Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Læsevaneundersøgelser og de internationale Pisa- og Pirls-undersøgelser peger på, at danske elevers læselyst er faldet over tid og falder i takt med, at eleverne bliver ældre. I medierne støder man jævnligt på ordet ”læsekrise”, og på skoler og biblioteker søsættes der læselyststimulerende tiltag.

Der er en tendens til at tale om læselyst, som noget eleverne har mistet og skal have tilbage igen, men derved overser vi de elever, der faktisk kan lide at læse.

Den isolerede lystlæser

I forbindelse med mit ph.d.-projekt fulgte jeg to lystlæsende elever: Tamir og Bella, der begge gik i 6. klasse. Jeg observerede dem, når de stillelæste, hvilket er 15-20 minutters individuel læsning i skoletiden i en selvvalgt bog, og jeg interviewede dem fem gange hver om stillelæsning og læsning generelt set.

For Tamir handlede stillelæsning om at gå ind i sit ”eget rum”. Inspirationen til de bøger, han læste, kom fra ”mig selv”, som han sagde. For Tamir vidste, hvad han godt kunne lide at læse. 

Derfor spurgte han hverken klassekammeraterne eller skolebibliotekaren ad. Han iagttog sine læsende klassekammerater, men ønskede ikke at tale med dem om bøgerne. Ifølge ham viste man andre læsere respekt ved at lade dem læse i fred.  

Tamir læste 30 minutter derhjemme dagligt. Ikke kun de 20 minutter, som hans dansklærer opfordrede til. Årsagen var, at han gerne ville øve sig, fordi det var vigtigt at kunne læse hurtigt. Samtidig forholdt han sig kritisk til en høj læsehastighed. For ham var det indholdet og måden, teksten var skrevet på, der havde betydning. 

Han sagde: "Jeg læser bedre, når jeg kan lide sætningerne, teksten og alt muligt".

Den sociale og kritiske lystlæser 

Når Bella stillelæste gik hun ind i sin ”egen lille boble”. Hun modtog gerne bogtips fra andre, og hun talte gerne med andre om det læste, dog kun med klassekammerater, der læste den samme genre som hende: fantasy.

Ligesom Tamir forholdt Bella sig kritisk til høj læsehastighed. Det var bogens indhold, der var vigtigst. Hun sagde: "Hvis man læser bare for at læse, så får man ikke rigtig teksten med. Altså det vigtige i at læse for mig, det er ligesom bogen, hvad der sker i bogen".

Selvom Bella elskede stillelæsning, var hun kritisk overfor læseaktiviteten. Hun klagede over klassekammerater, der småsnakkede og forstyrrede hende, og dermed ikke viste hende respekt. Desuden mente hun, at 15-20 minutter var for kort tid at læse i. Nogle gange smuglæste hun videre i den efterfølgende time, hvis ikke læreren opdagede det.

Fra lystlæser til lystlæsningstiltag

Tamir og Bella er begge gode til at vælge bøger, der appellerer til dem, og de læser for indholdets – ikke for læsehastighedens – skyld. Fra deres perspektiv er det at mestre et bogvalg og have en anvendelsesorienteret forståelse af læsekompetence altså central for læselyst, hvilket kan informere de omtalte læselysttiltag.

Tamir finder sine bøger selv og iværksætter egen læsetræning. Bella modtager bogtips, diskuterer det læste og kritiserer stillelæsning. Begge elever taler om at gå ind i deres eget rum, når de læser. I mange læselyststimulerende tiltag fremhæves møder mellem læsere som et vigtigt greb til læselyst. De to elever viser, at det at trække sig fra omverden er vigtigt, at læsere er forskellige, og at der er forskellige relationer læsere imellem. Fra deres perspektiv må møderne afspejle dette, hvis de skal tiltale lystlæsere.

Det er vigtigt, at vi får øjnene op for lystlæserne. Hvis vi alene fokuserer på dalende læselyst og tiltag, der skal give eleverne læselysten tilbage, risikerer vi at overse lystlæsernes viden og behov.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk