ligger fem kartonjuletræer, et par snemænd og en halv meter guirlande, der har viklet sig ind i vores eneste juledekoration, der står som symbolet på verdens måske dårligst gennemførte klippeklisterdag.

Shoutout til de fummelfingrede

Imens kan vi høre hyggen fra de tjekkede læreres klasser. Her vælter de rundt i pebernødder, gran, samvær og sakse, og alle har selvfølgelig mulighed for at lære at flette de komplicerede julehjerter, ligesom der er kopieret et hav af skabeloner, så man har mulighed for at tage julestemningen med sig hjem.

I dag er der jul på skoleskemaet landet over: Se hvad lærerne ellers finder på i december

Og selvfølgelig skal de have åben dør, når de synger Søren Banjomus så højt, at alle kan høre, at der faktisk findes mennesker, der er i stand til at skabe stemning og julehygge på den helt rigtige og børnevenlige måde.

Pyha, lige præcis på klippeklisterdagen savner jeg ikke mit gamle erhverv. Mine tanker går ubetinget til de ustrukturerede og fummelfingrede lærere, der endnu en gang skal kæmpe sig igennem en af årets svære dage.

Må der være sakse og skabeloner nok til jer alle.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk