Modelfoto: Istock
Tysk lærer skaber debat: "Jeg skammer mig over jeres børn"
Ved et museumsbesøg fik en lærer fra Hamburg nok af en uforskammet 1.-klasse. Hun sendte alle forældrene et advarselsbrev med formaning om bedre opdragelse - og startede dermed en mediestorm om lærerens rolle og forældrenes ansvar.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Der er blevet diskuteret opdragelse og skole i usædvanligt mange tyske hjem i den forgangne juleferie. Anledningen er et brev fra den 46-årige lærer Dagmar Biesterfeldt fra Grundschule Neuland i udkanten af Hamburg. Over fem sider oplistede hun detaljeret en 1.-klasses aggressive og respektløse adfærd på en tur til Hamburgs Kunsthalle op til jul - og sendte efter grundige overvejelse brevet til alle forældrene i klassen.
"Pensler og maleredskaber deles ud - og så begynder slagsmålene. Børnene larmer, og flere skriger deres sidemand lige op i hovedet, at deres billede er åndssvagt (ordet var et andet)", lyder det i brevet, som efter et tip fra forældre i første omgang blev refereret i avisen Hamburger Morgenpost.
Herefter beskrives børnenes "hyppige latrinære udtryk" og deres generelt tvivlsomme opførsel med konklusionen: "Jeg skammer mig over jeres børn (...). Børnene reagerer kort og godt ikke mere på "normale" henvisninger og ytringer - uanset hvem de kommer fra".
Børnene mangler the basics
På brevets sidste sider erklærer læreren derfor ikke bare, at hun i fremtiden vil arbejde hårdt med elevernes værdisæt og sociale kompetencer, som de mangler i bagagen hjemmefra. Hun giver ligeledes konkrete råd til forældrenes opdragelse:
"Køb ikke bare nye ting med det samme, når et eller andet er blevet væk. Dit barn må lære, at der findes konsekvenser - at det fx må drikke vandet direkte fra hanen, indtil drikkedunken igen er fundet".
Om disciplin og opdragelse tilføjer hun: "Nu tænker I sikkert: Det er sjovt nok dit job. Forkert: Mit job er at sørge for, at børnene lærer noget. Men børnene mangler the basics for at komme dertil".
Video: Klap og ring dig til ro i klassen
Ifølge Hamburger Morgenpost var nogle forældre i klassen forargede over, at læreren kræver respekt i en så respektløs tone, og nogle mener angiveligt, at hun med fejlslagen pædagogik og manglende gennemslagskraft selv bærer ansvaret for den manglende disciplin. Dette er dog ikke den generelle holdning, hverken blandt forældrene eller blandt de mere end 500 stærke holdningstilkendegivelser, som den første artikel om brevet fremprovokerede.
Efter at historien landede i tysklandsdækkende medier som "Stern" og "Welt", har tusindvis af læserkommentarer ligeledes overvejende udtrykt opbakning til lærerens opsang.
Rammer en nerve i tiden
I mellemtiden er lærerens brev nået langt ud over Tysklands grænser, fortæller Jutta Ramin, der er konstitueret formand i lærerforbundet Deutscher Lehrerverband Hamburg.
"Selv i Asien har det fået opmærksomhed - det rammer tilsyneladende en nerve i tiden. Som lærer kan jeg kun nikke genkendende til tendensen til flere konflikter, og jeg forstår udmærket, at selv erfarne kolleger når deres grænser," siger Jutta Ramin til folkeskolen.dk
"Personligt ville jeg nok ikke have valgt den form, men det er i mine øjne en legitim måde at henvende sig til forældrene på. Desuden er det bedre at lade frustrationen komme ud end at brænde sammen over den", mener Jutta Ramin fra det hamburgske lærerforbund.
Hun beklager samtidig, at lærerne i stadig højere grad udsættes for konfrontation frem for samarbejde med hjemmet.
"Brevet og diskussionen viser, at problemet ikke har sit oprindelige udspring i skolen, men at problemet først og fremmest udspiller sig her".
Læs mere
Uddrag af brevet på mopo.de