Porcelænspigen: Den er "fuldkommen fantastisk"

Når man læser bøger, har man muligheden for at ”se verden med den andens øjne”, som filosoffen Martha Nussbaum har sagt det. I litteraturen kan man læse om andre liv og verdener. 

Hvordan leves livet i Ghana? Hvilke problemer har man som ung i Idaho? Hvordan er det at leve med en psykisk sygdom? Hvordan er det at møde livet, hvis man er introvert og har angst? 

Det kan være svært at forstå, at nogle unge ikke ”bare kan tage sig sammen”.

I Sørens Jessens graphic novel kan man læse om den introverte og stille porcelænspige. Romanen giver et indblik i, hvor svært det kan være at være ung. Det er ikke nemt at være ”Spirrevippen”, ”Glastøsen” eller ”Porcelænspigen”, når man er datter af en robust murer og en solidt bygget mor på mere end 100 kilo.

Rammer målgruppen

Søren Jessen er årgang 1963, han har tegnet siden han efter sin studentereksamen skulle ”i gang med noget”. Han blev tegneserietegner, fik et oliemaleri med på Kunstnernes Sommerudstilling og udgav i 1990 sin første børnebog 'Dino rejser til byen'. Han har tegnet lige siden og efterhånden også skrevet mange bøger, herunder billedbøger, graphic novels, børnebøger og ungdomsbøger. 

'Liv på spil' og 'Alt på spil' er ungdomsbøger af Søren Jessen, der er blevet læst af mange elever i folkeskolen. I begge bøger får hovedpersonerne fingrene i et computerspil, som kontrollerer det virkelige liv. Her rammer Søren Jessen - som altid - en målgruppe, der kan se sig selv i romanens personer og miljø. Han har skrevet om klimakatastrofer, om flygtninge og han har en hang til Kafkas sære verden. 

Altid bagerst

I ”Porcelænspigen” gør han det, han mestrer så aldeles fremragende: Han skriver og tegner i én og samme arbejdsgang. Porcelænspigen tager med sin klasse til Rom. Når de er på tur, går hun altid bagerst. Så kan hun overskue resten af gruppen, der er ingen, der kan gå bag hende. Hun ser, hvordan de andre slentrer afsted, mens de skubber, pjatter og dasker til hinanden. Og mørkkrøllede Patrick slentrer også afsted i sin daskende og pjattende stil. De kommer hen til Colosseum, og her bliver de alle blæst bagover af dens storhed, og der går et historisk vingesus gennem dem, alt imens læreren taler og taler.

Senere på dagen går porcelænspigen alene gennem Rom. De andre følges altid ad to og to eller i faste grupper. Pludselig er hun faret vild, men heldigvis finder hun tilbage til kendte steder. Og her støder hun på Patrick. De går sammen tilbage til Colosseum. Her er en fin illustration, hvor pigen står hvid og porcelænsskør med blå baggrund. Hun slår ud med armene, og i taleboblerne, i dialogen, mellem Patrick og hende står der:

”Hvad laver du?” 

”Øver mig”

”I hvad?”

”I for helvede at slå lidt ud med armene”

Porcelænspigen prøver at slå ud med armene. Måske skal hun fortsat anstrenge sig hver eneste dag for at holde sammen på sig selv, men hun har fået knæk i den ydre porcelænsskal.

Så nemt er det ikke i virkeligheden for introverte unge med social angst eller andre psykiske udfordringer. Alt kan ikke løses ved en tur til Roms ruiner eller gennem mødet med en sød og ukompliceret dreng. Men bogen giver et fint billede af, hvordan verden er, når man ser den fra et andet perspektiv.

På den sidste illustration står der: ”Fuldkommen fantastisk”. Det er en kommentar fra porcelænspigen, hvis ydre skal er knækket og nu ligger i ruiner, ligesom Roms mange ruiner. Det kunne også være min kommentar til Søren Jessens graphic novel: Fuldkommen fantastisk, at man kan tegne og skrive så sammenhængende.