Uanset om lærerne har sprogteoretisk baggrund, betyder folkeskolereformens indførelse af 'Sproglig udvikling', at de er forpligtede til at formulere sproglige mål for deres undervisning og at arbejde ud fra denne tilgang til undervisningen, skriver Sophie Schou Rasmussen fra Professionshøjskolen Metropol på Frederiksberg i sit professionsbachelorprojekt. Lærerne skal blandt andet arbejde med sproglig bevidsthed, læsestrategier og fagteksters forskellige genrer, og målet er, at eleverne udvikler et nuanceret og varieret sprog. Men hvad betyder det? Hvad ligger der for eksempel i begrebet "skolesprog"? Og hvordan sikrer man, at målet opfyldes, spørger hun.

Sophie Schou refererer en række undersøgelser, som har relevans for besvarelsen af spørgsmålet i hendes problemformulering, som, lyder:  "Hvilke fordele og ulemper kan udledes af folkeskolereformens fokusområde "Sproglig udvikling" i forhold til tosprogede elevers muligheder for sproglig udvikling i undervisningen?"           

- Pisa Etnisk fra 2012 viste, at elever med indvandrerbaggrund klarer sig dårligere end majoritetselever. 

- Projekt Uddannelsesløft fra 2015, som blev gennemført både i folkeskolen, på gymnasier og erhvervsskoler, viser, at alle elever har fordel af, at der arbejdes med fagsprog.

- Det canadiske Thornwood-projekt undersøger, hvordan man kan bruge "modtageelevers modersmål som en resurse i andetsprogstilegnelsen og -udviklingen ved at opfordre eleverne til at bruge deres modersmål i skolen. Projektet konkluderer, at den direkte brug af elevernes modersmål i skolen ikke blot påvirker deres faglige og sproglige resultater positivt, men også deres identitetsdannelse.

- I det californiske projekt Children and Promise, hvor 90 procent af eleverne var tosprogede - først og fremmest spansktalende, der præsterede for lavt - lod man elever i 5.klasse læse bøger med elever i 1.klasse. De måtte selv vælge, hvilket sprog de benyttede, når de læste og diskuterede. Konklusionen var, at når man anerkender elevernes sproglige og kulturelle baggrund, skaber det større motivation for at læse på andetsproget og dermed for at udvikle det.

I 2014 var Sophie Schou i praktik på en "hand in hand-skole" i Jerusalem, hvor der både går jødiske og muslimske elever, og ideen er, at hvis man kan finde ud af at lære sammen, må man også kunne finde ud af at leve sammen. Undervisningen foregår både på hebræisk og arabisk. Hand in Hand-skolerne er værd at nævne i projektsammenhængen, fortæller hun, "fordi de til stadighed beviser, at interkulturel pædagogik og flersproglig undervisning ikke bare er et teoretisk ideal, men en reel mulighed".

Med afsæt fra analyser af elevinterviews konkluderer Sophie Schou, "at et øget fokus på sprog i skolen og en sociokulturel forståelse af læring generelt gør, at alle elever, men især tosprogede elever udvikler sig fagligt og sprogligt og opnår bedre resultater på begge parametre".

     Interviewer: Så leger man bare, at man ved, hvad de betyder?

     Alle griner lidt.

     Elev 1: "Ja" 

     Interviewer: Hvorfor?

     Elev 2: "Ikke for at spille smart, vel?"

     Elev 1: "Det er for at lyde integreret"

     Elev 2: "Ja"

     Elev 3: "Og klog"             

Men "sproglig udvikling" har fokus på det strukturelle som sætnings- og tekstkompetence, og det kan opfattes som en modsætning til målet, som er at eleverne skal blive sprogligt kompetente, og det kræver fokus på det funktionelle. Der kan ske en "isolering" af skolesproget, som betyder, at tosprogede elevers hverdagssprog ikke tilgodeses tilsvarende, og det "er nødvendigt for deres generelle sproglige udvikling og for at kunne navigere i en dansk sprogkultur i øvrigt", advarer Sophie Schou.

Minifeltarbejde uden for skolen

I et afsnit om handleperspektiv beskrives et tænkt undervisningsforløb i en 8.klasse, hvor der arbejdes med elevernes sprogkulturelle forudsætninger ved først og fremmest at undersøge, hvad en 'vending' og 'et sprogligt udtryk' er. Men i stedet for at tale om definitioner skal der fokus på, hvilke udtryk eleverne kender både på dansk og på deres modersmål, så deres sprogkulturelle forforståelse bliver aktiveret.

Derefter skal de arbejde med læsestrategier og hypotesedannelser, hvor eleverne præsenteres for tekster, film- eller lydklip, hvor der indgår et eller flere idiomer. Ud fra konteksten skal eleverne så gætte, hvad idiomerne betyder. Idiomer og betydninger skrives ned, så eleverne kan lave 'quiz og byt' med dem.                

"Til sidst vil jeg give eleverne den opgave, at de skal vælge det idiom, de bedst kan lide, synes er sjovest eller giver bedst mening, hvorefter jeg vil sende dem på et minifeltarbejde, hvor de skal afprøve idiomet i forskellige situationer", fortæller Sophie Schou.

Det kan for eksempel ske derhjemme sammen med mor og far, til fodbold eller overfor en ekspedient i en butik, og de kan gennemføre afprøvningen alene eller to og to.

"Her kommer den pragmatiske og sociokulturelle indsigt i spil, for eleverne skal nu overveje, hvem de har lyst til at forsøge sig overfor". Måske har de ikke lyst til at sige: 'Du kan ikke se skoven for bare træer' til deres forældre over aftensmaden. Men måske kan det være sjovt at sige til en fodboldven, der ikke scorer på et frit mål, mener hun.  

"Som lærer kan jeg aldrig sikre, at eleverne bruger de ord eller udtryk, de lærer i skolen. Men jeg kan facilitere det så godt som muligt, og med et minifeltarbejde som dette bliver undervisningen naturligt placeret i en anden kontekst end skolen. Eleverne bruger det kun, hvis det giver mening for dem. Det vigtigste er at skabe bevidsthed om, at skolesproget ikke er forbeholdt skolen", siger Sophie Schou Rasmussen. 

Se hele professionsbachelorprojektet øverst til højre under EKSTRA: Skolen som sprogets arena