Læsehad: Et overfladisk kampagneord

Dagbladet Politiken har for tiden en kampagne kørende. Den har som samlebegreb "LÆSEHAD". Og derved stempler ”organet for den højeste oplysning”, som Politiken kalder sig, ind i den kamp om opmærksomhed, som boulevardpressen dyrker, når de skriver, at et hold, der vinder 2-0 smadrer modstanderen.

Der er grund til at grave ned under hadet, hvis vi skal finde veje til børns læsning.

For det første udspringer det såkaldte had i at skulle være tvunget til at sidde og læse i 20 minutter hver dag. Og dette adskiller sig ikke afgørende fra uforståelige lektier, der avler skoletræthed.

Pointen i det oprindelige svenske En kvart om dagen, som blandt andet blev udgivet på dansk af foreningen Skole & Samfund, er, at forældre og børn er sammen om læsningen. Forældrene læser op for børnene, indtil de er klar til at overtage dele af eller hele oplæsningen, og sidenhen selvlæsningen. Men det er først og fremmest et samvær omkring bogen med oplæsning og samtale.

Tvangen derimod er fint i familie med den kontraktfilosofi, som ikke mindst læringsmålstyringen cementerede i skolen.

Men hvorfor skal alle børn lære at læse på samme tid og tidligt, kunne man spørge sig, også dem for hvem læsning er belastende? Tænk på de mange voksne, også blandt dem, der arbejder professionelt med sprog og formidling, som beretter om, at de først blev læsere sent i skoletiden.

Nogle knækker koden andre knækker halsen

Argumentet for tidlig læseindlæring er, at det gavner eleven i alle fag. Ja, men er dette argument reelt, eller er det et udslag af, at skolen er blevet ekstremt boglig.

Vi skal tilpasse skolen til eleverne og ikke omvendt, udtalte tidligere formand for skolelederne Claus Hjortdal.

De fleste elever kan lide at knække koden, men behøver vi at kræve det af dem, der knækker halsen?

For det andet er forældrene og andre voksne omkring børns læsning gledet ud af ovennævnte filosofi. Læsepædagogen Mogens Jansen beklagede for mange år siden, at børnene mangler rollemodeller, når vi taler om læsning. Alle siger, at det er vigtigt at læse, men børnene ser ingen voksne gøre det.

I skolen kan lærerne understøtte et sådant læsesamvær ved at læse faglige og skønlitterære tekster op, der udfordrer elevernes læseniveau. Det fremmer fællesskabet og oplevelsen af, at bogstaverne kan aftvinges hemmeligheder, det er værd at komme efter.

En udveksling af oplæsningens herligheder kunne være en givtig tråd på skolens svar på Facebook – Aula, også i et forsøg på at lave positive knuder på curlingforældres tråde.

For det tredje er det nødvendigt at få ejerskab til formidlingen af læsestof. Med dekonstruktionen af skolebiblioteket, centraliserede indkøbsordninger og afskaffelse af skolebibliotekaruddannelsen er grundstenene lagt til en Via Dolorosa for læsningen af bøger.

Bøger og læsestof skal formidles, så eleverne bliver ægget på nysgerrigheden. Og eftersom eleverne er forskellige, skal udbuddet være alsidigt. Og eftersom formidling af et alsidigt udbud kræver belæsthed, burde hver eneste skole give en særligt interesseret lærer mindst 100 timer årligt til læsning og formidling.

For det fjerde må skærmene ud af skolen – i hvert fald i indskolingen og på mellemtrinnet. Læsning på nettet degenererer vores hjerne, så den bliver koncentrations- og hukommelseshæmmet. Og det rammer os alle.

Den amerikanske hjerne- og læseforsker Maryanne Wolf har selv oplevet af at skulle generobre læseevnen, og hun siger i Politiken (8. februar 2025) om skærmlæsning: ” Indtil 10-12-års alderen bør børn ikke læse på skærme... De skal træne deres læsning på papir, så de lærer at fordybe sig og læse langsomt, læse lange tekster og holde fokus selv i svære tekster.”

Og vi må spørge os selv, om prøverne i hurtiglæsning fremmer en overfladiskhed, som hæmmer den frugtbare dybdelæsning og alene er til gavn for den effektive og overfladiske informationssøgning.

Marianne Wolfs bud er i hver fald: Ud med skærmlæsningen i de første skoleår. Og jeg vil gerne tilføje: lav en læs op og læs langsomt-kampagne.

Og den fjerde indfaldsvinkel om digitaliseringens hjernespolerende effekt er måske det væsentligste, der er set under Politikens Læsehad-kampagne.

Men kampagnebegreber har det med at bide sig fast og stigmatisere dem, det handler om. Derfor skal vi forsøge at se bag om hadeordet og pege på forhold, vi kan gøre noget ved.