Debat

Debat: En hyldest til vores små læremestre!

Offentliggjort

Hun havde en brunternet nederdel på, brune praktiske snøresko, krøllet kort hår, en gigantisk brille med røgfarvet glas, ål i strømperne og hed Birte.

Jeg husker hende tydeligt selvom det er 46 år siden, jeg så hende. Jeg skød hende dengang til at være lige omkring 152 år gammel. I virkeligheden har hun måske været i 30’erne.

Jeg var 5,7 år gammel. Sådan et vinterbarn, hvor det blev overvejet hvorvidt det nu var ’skolemodent’. Året var 1976 og børnehaven mente bestemt, at jeg var ’skolemoden’.

Så jeg startede i skole. Jeg var umiddelbart ikke dresseret til at sidde musestille på en stol. Og jeg var slet ikke ’skolemoden’ eller parat til ikke at bidrage i undervisningen, når nu jeg havde så utrolig meget på hjerte, som jeg gerne ville berige fællesskabet med. Og når nu det hele blev lidt for kedeligt, ville jeg da gerne være med til at gøre undervisningen både levende og varieret.

Men den slags kompetencer var ikke efterspurgt af Birte, som jeg husker havde et stramt drag om munden og store sorte rynkede bryn, når hun kiggede på mig og forgæves forsøgte at få mig til at lade være med at bidrage og råbe frække ord ud i klassen. Nogle gange prøvede hun at tysse på mig. Andre gange råbte hun. Men ingen af delene hjalp.

Jeg tror faktisk ikke helt jeg forstod det, for de andre i klassen syntes det var sjovt og vi grinede alle sammen.

Så jeg endte hos skolepsykologen. Jeg skulle testes og have en ’skolemodenhedsprøve’ som det hed dengang.

Det var en sensommereftermiddag og jeg havde fået nye røde træsko. De var så flotte og jeg havde svært ved at tage blikket fra dem, mens jeg ihærdigt prøvede at koncentrere mig om de opgaver, jeg blevet stillet hos skolepsykologen.

Alle, der har været 5,7 år og har fået nye røde træsko VED, at det er umuligt at koncentrere sig om opgaver i den situation.

Havde det været i dag, var jeg med største sandsynlighed blevet et lille menneske i en lang kø til udredning i børne- og ungepsykiatrien.

Svaret kom. Jeg havde scoret et point for lidt til at kunne fortsætte i børnehaveklassen.

Jeg har i mit arbejdsliv som både børnehaveklasseleder og pædagogisk konsulent i PPR regi mødt mange af de børn, hvis kompetencer ikke umiddelbart er efterspurgt i folkeskolens ramme.

Jeg har mødt mange børn, hvor interessen for, hvad det mon er, der er på spil hos dem, har været fraværende. Ikke fordi de fagprofessionelle omkring dem ikke har villet dem det bedste, men fordi rammebetingelserne de skal bedrive undervisning og pædagogik indenfor, er blevet så syg, som den er. Men det er en anden og meget lang og forstemmende samtale. Den tager vi en anden gang.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Jeg har siddet til et utal af overleveringsmøder fra børnehaver med grædende forældre, og pædagoger der fortæller om udadreagerende børn, der stak af, når de ville tale med eller råbe til dem, at de altså ikke måtte slå. Egentlig en ganske udmærket mestringsstrategi at løbe væk når nogen står og råber ad en, og vedkommende er mindst en meter højere. Den benyttede jeg mig også af i 1976.

Jeg har efterfølgende mødt de samme børn fra overleveringsmøder, i skolen og slet ikke kunnet genkende den beskrevne adfærd.

Jeg har mødt et utal af fagprofessionelle, der på baggrund af erfaringer med bestemte børn, har haft negative forventninger til deres adfærd. Og børn er fremragende læremestre.

Men vi skal vende blikket fra at kigge ‘på’ dem til at kigge ‘fra’ dem.

De vil gerne indfri vores forventninger. De gør faktisk alt hvad de kan for at leve op til dem. Jeg gjorde også alt hvad jeg kunne for at leve op til Birtes forventning. Men lige meget hvor flittigt jeg lod mine spontane initiativer få frit løb, lige lidt hjalp det.

Jeg har mødt mange læremestre i skoleregi i mange år. Læremestre med lidt kortere ben en vores, med nysgerrighed og masser af initiativer og videbegærlighed. Og med de allerbedste intentioner.

Og de små læremestre er heldigvis insisterende. Jo mindre vi ser dem, forstår deres intentioner og jo mere vi slår os på dem, jo højere larmer de. De giver os med andre ord så mange muligheder for at blive klogere i vores pædagogiske praksis.

Vi skal bare øve os i at være nysgerrige på deres perspektiver.

Ingen børn sidder derhjemme om morgenen over morgenmaden og udtænker en plan for, hvordan de kan gøre livet allermest surt for deres lærere.

I dag kan jeg se hvilken læremester, Birte var for mig og mine møder med små mennesker senere i livet.

De små mennesker, vi slår os mest på, kan være vores største læremestre.

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.