Bachelorprojekt

Tysk skal være både dannende og fantasidyrkende

Christina Faurskov Christensen er indstillet til Lærerprofession.dk for sit bachelorprojekt om hvordan man ved at give eleverne en anden tilgang til både tyskfaget og undervisningen kan give eleverne nyt mod på faget.

Lektor på læreruddannelsen ved VIA UC i Aarhus  Juljana Gjata Hjorth Jacobsen har indstillet Christina Faurskov Christensen til Lærerprofession.dk for hendes bachelorprojekt med begrundelsen:

"I sit bachelorprojekt sætter Christina fokus på et ømt punkt i den aktuelle diskurs om tyskfaget i folkeskolen, nemlig elevernes manglende mundtlige deltagelse i tyskundervisningen. Hun undersøger sin problemstilling grundigt, både empirisk og teoretisk, og kommer med konkrete bud på, hvordan dramapædagogik kan være med til at omkalfatre denne udfordring ved at bryde med elevernes forestillinger om tyskundervisningen. Eleverne VIL lære tysk, betoner Christina i sin opgave, men de kæmper med et indgroet mismod, som spænder ben for deres læring og mundtlighed. Christina begrunder og viser i sin velskrevet opgave, hvordan en dramapædagogisk tilgang kan skabe grobund for en helhedsorienteret og varieret tyskundervisning, der understøtter elevernes mod på deltagelse i mundtlig kommunikation på tysk og giver dem mulighed for at opleve tysk som et dannende og fantasidyrkende sprogfag."

I sit arbejde med projektet har Christina undersøgt, hvordan tysklæreren gennem en dramapædagogisk tilgang kan give eleverne mod på deltagelse og dermed styrke deres mundtlige kommunikation på tysk.

Hent projektet her:

Dramapædagogik i tyskundervisningen

Gode projekter

Lærerprofession.dk præsenterer og offentliggør de bedste bachelorprojekter fra læreruddannelsen og de bedste pædagogiske diplomprojekter fra skoleområdet.

Et projekt indstilles af eksaminator og censor. Se indstillingsskema og tidsfrist på sitet.

Uafhængige dommere - lærere, skoleledere, skolechefer, undervisere fra læreruddannelsen og forskere -finder hvert år tre projekter, der tildeles priser. Læs om formålet og se dommerkomiteerne på Lærerprofession.dk

Lærerprofession.dk drives i fællesskab af Danske Professionshøjskoler og fagbladet Folkeskolen/Folkeskolen.dk. Projektet støttes af LB Forsikring, Gyldendal Uddannelse, Akademisk Forlag, Hans Reitzels Forlag, Forlaget Klim, Jydsk Emblem Fabrik A/S og Sinatur Hotel & Konference.