Knyttede næver eller antallet af læste sider? Det er vidt forskelligt, hvad der giver status og anerkendelse i en klasse. Det har sociolog, journalist og forfatter Aydin Soei prøvet på egen krop, da han som folkeskoleelev flyttede fra Avedøre til Gladsaxe. Og i sit arbejde med tosprogede unge ser han ofte, hvordan klassedynamik bliver afgørende for de muligheder, eleverne får senere i livet. Derfor ærgrer det ham, at den danske skole er præget af en opsplitning, der betyder, at uddannelsesfremmede børn ofte ender på samme skoler. Lærerne har ikke indflydelse på skoledistrikter, men de kan alligevel gøre en forskel, mener Aydin Soei.

»Lærere kan ikke tvinge elever til noget. Men de kan give elever mod til at lære, for det kræver et helt ekstremt mod at lære. Især hvis man ikke er særlig dygtig. Det kræver en ekstremt god lærer-elev-relation, og det kræver, at eleven føler sig tryg i klassen og ikke føler, at man taber ansigt over for de andre«, siger Aydin Soei.

Læreren holdt på elevens hemmelighed

Skældsordet stræber

Selv begyndte han i skole i Avedøre, hvor stræber og duks var skældsord, der klæbede til de elever, der læste lektier og deltog i timerne. Han brugte nævernes sprog for at nå en topplacering i klassehierarkiet, og i de år han var på skolen, var skoleledelsen en enkelt gang ved at smide ham ud. De fleste elever i Aydin Soeis klasse i Avedøre kæmpede med skygger i familien, og han oplevede ikke, at lærerne havde overskuddet til at skabe den tillidsfulde relation til den enkelte elev, når så mange havde behov for det ekstra skub.

»Der er så mange tosprogede drenge, der falder ud. De mangler positive rollemodeller. Der er mange negative rollemodeller, og de suger dem til sig«.

Positive forventninger

Det gjorde han også selv. Indtil familien flyttede fra Avedøre til Gladsaxe, og Aydin Soei begyndte i 4. klasse på Gladsaxe Skole. I begyndelsen forsøgte han at opnå status ved at vende sig mod skolearbejdet.

»Men det er svært at komme op at slås, når ingen slår igen«, siger han.

»Selv om man har den negative selvfortælling, så påvirker det en, at man kan mærke, at ens lærer har positive forventninger til én. Og at andre elever også er nogle, der udviser ambitioner og har modet til det«.

Klassekammeraternes faglige værdier begyndte langsomt at smitte Aydin Soei. Og hans lærer Winnie Bergs opmærksomhed omkring ham og tro på hans faglige potentiale betød, at han ændrede sig.

»Der var tryghed i den klasse. Jeg har oplevet på egen krop, hvor stor forskel skolen og skolekultur gør. Det er afgørende for folks livschancer«.