Lidt over en tredjedel af de danske skoleelever bekymrer sig om klimakrisen i sådan en grad, at det påvirker dem i deres hverdag.

Det skriver Politiken på baggrund af en undersøgelse foretaget af Kantar Public for Unicef Danmark og Institut for Menneskerettigheder.

I undersøgelsen er det skoleelever mellem 6. og 10. klasse, der har forholdt sig til deres tanker om klimaforandringerne, og hvordan de påvirker dem.

Cecilia Decara, der er national chef i Unicef Danmark, kalder det tankevækkende, at det kun er lidt under halvdelen af de adspurgte børn, som ikke oplever, at klimabekymringerne går ud over deres hverdag.

- Vi taler om børn i alderen 12-16 år. De burde hellere have tanke på fritidsinteresser, venner, spirende kærlighed og det her med at have et børneliv med masser af nærvær, fremfor at de står og bekymrer sig om fremtiden, siger hun til Ritzau.

Konkret svarer 37 procent af eleverne ja til, at de har tanker og bekymringer om klima og klimaforandringer, der gå ud over deres hverdag.

46 procent af eleverne svarer nej, mens 17 procent svarer, at de ikke ved det.

Lektor ved Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet Maria Bruselius-Jensen fortæller til Politiken, at arbejdet med at bremse klimakrisen og fremme den grønne omstilling fylder mere i både undervisningen og mediebilledet.

- Når børn jævnligt bliver gjort opmærksomme på, at klimaet nærmest ikke kan reddes, så mister de håbet og bliver bange. Dette forstærkes af, at børn og unge ofte tildeles en central rolle og et ansvar for løsninger på klimakrisen, siger hun.

Maria Bruselius-Jensen mener, at det er vigtigt, at børnene gives plads til bekymringerne, men også at de får følelse af, at de selv kan gøre noget for at påvirke klimaforandringerne.

Hun foreslår til Politiken, at man i familien eller i skolen taler med børnene om klimakrisen.

Derudover foreslår hun, at man sætter fokus på at gøre noget sammen, så børnene får en oplevelse af, at de kan være med til at gøre noget ved klimaforandringer i fællesskab.

De appeller gengives af Cecilia Decara.

- Jeg tror, det er utroligt vigtigt, at både skolen, altså de fagprofessionelle, men også andre nære voksne tager børns spørgsmål alvorligt.

- Altså at de oplever, at når de kommer til en voksne med for eksempel bekymringer, at de ikke bare bliver slået hen med, at det skal de ikke bekymre sig for, siger hun.