Bachelorprojekt
Frokostpausen er også vigtig for elevernes dannelse
Casper Thaarup og Line Ramsing Nielsen er indstillet til Lærerprofession.dk for deres bachelorprojekt om hvordan man ved aktivt at påvirke måden eleverne tilbringer frokostpausen på, både kan øge trivslen hos den enkelte, men også styrke klassens fællesskab.
Lektor på læreruddannelsen ved VIA UC i Aarhus Merete Vial har indstillet Casper Thaarup og Line Ramsing Nielsen til en pris for deres bachelorprojekt med følgende begrundelse:
"Projektet indstilles til prisen for årets bedste bachelor, fordi det er lykkedes Casper og Line at sætte fokus på et rum i folkeskolen, som ikke udnyttes didaktisk i tilstrækkelig grad. Casper og Line bruger deres madkundskabs faglighed til at analysere et rum, frokostpausen, som traditionelt ikke har været didaktisk understøtte i skolen.
Det nyskabende i deres projekt er, at de benytter deres fagfaglighed til at være ressourceperson for kolleger til løfte skolens alment dannende opgave i et rum (frokostpausen), som alle lærere i folkeskolen befinder sig i hver dag. Gennem brug af måltidspædagogik kan der skabes bedre trivsel og fællesskab i klassen.
Derved bidrager projektet på et mere grundlæggende niveau til en kritik af den forståelse at skolen kun er pædagogisk og didaktisk i ”timerne”. I stedet peges helt konkret på at skoledagen som helhed i timer, frikvarter og i dette tilfælde frokostpausen understøtter elevernes læring og dannelse. Dette potentiale bringes på bedste vis i spil i projektet.
Projektets undersøgelsesdesign er mixed methods, da der både anvendes kvalitativ og kvantitativ metode i form af interventioner og interviews. Designet udmærker sig særligt ved den kreativitet og nytænkning, der er lagt for dagen i udviklingen af metoden. Her er det lykkedes Line og Casper at udvikle et design der gør at undersøgelsen fremstår stærkt både i forhold til validitet og reliabilitet.
Endelig formidler Line og Casper deres fund på en struktureret måde, og angiver gode handleanvisninger til bedre udnyttelse af frokostpausen som et didaktisk rum."
I arbejdet med deres projekt har de undersøgt, hvilket potentiale en højere grad af pædagogisk understøttelse af måltidssituationen, frokostpausen, har, med henblik på at fremme trivsel, fællesskab og dannelse?
Hent projektet her:
Frokostpausen i folkeskolen
Gode projekter
Lærerprofession.dk præsenterer og offentliggør de bedste bachelorprojekter fra læreruddannelsen og de bedste pædagogiske diplomprojekter fra skoleområdet.
Et projekt indstilles af eksaminator og censor. Se indstillingsskema og tidsfrist på sitet.
Uafhængige dommere - lærere, skoleledere, skolechefer, undervisere fra læreruddannelsen og forskere -finder hvert år tre projekter, der tildeles priser. Læs om formålet og se dommerkomiteerne på Lærerprofession.dk
Lærerprofession.dk drives i fællesskab af Danske Professionshøjskoler og fagbladet Folkeskolen/Folkeskolen.dk. Projektet støttes af LB Forsikring, Gyldendal Uddannelse, Akademisk Forlag, Hans Reitzels Forlag, Forlaget Klim, Jydsk Emblem Fabrik A/S og Sinatur Hotel & Konference.