Hvordan kan det være, at så mange elever har det dårligt med at skulle fremlægge? 

Vicki Dela observerede i sine praktikker ofte elever, der ikke havde lyst til at fremlægge og oplevede elever, der udeblev fra timerne, når de skulle fremlægge.

”Vi må derfor konstatere, at angsten for at fremlægge eksisterer”, skriver hun i sit professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen i Esbjerg, UC Syd.

I projektet undersøger hun, hvordan man kan arbejde hensigtsmæssigt med fremlæggelser i udskolingen.

”Hvordan kan man som dansklærer udvikle, gennemføre og evaluere undervisning til 7. klasse med fokus på fremlæggelser, der understøtter elevernes lyttekompetencer”, spørger hun i problemformuleringen.

Ingen spørgsmål, tak!

Hendes hypotese var, at problematikken med fremlæggelser var knyttet særskilt til de elever, der fremlægger. Men undervejs fik hun øjnene op for, at det også handler om, at lærere skal stilladsere eleverne i fremlæggelser.

Hun har interviewet 9. klasses-elever og tog afsæt i temaerne ”afsenderens, modtagerens og lærerens rolle under fremlæggelser”. 

Eleverne gav udtryk for, at de brugte lang tid på at øve selve fremlæggelsen og kunne huske indholdet udenad. To elever fortalte desuden, at de ofte søgte hjælp i hjemmet til at forberede fremlæggelser. Der er desuden frygt forbundet med at fremlægge, og det handler om ikke at kunne huske det hele og at være bange for ikke at være i ”kontrol”. Eleverne fortalte også, at de ikke havde lyst til at blive spurgt om noget under og efter fremlæggelsen. 

”Bliver der alligevel stillet spørgsmål, er det meget vigtigt, at man kan svare på dem. Nogle elever giver udtryk for, at det er nedværdigende, når læreren stiller spørgsmål, fordi det giver en følelse af, at man ikke har læst nok op på emnet”.

Bedre rammesætning fra læreren

I forhold til lærerens rolle udtrykker eleverne, ”at der generelt ikke er meget vejledning, men at der er enkelte lærere, der er gode til at hjælpe, hvis der er spørgsmål, de er usikre på. De giver desuden sjældent feedback/feedforward på emnet eller indholdet i fremlæggelsen, da der er mere fokus på, om eleverne læser for meget op under fremlæggelsen eller virker usikre eller nervøse. I tillæg til det ytrer eleverne, at nogle lærere ofte giver den samme feedback til alle elever”, skriver Vicki Dela.

Hun refererer til Sigrun Svenkerud, der er lektor ved læreruddannelse og skoleforskning i Buskerud, Norge. Svenkerud beskriver, at elever ikke får tilstrækkelig støtte og vejledning til indholdsdelen, når der skal fremlægges. ”Eleverne er tit overladt til sig selv, og nogle elever søger hjælp i hjemmet til at kunne gennemføre opgaven. Disse elever klarer sig oftest bedre, når der fremlægges, særligt hvis hjemmet er resursestærkt”. Vejledningen handler primært om det praktiske ved fremlæggelse, siger Svenkerud, og understreger, at der er brug for fokus på både lyttekompetencer og lærerens målsætning og feedback.

Ukoncentrerede lyttere

Eleverne fortalte i interviewet, at når de fremlægger, oplever de modtagerne i klassen som inaktive eller direkte ukoncentrerede. De forklarer også, at man, som de, der lytter til en fremlæggelse, ikke har lyst til at stille spørgsmål, ”da man godt selv ved, hvor udfordrende det kan være at stå ved tavlen, man vil helst gerne tilbage på sin plads”.

 Eleverne er altså solidariske med hinanden, og det hæmmer en mulig interaktion under og efter fremlæggelsen, skriver Vicki Dela. 

Eleverne fortæller, at de nogle gange skal give konstruktiv kritik og agere "censor'', men den konstruktive kritik kobles ofte sammen med, om afsenderne har virket nervøse, har læst op fra et papir eller på anden måde ikke har virket i ”kontrol”. Der bliver ikke spurgt til det faglige indhold eller processen, og lærerne har ikke givet eleverne bestemte kriterier for at være ”censor”.

I analysen konkluderer hun, at afsenderne, altså de, der fremlægger, føler sig ansvarlige for, om en fremlæggelse lykkes. 

”Ser vi ovenstående gennem det sociokulturelle perspektiv, er det relevant at tage afsæt i Vygotsky og Zonen for nærmeste udvikling, der blandt andet omhandler, at den lærende har brug for assistance fra en mere erfaren person, når noget nyt skal læres. Altså, er det læreren, der har ansvaret for, at elever lærer og i denne sammenhæng, at en fremlæggelse kan lykkes”, skriver hun.

Fokus på lytterrollen

Vicki Dela mener, at hvis der ved fremlæggelser i højere grad fokuseres på modtagernes rolle – og lærerens vejledning, vil det skabe bedre og mindre angstfyldte fremlæggelsessituationer. Som en del af projektet har hun udviklet et didaktisk design, der blandt andet har fokus på at undervise eleverne i informationslytning og kritisk lytning.

Forløbet har hun afprøvet i en 7. klasse, og i forløbet har hun været meget bevidst om, ”at gøre undervisningen transparent ved at have explicitte mål og formål med undervisningen. Målene, jeg havde sat, blev præsenteret som læringsmål i starten og slutningen af forløbet, og formålet blev præsenteret for at gøre eleverne bevidste om vigtigheden af at kunne lytte”.

Vicki Dela mener, at hvis vi vil skabe gode afsendere, er vi nødt til at skabe gode lyttere, og det kan gøres ”ved at undervise elever i lytning”. Fokus på lyttekompetencer kan dog ikke isoleret set løse problemerne med elevers præstationsangst, konkluderer hun og understreger, at problemerne kun bliver værre, hvis man som lærer ikke sætter klare mål for fremlæggelsen, giver konstruktiv lærerfeedback og sætter klare rammer for, hvad lytterne skal have opmærksomhed på.