Billedkunst og musik er ikke de to fag, der oftest bliver udgivet fællesmaterialer til. 

Men spørgsmålet om, hvordan de to fag hænger sammen, får tegner Carl Quist-Møller til at stoppe op og lave et af de finurlige ansigtsudtryk, som børn og voksne har smilet af de seneste 25 år, når han fortæller løgnehistorier.

”Jamen, det er jo som at trække vejret og skide”, siger han. 

Så smiler han og giver en mere saglig forklaring. ”For mig hænger musik og billedkunst uløseligt sammen. Jeg er jo vokset op i det med en far, der var både tegner og musiker". 

Sådan er det med Carl Quist-Møller. 

Han er både det store legebarn, som kan mærke 700 børn på en gang og fange hver og en med sine trommer og sin krops- og tegnekomik, når han fortæller de vildeste løgnehistorier. 

Men han er også den superprofessionelle tegner og musiker, som har skrevet et væld af bøger, modtaget Dansklærerforeningens forfatterpris, indspillet seks plader med kompleks tangomusik i Tangoorkesteret, og som lige så flydende som tegnestregen kan sætte ord på, hvorfor hans to erhverv er så vigtige - særligt i folkeskolen.

Det skal vi høre mere om, men først skal vi høre om hans aktuelle projekt med Aarhus Jazz Orchestra - filmene om Bi Bob the Bee.

Jazz skal ikke forklares

Bi Bob the Bee opstod som en karakter i en af de løgnehistorier, som Carl Quist-Møller fandt på til 'Fjernsyn for dig' tilbage i 1996. 

"Jeg kunne hverken læse eller skrive eller regne, da jeg kom ud af skolen. For jeg havde gået på fem forskelige skoler, og mine forældre havde givet mig alt muligt andet fantastisk, som jeg lever af i dag, men skolen havde de ikke bekymret sig om. Når man ikke kan stave, giver det mening, at Bebob er en bi, og sådan blev han til", fortæller han. 

Dengang fik bien ikke en stor rolle, men han er summet videre gennem Carl Quist-Møllers dans med folkeskolen. 

Lærer: Det fedeste at arbejde med billedfortællinger på tværs af musik og billedkunst

I 1999 kom bogen Løgnehistorier, som Dansklærerforeningen gav ham Forfatterprisen for og derefter trykte en af hans historier om BeeBob i medlemsbladet og bestilte en CD med tre historier, som foreningen kunne sende som gave til alle medlemmer. Og i 2016 kom bien med i en radiofortælling, som blev til syv småvideofortællinger og i 2020 under coronanedlukningerne fik han så en hovedrolle i projektet Jazzbio. 

Her skabte Carl Quist-Møller sammen med Aarhus Jazz Orchestre et univers rundt om de syv små film med tegnetricks og indføring i musikdramatiske virkemidler og instrumentpræsentationer, som forældre og lærere kunne bruge til at lære børn at tegne og høre jazz. 

"Jazz skal ikke forklares, jazz skal høres, opleves og føles første gang. Får børnene en god musikalsk oplevelse, vækker det nysgerrighed, og så er det meget nemmere at fylde musikalsk viden ind dem", forklarer han. 

Jazzbio blev en succes med over 200.000 visninger og masser af børn og lærere, der sendte tegninger og videoer ind. Nu har A. P. Møller Fonden givet én million til, at Carl Quist-Møller og Aarhus Jazz Orchestra kan lave syv nye tegnede film. Og denne gang skal der udarbejdes lærervejledning med konkrete ideer til aktiviteter i dansk, musik og billedkunst i indskolingen, sanghæfte med noder og tekster og en musikudgivelse med alle sangene. 

"Når jeg har kunnet lave nye ting med Bi Bob, så er det, fordi jeg har kunnet beholde rettighederne hele vejen igennem. Sådan noget får man ikke lov til i dag. Men sådan var det dengang i DR og med Dansklærerforeningen, og det betyder meget for et kreativt projekt", fortæller han. 

De nye film er en kærlighedshistorie om Bi Bob og prinsesse Bibi, som bliver reinkarnerede som forskellige insekter. Og undervejs møder de en række af jazzens store legender.

"Jeg skal først og fremmest levere en historie, som er så dragende og sjov, at den kan holde børnene fast i forløbet. Hvert kapitel skal have sin egen lille historie og samtidig præsentere børnene for antydningen af en jazzlegende. Ved siden af bliver der så lavet undervisningsmaterialer, som afslører, hvem legenden er, og hvad hun eller han har sunget og spillet og betydet". 

Det er vigtigt for ham, at det ikke er tegnefilm, men tegnede film. En million kroner lyder af meget, men rækker ikke til at lave tegnefilm. 

"Men det handler også om, at det er vigtigt, at børnene ser hånden, der tegner. Det, der inspirerer børn, det er at se blyant og papir. Det er det, de selv har til at udtrykke deres visuelle ideer". 

Svært ved at vælge mellem tegning og trommer

At projektet kan bruges på tværs af musik og billedkunst, finder han som sagt ikke underligt, for selv havde han utroligt svært ved at vælge mellem musikken og billedkunsten.

"Jeg spillede trommer i min fars band Bazar fra jeg var 9 til jeg var 16, hvor jeg endte med at stå på den næststørste scene på Roskilde Festival. Der var altid dygtige musikere hjemme, man kunne jamme med". 

Samtidig tegnede han som alle andre børn, men med den forskel, at hans far, Flemming Quist-Møller, levede af at tegne. 

"Min far har fortalt historien om, hvordan han fandt på Cykelmyggen Egon, fordi jeg som tre-årig var blevet stukket af en myg. Min far skovlede mig op på højre knæ og tegnede videre med venstre. For at få mig til at falde til ro, tegnede han myggen og myggestikket, og da det ikke hjalp, tegnede han hjul på myggen. Så grinede jeg, og dér vidste han, at han havde fat i noget". 

Da Carl selv kom og sagde, at han ville være tegner, fik han at vide, at så skulle han virkelig også gøre sig umage. 

"Så jeg fik partoutkort til Zoologisk Have og sad der og tegnede dyrene i al slags vejr. Bagefter gik jeg til alle de dygtige tegnere, vi kendte og bad dem bedømme mine tegninger". 

Resultatet er blevet, at han har tegnet og spillet musik hele vejen igennem, og glæden for begge kunstarter giver han meget gerne videre til elever og lærere i folkeskolen. 

Vi har brug for billedkunst

Gennem sine utallige skolekoncerter og tegnebesøg har han mødt et utal af lærere. 

"Jeg føler et slægtskab med folkeskolelærere. Forskellen er bare, at jeg fortæller den samme løgnehistorie for nye børn, hver gang jeg kommer ud, og jeg skal fange 700 børn i en time. En lærer skal præsentere nyt materiale for de samme børn, og de skal gøre det i 6-7 timer hver dag". 

Carl Quist-Møller mener, at billedkunst og musik er to meget vigtige fag i folkeskolen.

 "Vi lever i en mere og mere visuel verden, og det vi ser, det husker vi og tror, det er sandhed. Der er meget justits med de ord, der bliver sagt, men ikke ret meget med de billeder, der bliver vist, og vi underviser ikke ret meget i det visuelle. Så vi famler os igennem den visuelle fortælling og kan let blive manipuleret med. Man kan beskrive en hel roman i et billede, og netop derfor er billedkunst så vigtigt et fag", siger han.

Han mener derfor, at den analyserende del af faget er vigtig, men det betyder på ingen måde, at der ikke skal være fokus på fagets praktiske, håndværksmæssige side. 

"Det betyder ikke, at barnet bare skal overlades til at gøre, hvad de har lyst til. Det er vigtigt at have en billedkunstlærere, som kan tegne og male og har en holdning til det, de gør. Når jeg laver kurser i billedkunst med klasser, så tegner jeg med, og jeg har regler for, hvad der skal ske". 

Musik skaber motorveje

På samme måde mener han, at musikfaget har en meget vigtig plads i skolen som måske det fag, hvor man i allerhøjeste grad kan arbejde med følelser og styrke de sociale kompetencer.    

"Hvis du spiller improvisationsmusik, så er din hjerne en eksplosion. Det er der ikke ret meget andet, der kan. Musik skaber motorveje mellem hjernedelene, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at det måske er det, der gør, at jeg oplever, at musikere ofte er gode til at se alting fra et andet synspunkt". 

Samtidig træner man sin ja-hat, når man spiller musik sammen, for det kan man ikke gennemføre, hvis man holder fast i at være uvenner. 

"Vi kommer til at mangle musikere i fremtiden, og lige nu ser jeg næsten kun Steinerskoler, der virkelig prioriterer musikfaget". 

"Jeg håber, at vi kan hjælpe lidt med vores videoer til at få nogle børn til at stille spørgsmål til musikken, og måske endda selv få lyst til at spille. Og hvis vi er rigtigt heldige, kan vi også lokke nogle musiklærere tilbage til folkeskolen. For skal vi virkelig inspirere børnene, så kræver det fantastiske musiklærere og skoler, der prioriterer musik".