Som andre børn skal elever med særlige behov lære at cykle. Det er Lonni Tyrrells klare holdning. Hun er lærer i en specialklasse for elever med generelle indlæringsvanskeligheder og tillægsdiagnoser som autisme og ADHD på Lærkeskolen i Stenløse, og i både idrætstimer og frikvarterer byder hun på cykling, indtil eleverne har lært at holde balancen og give tegn.

”Mange forældre har tendens til at hjælpe deres børn med særlige behov, så de ikke støder ind i andre udfordringer. Derfor lærer børnene ikke at cykle. Det er synd, for de får så meget mere selvværd, når de kan fragte sig selv og ikke er afhængige af at blive kørt i taxi eller af forældrene. Så kan de blive hængende efter skoledagen og snakke med kammeraterne, inden de cykler hjem”, siger Lonni Tyrrell. 

Sæbebobler fører til tegngivning

Selv om forældre kan have tendens til at pakke deres børn ind i vat, har Lonni Tyrrell ikke mødt modstand mod sin cykelundervisning. Men hun kan sætte forældre i et dilemma.

”Ikke alle elever har en cykel. Jeg har selv haft min søns aflagte cykel med til en elev. Så løb jeg og klassekammeraterne rundt med ham i frikvartererne, og da han kunne cykle, fik han cyklen med hjem”, fortæller hun.

Ellers bruger Lonni Tyrrell idrætstimerne til cyklelege. For eksempel kan eleverne cykle med en sammenrullet avis i hånden og slå efter sæbebobler og bagefter efter deres lærer. På den måde lærer de at cykle med en hånd, så de kan række armen ud, når de kommer ud i trafikken.

”Det begynder med, at eleverne cykler i skolegården, og når jeg råber ’brems’, skal de bremse. Jeg tegner også hajtænder og lærer dem, at her skal de standse. Når vi har trænet det tilstrækkeligt, kører vi ud på cykelstier, hvor de lærer at holde god afstand til hinanden. Det er nødvendigt, når man cykler mange sammen”.

Til august cykler alle i skole

Når eleverne har vist, at de kan cykle sikkert på cykelstier, tager Lonni Tyrrell dem med ud på større veje.

”Som afslutning på forløbet skulle vi prøve at cykle langt, så jeg planlagde en tur til Frederikssund. Der er 15 kilometer, og alle gennemførte, selv om det stormede og regnede. Eleverne var virkelig seje, og det var en stor sejr for dem. Vi tog toget hjem, men først drak vi varm kakao og spiste kage på en cafe, for det er vigtigt, at eleverne får en belønning”, siger Lonni Tyrrell.

Eleverne går i 5. til 7. klasse, og på nær én cykler alle selv i skole. Den sidste kommer med i det nye skoleår.

”Hun har været klar længe, men forældrene tør ikke give slip endnu. Nu har vi aftalt, at hun skal cykle i skole efter sommerferien. Nogle elever bor så langt væk, at de skal have deres cykel med i S-toget, så det har vi også øvet. De skal sørge for at komme ind i toget, inden dørene lukker, og sætte deres cykel i holderen længst væk, så andre kan komme til. Jeg bliver begejstret, når jeg ser, hvordan de hjælper hinanden og giver plads”, siger Lonni Tyrrell.

Cyklen styrker klassens fællesskab

At elever med generelle indlæringsvanskeligheder cykler i skole og får frisk luft giver dem energi til undervisningen, oplever Lonni Tyrrell. Det giver hende også mulighed for at tage klassen med andre steder hen, end hvor S-toget kører til.

”Vi pakker måske fiskestænger og et akvarium og cykler ud til en sø. Vi har også cyklet til fjorden. To af eleverne tog også cyklen hjem, så de kørte 24 kilometer den dag”, fortæller hun.

At cykle på veje er en stor del af det, Lonni Tyrrell lærer sine elever. Men undervisningen handler om meget mere end cykelfærdigheder og trafikviden.

”Trafiksikkerhed fylder en stor del, men eleverne lærer også at vise omsorg for hinanden og støtte hinanden, når det går op ad bakke. Så oplever de at være i et fællesskab. Det påvirker dem positivt, at de får gode oplevelser sammen, som de kan referere til. Samtidig har nogle af dem, der er gode til at cykle, ikke altid den største styrke i undervisningen, så det er fedt at se, at de oplever succes på et andet område”.

Fødselaren cykler forrest og viser vej

Det er ikke specielt krævende for Lonni Tyrrell at sætte cyklen på skemaet.

”Jeg skal være begejstret for at sætte eleverne i gang med at cykle, men det er jeg også, hvis jeg laver et værksted med boldspil. Når vi skal på tur, skal jeg have en fornemmelse af, hvor vi kan cykle hen, og når vi vil drikke kakao på en cafe, ringer jeg og spørger, om vi må komme forbi. Jeg har også kontaktet plejehjemmet for at låne en specialcykel til en elev med rygmarvsbrok. Men når vi cykler til hinandens fødselsdage, behøver jeg ikke tage teten, for så cykler fødselaren forrest og viser vej”.

Det burde ikke være en skoleopgave at lære eleverne at cykle, medgiver Lonni Tyrrell. Omvendt indgår færdselslære som et timeløst fag, så der er en forventning om, at skolen tager i hvert fald noget af opgaven på sig.

”Det ville være ønskværdigt, at forældrene får den fede oplevelse at se deres børn lære at cykle, men det kræver tålmodighed, for man skal vente på, at børnene tror på, at de kan lykkes. Når vi gør det i skolen, er det svært at sige ’Jeg vil ikke’ til klassekammeraterne, hvor det er nemmere at afvise far og mor derhjemme”.

Pris giver lyst til at fortsætte

Lonni Tyrrells cykelindsats fik sidste år en af elevernes far til til at nominere hende til Alle Børn Cykler Prisen, som Cyklistforbundet, Novo Nordisk Danmark og Alle Børn Cykler Alliancen tildeler en lærer, der bakker stærkt op om, at eleverne skal cykle.

Indstillingen fik en jury til at udpege Lonni Tyrrell som vinder.

”Jeg synes bare, at jeg laver mit arbejde, men det er fantastisk, når forældre anerkender, at vi laver noget fedt i skolen. Det giver lyst til at fortsætte med at lære elever med særlige behov at cykle”, siger Lonni Tyrrell.