Forskerklumme: ”Jeg tror man lærer bedst, når man har noget i hænderne”

Litteraturdidaktisk forskning har undersøgt, hvordan forskellige afsæt for litteratursamtaler, læsemåder og læremidler virker ind på relationen mellem elev og tekst. Men vi ved meget lidt om, hvordan materialer, ting og teknologier former elevers litteraturfortolkninger, og hvordan vi kan bruge det didaktisk.

I foråret 2022 fulgte jeg en 5.klasses arbejde med H.C. Andersens eventyr, ”De vilde svaner” i et forskningsprojekt om kunstbaseret undervisning. Klassens dansklærer havde en bred erfaring med kunstbaseret undervisning, som hun spidsformulerede i udsagnet: ”Jeg tror man lærer bedst, når man har noget i hænderne”.

Arbejdet med eventyret var tilrettelagt som en værklæsning, hvor eleverne gennem forløbet lavede forskellige kunstbaserede produktioner. Indledningsvist arbejdede de med velkendte fagbegreber til litteraturanalyse. Opgaven bestod i at skrive et haikudigt over ’handlingsbroens’ struktur: hjemme – ude – hjem eller arbejde med personkarakteristik med det benspænd, at digtet skulle indeholde tre ting: tal, dyr og en person. Haikudigtene skulle illustreres med et japansk notanklip, hvor former og figurer klippet i et papstykke bøjes hen over en spejlingsakse og placeres på et andet papstykke med en kontrasterende farve.

Æstetisk erfaring med fagbegreber

Danskfagets litteraturundervisning er ofte orienteret mod analyse med fagbegreber – i hvert fald har den tilgang været dominerende i danskfagets læremidler. Det lægger op til, at eleverne skal anvende begreberne klassificerende, dvs. til at bestemme tekstens genre, forløb og tema fx i arbejdet med eventyr. Men det behøver ikke være sådan, og det er heller ikke nødvendigvis den mest engagerende måde at arbejde med litteratur på.

I min forskning er jeg inspireret af Amos Comenius, der udviklede sine tanker om didaktik i 1600-tallet. Et af Comenius hovedværker, læremidlet Orbis pictus, bygger på ideen om, at elever skal have en sanselig erfaring med verdens fænomener, helst konkret, næstbedst i form af (anskuelses)billeder for dernæst at udvikle abstrakte, begrebslige forståelse af dem. Kunstbaseret undervisning er ikke identisk med Comenius didaktiske grundsyn, men de deler ideen om, at undervisning der funderes i sanseerfaring giver eleverne bedre muligheder for at undersøge og forstå verden med abstrakte begreber, end hvis rækkefølgen vendes om. At få øje på, hvad ting, materialer og teknologier gør i elevers fortolkninger, kan understøtte en litteraturdidaktik, der bygger på denne tankegang.

Engageret litteraturarbejde

Efter forskningsprojektet i 5. klasse, kan jeg ikke afgøre, om ”man lærer bedst, når man har noget i hænderne” på et forskningsmæssigt grundlag, for studiet gik ikke ud på at sammenligne kunstbaseret undervisning med andre undervisningsformer. Men mine fund viser, at elevernes kunstbaserede fortolkninger forandrede den måde, de arbejdede med de litteraturfaglige begreber på. Gennem opgavens rammer og benspænd fik eleverne mulighed for at undersøge handlingsbroen og eventyrets kontrasterende karakterer i intra-aktion med haikuformen, notanklippet, pappet, saksen osv. og at udfolde deres fortolkning af eventyret i deres digt-klip-verdens tid og rum. Med den kunstbaserede opgave, som læreren stillede, engagerede de sig i at lave en eventyrfortolkning i et samspil med de valgte materialer og teknologier, som guidede og materialiserede deres undersøgelse af de forståelser og tankegange fagbegreberne bygger på. Det gav eleverne et alternativ til at bruge fagbegreberne klassificerende.

Indlægget er en forkortet version af forskerklummen ”Jeg tror man lærer bedst, når man har noget i hænderne” der er publiceret hos Nationalt Videncenter for Læsning. Du kan læse den fulde udgave her.