Vi kommer meget længere, når vi kan bruge forskernes store datamængde i matematikundervisningen, siger matematikvejleder Marie Louise Brükerfoto: Helle Lauritsen
Få forskerdata til matematik- og naturfagsundervisningen på nyt site
På forskerdata.dk finder du gratis fire undervisningsforløb med data til beregninger om landsvalers vægt, svirrefluers forekomst, brændenælders vækstforhold og vejbreds kemiske forsvar. Med data i regneark og mulighed for grafisk fremstilling.
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Normalt når vi arbejder med statistik i folkeskolen, bliver det noget med elevers skostørrelser eller højde, og det betyder, at vi har et meget lille materiale at arbejde med, men med forskerdata er det muligt at arbejde med de data, som forskere har skaffet gennem en årrække. Det er simpelt hen ægte data at arbejde med i matematikundervisningen", siger lærer og matematikvejleder Marie Louise Brücker fra Vadgård Skole i Gladsaxe.
Annonce:
Det er Statens Naturhistoriske Museum og Københavns Universitet, der står bag forskerdata.dk. Sitet indeholder gratis forløb og opgaver til mellemtrin og udskoling.
Det er muligt blandt andet at undersøge landsvalernes vægt over en årrække, se på om klimaforandringer har betydning for deres trækmønstre og hvor mange æg de lægger.
"Eleverne får adgang til et stort datamateriale, og de er nødt til at behandle data i excel for at finde ud af, hvor de mindste fugle bor og hvor deres unger senere er fundet. Og det fede ved det er, at læreren ikke har svaret", siger Marie Louise Brücker, der har arbejdet med materialerne om landsvalen og om vejbred.
"Jeg har samarbejdet med en naturfagslærer, der vidste noget om vejbred, og jeg stod så for det matematikfaglige. Der er lærermateriale, intro om det udstyr man skal bruge, hvad man som lærer skal forberede sig på og så er der spørgsmål til eleverne både på mellemtrinnet og i udskolingen".
Annonce:
Statistik og biodiversitet
Marie Rathcke Lillemark er cand. scient og projektleder på forskerdata.dk.
"Forskerne står som garanter for fagligheden, og de har været med til at udarbejde spørgsmål. Vi har sørget for, at opgaverne lever op til læreplaner, og der vil være arbejde både indenfor matematikken med statistik og indenfor naturfagene. Man kan tale om biodiversitet, klima og sammenhænge i naturen", siger Marie Rathcke Lillemark.
Forskerdata.dk er åben og kan bruges af lærerne, men der vil løbende ske små justeringer af sitet.
Annonce:
Materialet indeholder også små film fx om landsvalerne.
Marie Louise Brücker fortæller, at hun arbejdede med en klasse på teams om landsvalen, men at eleverne var ude på feltarbejde, da de arbejdede med vejbred.
"Eleverne kommer stadig og taler om projekterne. De kan huske det, fordi der skete noget andet end normalt. Jeg har selv mange spørgsmål, for jeg er ikke naturfagslærer, men det var spændende at arbejde med data. Eleverne fik også produceret nogle flotte plakater med deres arbejder".