Debat

Trivselskommissionen burde have adresseret skolens fysiske rammer i sine anbefalinger, mener Lars Forsberg, stifter af virksomheden skoletoiletter.dk.

Kære Trivselskommission: Har I glemt skoletoiletter, klasseværelser og legepladser?

Det er påfaldende, at de fysiske rammer ikke fylder meget i Trivselskommissionens anbefalinger, mener dagens debattør.

Offentliggjort

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

"Som samfund har vi et ansvar for at skabe rammer, der understøtter et godt børne- og ungeliv." Denne erkendelse danner grundlaget for de 35 anbefalinger, som Trivselskommissionen har præsenteret for at fremme børns og unges trivsel.

Kommissionens forslag rummer en række positive tiltag som en sund alkoholkultur, karakterdannelse og opfordringer til flere fritidsaktiviteter. Men én væsentlig faktor har de overset: De fysiske rammer i skolerne, hvor børn og unge tilbringer størstedelen af deres dag.

Børn og unges adfærd og trivsel er tæt knyttet til de bygninger, de opholder sig i seks-otte timer dagligt.

Der er talrige eksempler på, hvordan et dårligt indeklima kan kvæle en undervisning, eller hvordan en ændret indretning af klasseværelset kan forbedre trivsel og læring. For ikke at nævne skoletoiletter, som får elever til at sige: ”Jeg holder mig. Jeg venter.”

Dette er virkeligheden for en ud af fire elever, der vælger at undgå toilettet i skoletiden, og det går ud over deres evne til at lytte, deltage og lære.

Toiletbesøget er et af de mest grundlæggende behov for os på niveau med luft, lys, mad og drikke. Netop behovet for at spise og drikke bliver ofte ignoreret af de ældre elever, der har regnet ud, at det, der kommer ind, skal ud. For at undgå toiletbesøg opbevarer mange deres madpakker i tasken og spiser dem ikke. Nye studier viser, at 26 millioner madpakker ender i skraldespanden hvert år.

Vi skal ikke vente

Det er påfaldende, at Trivselskommissionen nævner, at der skal skabes "indbydende fysiske rammer, når børn skal klæde om og gå i bad efter idrætsundervisningen", men så stopper de der. Skolernes toiletter, klasseværelser, legepladser og kreative miljøer får ingen opmærksomhed.

Et konkret eksempel på dette er netop skoletoiletterne, hvor der er kæmpe problemer. Alt for mange børn i Danmark oplever dagligt beskidte og utilstrækkelige toiletter. Ifølge undersøgelser fra Astra er fire ud af fem danske skolebørn utilfredse med deres toiletter, og mange vælger at holde sig tilbage fra at bruge dem.

Denne mangel på ordentlige faciliteter påvirker ikke kun børn og unges fysiske velvære, men også deres koncentrationsevne og generelle trivsel i skolen. Derfor burde Trivselskommissionen have adresseret de fysiske rammer i deres anbefalinger.

Vi skal sikre, at vi skaber rammer, der virkelig understøtter børns trivsel - både de fysiske og de pædagogiske. Det kræver, at vi tager både børn og voksnes stemmer alvorligt, også når det handler om skoletoiletter og dårligt indeklima, så vi kan skabe et samfund, hvor børn og unge trives og har de bedste muligheder for at udvikle sig.

Det betyder, at vi ikke skal vente på langsigtede løsninger, når vi kan handle nu. Tværtimod er det på høje tid at gøre noget, for hvis vi skal tage vores børns trivsel alvorligt, fortjener de langt bedre fysiske rammer.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk