Mens jeg læste Yahya Hassans selvbetitlede digtsamling, måtte jeg flere gange dække øjnene med hænderne og skånelæse videre mellem et par forsigtigt spredte fingre. Jeg kunne næsten ikke bære dem, de der STORE BOGSTAVER. Bogstaver, der påtrængende og provokerende, men også meget poetisk fortæller forfatterens barske historie fuld af svigt, håbløshed, kriminalitet og vold.

Gennem de 76 digte af varierende længde rulles den unge danske digters egen livshistorie  ud - fra lille modtagelig dreng i Aarhus V til ung kynisk mand på Forfatterskolen. Beretningen er grum og uafrystelig, og visheden om, at digtene er forfatterens 1:1-oplevelse af egen barn- og ungdom, gør dem bestemt ikke mindre smertelige.

Undervejs flettes den personlige beretning sammen med den palæstinensiske familiehistorie og en beskrivelse af et ghettomiljø, hvor social armod, normløshed og religiøse dogmer går hånd i hånd. Med den voldelige (anti)værdibærende far i centrum fremstilles omgivelserne som blottet for overskud og empati, men med hykleriet som fast medspiller. Kritikken af både forældregenerationen, miljøet og (fortolkningen af) islam er hvas.

Det er på mange måder en ny stemme, vi hører her. Det vidner debatten og virakken i hælene på digtudgivelsen også om. Men en barsk barndom og en indvandrerbaggrund kan ikke alene fremmane den opmærksomhed og succes, som Yahya Hassan har fået. Det er de litterære kvaliteter, der har bragt den kun 18-årige forfatter til en velfortjent top på bestsellerlisterne med et for en digtsamling helt uhørt oplagstal på (indtil videre) 42.000 eksemplarer. Det sproglige udtryk er lige så nyt og stærkt som indholdet. Langt de fleste af digtene er konkret og ligefremt fortalt, og elever i de ældste klasser vil formentlig opleve dem som sprogligt lettilgængelige.

Især samlingens første (og bedste) halvdel har en prosaisk episodisk karakter, så flere af dem næsten tangerer socialrealistisk knækprosa - men også kun næsten. For stilen er stærk, og ordvalget kan mere end beskrive et handlingsforløb. Smag for eksmpel på lyden i bogens indledende vers fra digtet "BARNDOM":

FEM BØRN PÅ RÆKKE OG EN FAR MED EN KØLLE
FLERGRÆDERI OG EN PØL AF PIS

Pyh ... så er vi ligesom i gang, ikke?
Og mærk så de første vers i digtet "PLASTIKBLOMST":

I DEN LEJLIGHED JEG BRÆNDTE NED
SPISTE VI ALTID PÅ GULVET

Så meget historie med så få ord! Så nej - dansklæreren behøver ikke at være bekymret for sin litteraturundervisning; der er nok af (bogstavs-)rim og rytmer, nyopfundne ord, fortættede handlingsforløb og masser af andre analyseelementer at kaste sig over i en lyrikfortælling, som ellers nemt kunne finde plads på samfundsfagslærerens personlige kanonliste.

Men skal Yahya Hassan overhovedet læses i skolen?
At du selv skal læse digtsamlingen som lærer/pædagog i særdeleshed og som menneske i almindelighed, kan jeg kun anbefale på det varmeste. Men skal elever i 9.-10. klasse også læse den? Jeg har været i tvivl, for det er følsomt stof på mange niveauer. Men netop derfor er jeg endt med at anbefale et VERSALT JA:
YAHYA HASSAN SKAL LÆSES I SKOLEN.

Jeg håber, at digtsamlingen naturligt finder sin primære plads i litteraturundervisningen (i øvrigt oplagt at skæve til Michael Strunges forfatterskab og til Rudolf Broby-Johansens digtsamling "Blod" fra 1922 ved samme lejlighed). Selvfølgelig må digtene også gerne skabe integrations- og religionsdebat i klasseværelserne, det kan næppe undgås, men jeg tænker alligevel, at Yahya Hassan i pædagogisk sammenhæng skal bruges med omhu, med ekstra omtanke og med bevidsthed om valg af vinkel. Forståelse for elevgruppen og forberedelse på reaktioner og store følelser er nødvendigt her. Mere end ellers.

Frygten er selvfølgelig, at digtene dels reduceres til debatindlæg, dels bruges på fremmedfjendtlig vis, og man skal huske, at Yahya Hassan er digter og ikke debattør; hans tekster er ikke skrevet som politiske statements. Men på den anden side - som han selv siger: "Folk kan bruge mine digte, som de har lyst".

BRUG DEM!