Der skal udvikles interkulturel undervisning, der tilgodeser elever med socialkognitive vanskeligheder, så de på lige fod med alle andre understøttes i at kunne indgå i et mangfoldigt, globalt samfund, skriver Joël Pascal Rombach og Sofie Lund.
Prisnomineret: Jöel og Sofie opfordrer engelsklærere til at arbejde med scenariedidaktik i specialklasser
Interkulturel læring, der er bygget op omkring scenarier, har potentiale til træning af socialkognitive færdigheder som en slags funktionel social læring, skriver Jöel Pascal Rombach og Sofie Lund i deres bachelorprojekt.
Specialundervisningen skal følge de samme regler for fag,
timetal, kompetencemål, færdigheds- og vidensmål, afgangsprøver og test, som
den almene undervisning. Samtidig skal elevernes socialpædagogiske udfordringer
tilgodeses.
Som engelsklærer må man derfor tage stilling til, hvordan elever med
socialkognitive vanskeligheder kan udvikle deres sproglige og interkulturelle kompetencer,
så de kan indgå i en verden præget af kulturmøder og det engelske sprog, skriver
Jöel
Pascal Rombach og Sofie Lund i deres bachelorprojekt fra
læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole. Projektet er nomineret som
et ud af ti til Lærerprofessionsprisen for årets bedste bachelorprojekt.
I engelsk skal eleverne blandt andet ”have mulighed for at opbygge og
kvalificere deres viden om verden som forudsætning for at udvikle ansvarlighed
og handlekraft over for verdens mange problemer”. Her kan forestillingsevne,
perspektivtagning og vurdering af strategier være i spil – blandt andet
forestillingen om, hvordan tilværelsen ser ud for andre.
Det kan være udfordrende for alle, men særligt hvis man har socialkognitive
vanskeligheder. Det er derfor vigtigt, at der udvikles interkulturel
undervisning, der tilgodeser elever med socialkognitive vanskeligheder, så de
på lige fod med almenelever understøttes i at kunne indgå i et mangfoldigt,
globalt samfund.
Gode projekter
Lærerprofession.dk præsenterer og offentliggør de bedste bachelorprojekter fra læreruddannelsen og de bedste pædagogiske diplomprojekter fra skoleområdet.
Uafhængige dommere - lærere, skoleledere, skolechefer, undervisere fra læreruddannelsen og forskere -finder hvert år tre projekter, der tildeles priser. Læs om formålet og se dommerkomiteerne på Lærerprofession.dk
Lærerprofession.dk drives i fællesskab af Danske Professionshøjskoler og fagbladet Folkeskolen/Folkeskolen.dk. Projektet støttes af LB Forsikring, Gyldendal Uddannelse, Akademisk Forlag, Hans Reitzels Forlag, Forlaget Klim, Jydsk Emblem Fabrik A/S og Sinatur Hotel & Konference.
Med projektet undersøger Jöel Rombach og Sofie Lund derfor: ”Hvordan kan man
som lærer inkorporere scenariedidaktik i engelskundervisningen i
specialklasser, som en del af elevernes læring og udvikling af sociale og
sproglige kompetencer/muligheder, og hvordan kan det støtte elevernes udvikling
af interkulturel kompetence?”
Dilemmaer om flygtninge og immigranter
For at blive klogere på problemformuleringen arrangerede Jöel Rombach og Sofie
Lund tre besøg i en specialklasse på en specialskole i København. Her
interviewede de klassens engelsklærer og afprøvede deres eget udviklede undervisningsforløb
i to dobbeltlektioner med elever i 7., 8. og 9. klasse, der havde
socialkognitive vanskeligheder i forskellige grader.
Første besøg var ren observation. De øvrige to gange gennemførte
de et undervisningsforløb, hvor de kombinerede en scenariedidaktisk tilgang med
forumspil. Første aktivitet var en fire-hjørne-øvelse, som de indledte med et
scenarie med en konflikt mellem en syrisk-dansk flytning samt skoleelev og en
forbipasserende fodgænger, der konfronterer flytningen.
Eleverne skulle derefter forestille sig, at de var skoleeleven og tage stilling
til, hvad de selv ville gøre. I hvert hjørne af klassen hang fire valgmuligheder
med forskellige reaktioner, som eleverne kunne vælge imellem. Tre af hjørnerne
var specifikke handlemuligheder, mens det fjerde var markeret med ’make up your
own solution’.
I en anden aktivitet blev eleverne inddelt i grupper á tre-fire elever. Hver
gruppe fik en flip-flapper og fire dilemmakort, der alle handlede om migration
og migranters rettigheder. Alle fire dilemmaer skulle gennemgås ved at bruge
for- og imod-argumenter.
I undervisningen arbejdede eleverne også med tema-relevante billeder, som de
skulle matche med de fire dilemmakort. Derudover skulle de lave et forumspil ud
fra et manuskript med inspiration til både replikker og forslag til non-verbale
udtryk.
Via en powerpoint forsøgte Jöel Rombach og Sofie Lund at give eleverne
overblik, så de helt fra start vidste, hvad der skulle ske i løbet af
undervisningen. Derudover gav de også en introduktion til scenariet, hvor de lavede
en kort fremvisning, hvor de to spillede hver en karakter.
Gensidig vekselvirkning
Projektet har to primære fokus; først og fremmest
interkulturel læring, hvor elever får viden om verden, herunder problematikker,
dilemmaer og konflikter, og at de bevidstgøres om forskellige perspektiver på
verden. Desuden skal eleverne have en generel nysgerrighed og åbenhed over for
andre leve- og tænkemåder, der varierer fra ens egen, som understøtter evnen
til at sætte sig i andres sted følelsesmæssigt.
Arbejdet lægger op til bearbejdning af nogle kerneudfordringerne inden for
socialkognitive vanskeligheder. Der synes at være en form for gensidig
vekselvirkning mellem interkulturel læring og arbejdet med socialkognitive
funktioner, hvor arbejdet med de socialkognitive funktioner kan ligge implicit
i arbejdet med interkulturel læring, skriver Jöel Rombach og Sofie Lund.
I undervisningsforløbet oplevede de, at ”implementering af konkrete,
hverdagslige scenarier gennem scenariedidaktiske øvelser kan give anledning til
at arbejde med sociale kompetencer, kulturmøder og samfundsmæssige
problemstillinger.” Dog oplevede de også, at det kan være udfordrende, blandt
andet på grund af forskellen i elevernes evne til at skifte perspektiv og tænke
i alternative løsninger og strategier, skriver de i konklusionen.
Derudover konkluderer de, at hvis man ønsker at bruge scenariedidaktik til at
udvikle elevernes sociale, sproglige og interkulturelle kompetencer og
muligheder, må man tage højde for deres forudsætninger og tilrettelægge
undervisningen gennem blandt andet sproglig stilladsering, scenarier tæt på
elevernes livsverden, så forestillingsevnen ikke udfordres for meget, og der
skal være adgang til konkrete handlemuligheder i scenarierne.
"Social læring kan fungere som en implicit del af engelskundervisning i
specialklasser, der er bygget op omkring interkulturel læring med en
scenariedidaktisk tilgang. Derigennem arbejdes der både med engelskfagligt
indhold med fokus på sprog og interkulturalitet sideløbende med udviklingen af
sociale funktioner og -kognition. Denne form for social læring kalder vi for
funktionel social læring”, konkluderer Jöel Pascal Rombach og Sofie Lund.
Hvem af de nominerede, der modtager prisen for årets bedste bachelorprojekt,
afsløres fredag den 15. november, hvor Lærerprofession.dk holder prisfest i
København.