Som barn var hun besat af en ukuelig skabertrang, som resulterede i utal af projekter, som kunne synes både fjollede og urealistiske. Men i folkeskolen opdagede hun hurtigt, at det var langt mere profitabelt at bruge energi på at gennemskue, hvad der blev forventet i en given opgave, frem for at kaste sig ud i en egen fortolkning af en mulig løsning.

Men kan det virkelig passe, at folkeskolen har haft en hæmmende effekt, på det jeg i dag vil karakterisere som kreativitet, spørger Sofie Jensen i sit bachelorprojekt fra læreruddannelsen på professionshøjskolen UC Syd i Esbjerg. 

Det er naturligvis ikke i skolens interesse at blive betragtet som et sted, der hæmmer kreativitet. Slet ikke når folkeskolen har en formålsparagraf med den modsatte ambition, hvor skolen skal skabe rammer for, at ”eleverne udvikler erkendelse og fantasi”, mener Sofie Jensen. 

Hun har derfor undersøgt kreativitet og eksperimentende praksis i billedkunst, og i projektets problemformulering spørger hun:

”Hvordan kan man som billedkunstlærer støtte og opmuntre eleverne i deres kreative proces og facilitere det eksperimenterende arbejde, med henblik på at træne deres kreativitet og evne til at opdage det særlige der opstår undervejs i eksperimenterne”. 

Det teoretiske grundlag 

Folkeskolen er en offentlig institution, som skal kunne rumme en bred vifte af forskellige individer. 

Det kræver en vis stringens at skabe en ramme, som alle kan være i, men rammen kan til gengæld let komme til at gå ud over de særligt kreative børn. 

For hvis ikke den kreative elev lynhurtigt formår at gennemskue og tilpasse sig normerne i klasselokalet, kan eleven hurtigt blive stemplet som en følelsesstyret, selvcentreret, svær type, der måske også samarbejder dårligt, skriver Sofie Jensen og refererer til professor i pædagogisk psykologi Lene Tanggaard. 

Derudover bruger hun den psykologiske selvbestemmelsesteori, der er udviklet af Edward L. Deci og Richard M. Ryan om indre og ydre motivation til at se på, hvad der motiverer til at være kreative og eksperimenterende. 

Hun gør også brug af ’serendipitetsbegrebet’, som i en billedkunstfaglig sammenhæng henviser til den uventede og tilfældige opdagelse af noget ’særligt’, som kan opstå i en billedproces. 

En slags ’forberedt uforberedthed’, som det beskrives i bogen ”Serendipitetens rum”. 

Udfordrer klassisk formidling 

Projektets empiri henter hun fra et undervisningsforløb gennemført i 3. klasse. I forløbet tager hun udgangspunkt i Lene Tanggaards kreativitetsmodel fra bogen ”FAQ om kreativitet”. 

Modellen består af tre komponenter: ”Fordybelse i traditioner og fag”, ”materialets modstand” og ”fuskeri og eksperimenterende leg”. 

I forløbet udfordrer Sofie Jensen den klassiske medieringsproces, som ofte bruges i billedkunst. Her vil der normalt være en form for idégenerering fulgt af flere skitseringsprocesser, inden et endeligt udtryk, men i forløbet i 3.klasse fik eleverne hverken støtte af idégenerering eller mulighed for at afprøve ideer ved hjælp af skitsearbejde. 

Eleverne blev nærmest tvunget til at asfaltere, mens de kørte, og ovenikøbet med materialer, som for mange nok var forbundet med en smule ærefrygt, skriver Sofie Jensen.

I klassen fik eleverne præsenteret en grundlæggende farveteori, hvor der blev fortalt om de tre grundfarver og farvecirklen – efterfulgt af en klassesamtale. Eleverne måtte udelukkende arbejde med de tre grundfarver samt hvid, så de blev opmærksomme på farvernes potentiale. 

Sofie Jensen havde nøje udvalgt ”dyre” materialer med en forventning om, at eleverne ville få højere forventninger til og større ejerskab over deres projekt, fordi de kunne fornemme, at de arbejdede med ”dyre” materialer.

Den helt store udfordring i undervisningsaktiviteten var dog, at eleverne ikke vidste, at Sofie Jensen og klassens billedkunstlærer havde planer om at bytte om på deres lærreder under processen, så de skulle male videre på en anden elevs værk. 

Derudover var der indlagt en række benspænd, for eksempel måtte eleverne ikke tale sammen i den første fase af den billedskabende proces. 

Kreativitet koblet på motivation 

På baggrund af projektets analyse og diskussion konkluderer Sofie Jensen, at ”måden hvorpå man som billedkunstlærer kan støtte og opmuntre eleverne i deres kreative proces, bunder i den didaktiske planlægning”. 

Som lærer kan man støtte eleverne ved at indtænke elementer af stilladsering for eksempel med udgangspunkt i kategorien ”fordybelse i fag og traditioner” fra Lene Tanggaards kreativitetsmodel, og hun konkluderer at, ”kreativitet opstår på baggrund af en form for motivation, og at en forudsætning for motivation, dels ligger i behovet for at opleve kompetence”.

At tilrettelægge undervisningsforløbet med udgangspunkt i serendipitetsbegrebet var ikke den ideelle løsning, når det kom til at facilitere det eksperimenterende arbejde, skriver Sofie Jensen. 

Og dog. For måske var ideen om at sende eleverne ud på en selvstændig rejse uden for meget kontrol ikke en urealistisk idé i forsøget på at skabe eksperimenterende arbejde. 

Måske var det blot kombinationen af den meget frie ramme, og de manglende overvejelser over materialernes potentiale for at bidrage med en følelse af autonomi, som gjorde udfaldet. Da valget af materiale ligefrem havde en hæmmende effekt på nogle elevers interesse for at arbejde eksperimenterende. 

”De didaktiske overvejelser over valg af materialer bør derfor også indtænkes med fokus på ’materialets modstand’, når man forsøger at opmuntre eleverne til at arbejde eksperimenterende”, skriver hun og understreger, at det kan give både frustration og fortvivlelse hos eleverne, ”hvis der opstår for stor konflikt mellem valget af materialer og forløbets planlagte motiver og fremgangsmåder.” 

”Et undervisningsforløb som dette kan i nogen grad være med til at træne elevernes kreativitet og evne til at opdage det særlige, som opstår undervejs”, skriver Sofie Jensen i konklusionen.