Prisnomineret projekt: Leg kan få eleverne til at tale mere tysk, siger Louise og Anne Sophie

I ti år har der stået i folkeskoleloven, at ”undervisningstiden skal tilrettelægges, så eleverne får motion og bevægelse i gennemsnitligt 45 minutter om dagen”. Men en undersøgelse viser, at kun 36 procent af udskolingseleverne oplever at have motion integreret i undervisningen to gange eller mere om ugen, skriver Anne Sophine Hougaard Jensen og Louise Leth Jensen i deres professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen i Silkeborg ved Via University College.

Men bevægelse kan ”indtænkes som et didaktisk værktøj, der bidrager til det faglige indhold”, og bevægelsesaktiviteter kan inddrages på forskellig vis, blandt andet gennem æstetiske læreprocesser og forskellige lege, mener de. I projektet undersøger de derfor, hvordan man ved hjælp af en legende tilgang kan tilrettelægge tyskundervisning i 7. klasse, som både kan styrke elevernes mundtlighed og øge deres aktive deltagelse.

Legehjulet – et didaktisk værktøj

I projektet beskriver Louise Leth og Anne Sophie Hougaard seks forskellige legetyper: fantasi-, sanse-, bevægelses-, rolle-, konstruktions- og konkurrenceleg, og de præsenterer et didaktisk værktøj ”Playwheel”, som kan ”anvendes som inspiration, planlægning og refleksionsværktøj”, når man vil tilrettelægge en legende, kreativ og eksperimenterende undervisning. 

Modellen har forskellige farvede ringe. Den hvide cirkel i midten er undervisningens konkrete mål og indhold. Den røde cirkel er undervisnings-og organisationsformer. Den gule ring er forskellige legetyper. Den grønne cirkel er forslag til legemedier. Den sidste sorte cirkel er forslag til steder, hvor undervisningen udføres.

”Kleidung”

Louise Leth og Anne Sophie Hougaard brugte værktøjet ”Playwheel” i et forløb med fokus på legende aktiviteter i 7. klasse med temaet ”Kleidung”.

I den første lektion havde de fokus på ordforråd og at skabe deltagelsesmuligheder for alle elever. Derfor satte de aktiviteter i gang for eleverne, hvor ”temarelaterede ord blev gentaget flere gange”. Eleverne skulle brainstorme og brugte tavlen, og herefter fulgte en konkurrenceleg med memoryspil,  om tyske ord for beklædningsdele.

Herefter fulgte aktiviteter med ”konstruktionsleg”, ”fantasi- og rolleleg” og ”bevægelsesleg”. I konstruktionslegen ”Meine Person trägt”, skulle eleverne for eksempel tegne og farvelægge en person med beklædning. Opgaven fokuserede på mundtlighed ved, at eleverne parvis på tysk skulle kommunikere, hvordan deres person så ud.

Anne Sophie Hougaard og Louise Leth observerede, at eleverne primært talte tysk gennem opgaven, men dog også vekslede mellem dansk og engelsk, når de manglede ord, så de stadig kunne kommunikere med deres partner.

De gennemførte også et ”modeshow” med klassen, hvor eleverne skulle leve sig ind i roller og kommentere modellernes påklædning på tysk. Dødbold var en anden aktivitet, der gik ud på, at eleverne, hvis de blev ramt af bolden, skulle løbe ud til læreren og sige et ord fra forløbet på tysk. Herefter kunne de komme med ind i legen igen. Legen var primært for at få gentaget og repeteret de temarelaterede ord fra temaet ”Kleidung”.

Grebet af legens univers

Eleverne var positive over den legende tilgang, og Louise Leth Jensen og Anne Sophie Haugaard Jensen observerede, ”at eleverne blev grebet af legens univers og legestemning”. 

I interview med elever om forløbet, fortaltet de, at det især var konkurrencelegene, der fik dem til at snakke tysk. Blandt andet fremhævede de memoryspil og et andet spil, hvor de skulle købe ind, fordi det var lege, ”som stiller krav til, at de udtrykker sig på det tyske sprog for at kunne deltage i legen”.

Eleverne gav også udtryk for, at de indledende aktiviteter med fokus på ordforrådstilegnelse med de temarelaterede ord var ”en afgørende forudsætning for deres muligheder for mundtlighed”. En elev sagde: ”… Man får gentaget mange af de samme ord. Igen og igen og igen… Så tør man sådan svare”.

En anden elev tilføjede: ”Ligesom med vendespillet. Så vender man jo kortet, og så skal man sige, hvad der står på og hvad billedet er. Så får man det sagt, i stedet for bare at tænke det. Og så får man øvet udtalen og alt det der”.